I megen moderne meditation møder jeg jævnligt en fortælling om at intentionen med denne praksis er “at slippe af med Selv”.

De klassiske tantras har til fælles med Zen – at se dette “selv” som en illusion vi opretholder og “fodrer”, fordi den giver os en følelse af orden og tryghed.

Meditation inviterer således ikke til at fjerne eller udvikle et ikke-eksisterende selv. Jo mere vi stræber efter at fjerne “det”, jo mere er vi nødt til at tro på, at det virkelig findes!



I stedet handler det “at meditere” om:
At få øje på, hvordan fortællinger opstår, og hvordan de virker?
Altså også alle de historier der drejer sig om- eller tager afsæt i – et sådan imaginært selv.

Selv meditation og forudsigelighed

Illusionen om at vi har- eller er- et “selv” opretholdes for at skabe en fornemmelse af forudsigelighed i et spontant og impulsivt opstående og forandrende univers.

Når vi forestiller os “selv”, som noget der kan afgrænses, formes og lever i kontinuitet: Et “selv” som ‘noget’ vi kan afgrænse, udvikle, gøre noget for- eller -mod, flytte rundt på etc.. Så bliver det ligetil også at forvente forudsigelighed og tilregnelighed.

Det forudsætter, at vi har lært at opføre os efter regler og leve op til forventninger, og sanser tilstrækkelig angst for konsekvenserne, hvis det ikke gør det.

 Det sprog, vi lærer at tale og tænke med, opererer med følgeslutninger og verbale sammenhænge, der understøtter følelsen af rækkefølge, proces og orden.

Vi lærer at gøre noget “kendt” – på trods af at alt kontinuerligt forandres og varieres. Vi definerer os selv og hinanden i forhold til hinanden på samme måde.

“Nu sker det igen for mig!” som mantra

Vi lærer at “noget kan ske for mig!”… Og at jeg og du kan være skyld i, at det sker, som det sker!.
Det fører til, at vi ikke ser at ALT sker!

Ikke for “nogen” eller “noget” – det sker “bare”! 


Fortællingen om “mig selv” virker som en mantra der gentages i en uendelighed. Denne gentagelse, bidrager også til forudsigelighed.. “

Du ligner dig selv” siger vi til et menneske, vi ikke har set længe.
“Nåe jeg synes nu ellers nok, at der er sket en masse i mit liv siden sidst”, svarer vedkommende.
“Jojo.. inderst inde er du jo, den jeg kender!”
“I lige måde!”

Meditation som at flygte

Hvis du sætter dig på puden for at opnå noget med det, så vil det virke som at forstærke illusionen om dette “selv”. At meditere kan blive til en flugt: Som at lukke sig om sig selv og for en stund erfare ro fra “de andre” og “alt det, som sker omkring- og med- MIG”

At meditere er at iagttage! 

At iagttage er “at bevæge og bevæges”.
Hvis det er “roen”, jeg søger, så må jeg kæmpe mod alt det, som forstyrrer mig.
Hvordan skulle behovet for “ro” ellers opstå?

At erkende det, der sker, betyder at anerkende: At alt hvad der sker, sker uden “skel”.
Derinde og derude kan ikke adskilles.

‘Jeg’ sker sammen med alt andet, der sker. ‘jeg er også det, der sker’

Iagttagelse kan således ikke være adskilt fra det, der sker. Hvem- eller hvad- som ikke sker, skulle kunne iagttage det, uden også at ske med det, som sker?

I den systemiske erkendelse såvel som i Nagarjunas filosofi vil al iagttagelse være bevægelse der bevæger. Det iagttagende, iagttagelsen og det, som iagttages, kan ikke adskilles.

I den beskrivelse bliver alt iagttagelse forandrende! Og måden, der iagttages på, til måden der forandres på.