Mand – og tantra? Poler er for batterier ikke for kvinder. Titlen til dette indlæg om at være mand funderede jeg lidt over.

Min far var knap 40 år gammel, da jeg blev født. Han døde som 73 årig – på det tidspunkt var han simpelthen slidt ned. Han fremtrådte som en høj, stor, stærk mand. Tidligere Løjtnant i Livgarden, og efterfølgende selvstændig erhvervsdrivende med virksomhed og ansatte.

Jeg havde for vane at gå forbi fabrikken, på vej hjem fra skole. Så sad jeg på hans kontor, med udsigt til produktionsområdet og fornemmede stemningen. Der var ikke megen snak ved de lejligheder. Jeg fulgte mere bare med og så nysgerrigt på, hvor travlt han havde det. Han mødte hver dag i strøget skjorte og bukser med pressefolder og blankpudsede sko.

Det var en af de opgaver, de hjemmeboende børn havde hver morgen: At pudse resten af familiens sko.

Mand og far

Af udseende ligner jeg ham. Jeg har givet også fået meget af min natur med fra ham. Han var strengt opdraget med fysisk afstraffelse. Og når alt andet glippede greb han ind imellem til det samme. Det til trods respekterede jeg ham højt.

Der var noget særligt, jeg lagde mærke til ved ham! Han var umådelig opmærksom og omsorgsfuld overfor kvinder. Jeg fornemmede vrede og afsky i ham, når han hørte om mænd, ”som slog deres koner”. (Det kan lyde en smule paradoksalt når jeg nu beskriver det!)

Igennem alle de år, jeg kendte ham, var han med i den Danske Frimurerloge. Et mandefællesskab som han værdsatte højt. Det var hemmeligt, hvad de konkret mødtes om, og det stod klart for mig, at det fungerede på et spirituelt grundlag. Han var i mange år “Ceremonimester” – stod altså for afviklingen af ritualer, optagelser etc.

Jeg vil så afgjort beskrive ham som håndværker. Guld- og sølvsmed med to svendebreve. Hertil kom en uddannelse som juveler. Med det fulgte en praktisk kreativ tilgang til livet, hvor han lavede mange bygge- og istandsætnings-opgaver selv i sin sparsomme fritid.

Min far – et forbillede som mand?

Når nogen spørger mig, om han blev til mit “forbillede”. Så må jeg nok svare nej.
Jeg tror, at jeg ubevidst kopierede en hel del af sine holdninger til det at leve, og optog sider af det at være mand ved at iagttage, hvordan han gjorde?

Og på mange andre områder var det min mor, som spillede ind i den prægning, der uvilkårligt fandt sted igennem min barndom.

Så var der de mange mennesker, som kom i vores hjem! Ofte var jeg med og førte lange samtaler om videnskab, litteratur og spiritualitet med såvel kvinder som mænd.

De stærke kvinder

Hvad, jeg så, var, at kvinder er stærke! Langt stærkere end mænd. Ja naturligvis ikke fysisk men i livsduelighed. Jeg følte mig langt mere tryg i møder med dem, end med mænd. Jeg kunne også se, hvem det var, der reelt sørgede for at familier fungerede? Det var afgjort kvinderne! Ikke økonomisk, men stort set alt andet!

De mange samtaler med kvinder, deres evne til at være opmærksomme og nærværende og det, jeg så fra tidlig alder – ledte til, at jeg altid har haft stor respekt for dem. Ja det er en underdrivelse.

De var og er i min iagttagelse mere opmærksomme på “det, der sker” mellem mennesker omkring sig, end mændene var.

Jeg vil skrive: Til forskel fra mændene! Der synes langt mere optagede af sig selv og deres karriere. Deres mål, formål, egne præstationer og succes. Mændene talte gerne om “ting” som de f.eks havde erhvervet, eller noget personligt de havde opnået.

Hvor ofte har jeg ikke iagttaget, hvordan mændene med det samme havde “løsningen” på personlige spørgsmål: “Du skal bare gøre x og y .. så skal du se!”

Det er fra kvinderne, jeg nok har fået den mere undersøgende tilgang til mennesker og livet med mig.

Mand og kvinde som “poler”?

Allerede i min ungdom mødte jeg det synspunkt, at mænd og kvinder skulle ses som “poler”. Og at “tiltrækningen” imellem dem nærmest skete som magneter, der klasker sammen. Det passede meget dårligt med det, jeg kunne iagttage i praksis.

Kvinder var (er) meget tættere med kvinder, end de var(er) med mænd. Det var for mig tydeligt at iagttage både dengang og nu. Og nej det var ikke imellem særligt maskuline kvinder og feminine kvinder, at det var mest fremtrædende! Snarere tværtimod. Det var som om tætte kvinder nærmest spejlede hinanden i adfærd, påklædning og præferencer for alt muligt.

Hvis de skulle være “samme pol”, som i magnet-terminologien, så ville de jo skulle frastøde hinanden! Og det var/er ligesom ikke tilfældet!

Nogle ser poler som en “spændingsforskel”.
Spændingsforskel kan måles, når der IKKE er et kredsløb imellem batteriets poler. For at beholde spændingen må du undgå kontakt. Lukkes kredsløbet så forsvinder spændingsforskellen! og til sidst vil batteriet blive fladt og “løbe tør for strøm.”


På den måde bliver billedet med poler temmelig selv-undergravende. Hvis du vil beholde spændingen skal du undgå at komme så tæt på, at der opstår kontakt. Den ville så udligne forskellen! – Hvordan i alverden skal det kunne være en anvendelig metafor på f.eks. nærhed og omsorg og det at relatere medfølende?

Spænding i kroppen.

Hvis spændingsforskel i øvrigt skulle virke tiltrækkende for levende organismer? Så vil en krop med høj spænding virke meget ubevægelig og ufølsom. En afspændt krop – vil derimod kunne bevæge sig frit over midten, og dermed udvise stor fleksibilitet og evne til opmærksomt at bevæge sig i resonans med det, som sker. 


Hvis et afspændt rådyr opdager, at et rovdyr spænder op før den springer, så gælder det om at komme væk!

Spænding i vores nervesystem forbindes med stress, og aktiveres i forbindelse med kamp- eller flugt.

Samme stress kan skabes ved at fokusere på mål!
Et mål udtrykker en forestilling om noget, der endnu ikke findes: Et ideal! Når ens værdi måles op imod en stræben efter noget der, IKKE findes og IKKE sker, men helst skal bringes til at ske igennem MIN indsats! – Så vil der let opstå ambition, tunnelsyn og frem for alt ideer om at BRUGE noget eller nogen, for at opnå dette ideal.



Spænding eller spændingsforskel er en teknologisk metafor – som afgjort må være opfundet af en anspændt mand. Biologisk set giver den ingen mening.

Hvor går vi gerne hen? Som mand eller kvinde?

Hvor går vi gerne hen?
Hvornår vil vi gerne være tæt på et andet menneske?
Er det ikke når det føles afspændt og trygt at være der!? Når vi ikke behøver at være bange for, om vi kan opretholde vores integritet?!

Jeg vil skrive, at alle de kvinder jeg har talt med og/eller elsket med, ikke bryder sig om, at en mand har en dagsorden eller et mål med det, han vi i møderne med dem. Det virker nærmere øjeblikkeligt frastødende.

Identitet som mand?

Hvis der er noget som de klassiske tantras inviterer til at opløse, så er det “identitet”!
De peger på det absurde i at spille rollespil – Det passer bedre til et skuespil end til at leve og relatere med hinanden i et liv af uforudsigelighed

Identitet afgrænser og skaber aggression. Det kan du mærke, hvis nogen anfægter din beskrivelse af “hvad du er”, eller du stiller spørgsmål til deres “identitet”.

I en både terapeutisk- og f.eks. et Deida – inspireret perspektiv, handler det gerne om “at finde din autentiske kerne som mand”. Bearbejd dine traumer, Din “far relation”, dine grænser! – Du skal styrke dig som individ. Du skal identificere dig med andre mænd! – Altså rigtige maskuline mænd.

Det adskiller sig helt grundlæggende fra de invitationer de klassiske Tantras og det systemiske perspektiv giver:

De peger på: I stedet for at tænke og tro på “grænser” at anerkende, at du ingen egen-eksistens kan have. Du og jeg opstår kontinuerligt. vi bygges så at sige om i takt med den mad, vi spiser, den luft vi indånder, og alt det vi møder og relaterer med.

Det sker som: Hvordan vi møder og relaterer med det.
At relatere er at bevæge og lade sig bevæge. At bevæge er at iagttage. Det, der afspændes i “midten” udviser den største bevægelighed. Det, der fikseres i en ide, rolle eller ambition, vil bevæge sig trægt.

“Selv” findes ikke – er invitationen i Tantra. Som med al sandsynlighed har taget afsæt hos kvinder!
Når samfund styret af mænd for mange år siden opfandt det, at skulle “have en identitet”, så var det for at kunne tildele nogen en “skyld” og tilhørende “straf” og i øvrigt at sikre, at man vidste hvem der ejer, hvilke kvinder!

At undersøge hvordan?

Karin og jeg inviterer mennesker til at undersøge, hvordan vi elsker og relaterer med hinanden, uden at stille alle mulige fortællinger, historier og roller imellem os.

Til at se og lytte med hele kroppen, og opdage hvad det f.eks. er, som gør det trygt at være i nærheden af hinanden?
Når vi ikke længere handler ud fra mere eller mindre fastlåste skabeloner og polariserede fortællinger om at “være maskuline eller feminine”! Så bevæger vi os meget mere frit og opmærksomt på det, der sker .. Og ikke på det “vi gerne vil have til at ske”.



Den forskel kan om noget sanses!
Det bliver naturligt og afspændt at være sammen på den måde, uden et behov for at skulle “tiltrække” nogen.

Måske er det derfor, at jeg aldrig har forstået, når der snakkes om at “holde spændingen”?

Et levende møde vil – som jeg erfarer dem – ikke søge at “bevare noget” – men udfolder sig som “det, der sker”. 


Elektriske biler og telefoner skal måske oplades igennem en spændingsforskel? De virker også igennem ordnede “processer”.


Mennesker, dyr og alt det, som er levende opstår og genskabes på ny, hver øjeblik af- og igennem møderne med hinanden.



Jeg føler mig f.eks. SÅ levende i mødet med en kvinde, når jeg overhovedet ikke skal tænke over hvem, eller hvad jeg er? Heller ikke “i forhold til hende” .. Eller skal jeg skrive i “forBEhold” til hende?

Kom og vær med til at undersøge sammen med os 😉
Det er alt andet end ‘selv’-højtideligt og virkeligt spændende!

.. Og ja nogle gange lidt svært af aflægge den der “identitet”, der måske så længe har været gjort vigtig!