Mennesker lider under det, vi kalder for “stress”.

Kan vi betragte stress som følelse? Altså som et navn vi har hæftet på en genkendelig emotion? – En måde vi bevæges på i særlige situationer og sammenhænge?

Vil det være nærliggende at beskrive den som et emotionelt signal? En advarsel om, at vores organisme kæmper med at opretholde sin integritet? – Måske specifikt i bestemte sammenhænge og kontekster, som den ikke umiddelbart kan eller vil flytte sig væk fra eller ændre?

Mennesker må have kendt til stress altid?

Jeg føler mig overbevist om, at “stress” har været kendt igennem mange tusinder af år. Og at det vi forstår ved at meditere måske har været et middel til at øge sin evne til at reducere den?

Et synes for mig at være tydeligt:

Hvis vi føler os trygge i omgivelserne og interaktionen med de mennesker, vi relaterer med, og ikke spekulerer over “hvordan det hele skal gå” eller “hvad der kan ske og helst ikke må ske!” så stresser vi ikke – eller nærmest ikke.

Når jeg relativerer det en smule, så hænger det sammen med, at det at glæde sig voldsomt til noget, også udløser emotionelle reaktioner, der minder om at stresse. En slags forventnings-storm der skaber uvished, håb og både spænding og evt. frygt for, hvad der mon vil ske?

Vi kan også pludselig i samværet med et menneske, vi føler os nær med, høre eller se en adfærd hos vedkommende, der med et virker uforståelig eller underlig for os?

Spørgsmål der besvares med tavshed, hvor vi havde ønsket os en kommentar eller i det mindste en reaktion. Pludselige afvigelser fra det vi ellers har opfattet som venlighed eller omsorg, kan med et udløse en følelse af usikkerhed og ubehagelig overraskelse.

Det at intet sker, eller noget andet sker end det, vi forventer, vil provokere stress. Interessant er det, at det også er sådan at humor gerne fungerer. I det tilfælde vil vi udløse denne emotionelle spænding igennem at le.

At finde tilbage til midten

Nogle gange hvor jeg har set på akrobatik, har jeg fornemmet, hvordan jeg kan stresse over min forestilling om konsekvenserne af, hvis artisterne falder ned?
Ofte ønsker de at fremme netop den følelse hos publikum! De får det til at se meget farligt ud, for at vi kan erfare den kropslige lettelse, når det alligevel ikke sker. “Spændingen i kroppen og sindet” udløses. Vi spænder af igen.

At afspænde beskriver jeg som ‘at finde tilbage til midten’. Til der hvor vores bevægelighed er størst, og dermed også vores sanselighed.

Hvis jeg var et instrument, ville jeg beskrive det som den “rigtige stemning”. De forskellige strenge der kan spilles på, er afstemte efter hinanden. Musikken der opstår bliver til vellyd.

Mennesker lider under forventninger – og de er nødvendige

Det er livsnødvendigt for levende organismer at kunne aflæse mønstre i, hvordan naturen bevæger sig. Det betyder også at kunne forudsige med en vis sikkerhed, hvad der vil ske om et øjeblik? – Aflæst ud fra det, der bevæger sig lige nu!

Det er sådan, vi lykkes med at jage eller finde mad. Det er også det, der gør det muligt at lege. Ja at relatere overhovedet. Forståelse og kommunikation – sprog virker på den måde.

Vi skaber “mening og betydning” sådan.
Systemisk set har vi givet det en samlebetegnelse: Inferens

Inferens beskriver det samlede og meget komplekse system, der lærer at sanse og organisere forskelle, som gør det muligt for en organisme at positionere sig hensigtsmæssigt i forhold det til som sker, og muligvis vi ske om et øjeblik?

Inferens virker nonverbalt og ikke konceptuelt. Den sanses løbende. Den øves og trænes igennem den aktive omgang med verden og det som sker.

Det, at noget kan gøre ondt, og at vi helst vil undgå det, er meget afgørende for udviklingen af dette inferenssystem.

På samme måde er det, at kroppen sanser velvære og belønning, der opstår af bestemte måde at møde det, som sker på, det også.

Evnen til at forudsige, beror ikke på intellektet

Mange mennesker har den opfattelse at denne evne til at forudsige, beror på intellektet.
Det kan være at intellektet spiller med, og den spontane læring og handlekompetence vil være nonverbal og ske i middelbar spontan respons – uden intellektuel fortolkning. 



Interessant i denne sammenhæng er det for mig, at alt hvad intellektet lærer, lærer det emotionelt!

Vi kan reelt ikke adskille intellektet fra kroppen!

Hvis vi øver os i kampkunst, handler det meget om at handle med ‘No-mind’. Altså uden først at overveje, vurdere og så handle. Der handler om at reducere spændet imellem aktion og reaktion. I måden, vi beskriver på, vil påvirkning og respons være forskudte i tid. I perspektivet af naturen af det, som sker, kan de ikke afskilles fra hinanden.

Hvis universet “opstod igennem BIG-BANG” – så er vi ikke en konsekvens af dette “brag”. Vi er det! Det sker endnu.
Hvis du blev tæsket som barn, når du havde gjort noget din far fandt forkert, så tæskes du endnu. Det medbevæger stadig.

Det peger i virkeligheden på at opløse grænserne mellem: “Det der sker” derude og “det der sker derinde”.


Intellektet vil beskrive, hvad der sker og måske vil ske?
Beskrivelser er altid repræsentationer af det, som sker. Samtidig medvirker de i det, som sker!

Ordene – “Er du vred?” – ER ikke “vrede”. Til gengæld kan det vække vrede i et menneske at blive mødt med de ord!

Intellektet søger kontrol

Med ord søger intellektet at opnå kontrol. Dvs. at styre både intellektets forventninger og kroppen emotionalitet! 

Om muligt bevæge andre menneskers opfattelse af det, som sker, igennem måderne, det beskrives på.

Intellektet vurderer, bedømmer og måler i et forsøg på at betinge det, der sker. Få det til at føles “kendt”. På den måde vil intellektet ofte sløre muligheden for reelt at opfatte, hvad der sker?

I denne forskel imellem det som kroppen sanser emotionelt og hinsides beskrivelse, og den fortælling om det, der sker, som intellektet har lært at fortælle om det – opstår der spænding.


Her peger jeg ikke på at intellektet ‘kæmper’ med eller mod kroppen. Overhovedet ikke! Intellektets fortællinger er skabt i situationer og kontekster, der aldrig vil ske igen! 

Det forsøger at få dem til at ligne, det der skete ´dengang´, de blev lært. Det gør de ved at reducere og udelukke alt det, som ikke ligner! Og på den måde prime kroppens umiddelbare reaktion på, hvordan den bevæges direkte i det, som sker lige her og nu.

 Fortællingerne fortsætter med at organisere organismen, efter at de sammenhænge de blev lært i, er ophørt.

Mennesker lider og bevæges af spændingsforskelle

Spændingsforskelle er grundlaget for bevægelse. Det kan vi opfatte et universelt princip.
 Altså vil forskellen imellem, hvordan beskrivelsen søger at bevæge os og det, som kroppen nonverbalt opfatter – kunne skabe emotionel uro. Noget stemmer ikke!


Det vil jeg kalde “at stresse”.

Jo mere intellektet insisterer på at have “ret” – eller ville etablere kontrol, jo voldsommere bliver spændings-forskellen og jo mere bevæges vi emotionelt og typisk meget ubehageligt.

Det, som intellektet insisterer på, stemmer simpelthen ikke mere!
Kroppen mobiliserer sig til noget, der kan ske, som ikke passer til intellektets forsøg på at overbevise om noget andet.

Kroppen tappes for kraft, før en potentiel begivenhed opstår. Og det kan ovenikøbet føre til at fortællingen bliver så stærk, at den bliver selvopfyldende, alene ved at den får det, der sker, til at se ud som om, at det passer til beskrivelsen af det!

I det øjeblik mistes den direkte kontakt og fornemmelse til det som reelt sker! Fortællingerne fortsætter med at organisere organismen og dens måde at percipere på, efter at de sammenhænge, de blev lært i, er ophørt.

Stress bliver et spørgsmål om, hvordan vi bevæger os med forudsigelighed?

Livet og universet opstår tilsyneladende spontant, og bevæger sig dermed også basalt set uforudsigeligt og irreversibelt!
Hvad der er sket, sker aldrig igen!

Det gør, at det at opnå kontrol med livet og at leve – simpelthen er umuligt!

Når vi alligevel søger det, måske ved at vi er blevet overbeviste om, at det skal være muligt? Da vil vi komme til at lide under stress.



Et menneske med meget stærke forventninger til:

Hvad det skal og kan opnå!
Hvordan verden hænger sammen, for at være rigtig!
Hvilken vigtig rolle det selv har i den orden og opgave!

At det er muligt at bevare overblikket og hvad der sker og hvordan det sker?

……… Vil leve i høj emotionel kropslig grund-spænding. Og ofte med en meget lav irritations-tærskel.

Jo tættere en organisme bevæger sig på sin maksimale spænding, jo større belastes den!

Mennesker lider når de har svært ved at finde hvile

At hvile betyder at spænde af og lade kroppen og sindet finde mulighed for at restituere, og genopbygge alt det, som forbruges under høj intensitet.

Kreativitet fordrer også ro. Med det peger jeg på at stille spørgsmål og være undersøgende og legende i mødet med alt, hvad vi møder. Et kreativt menneske søger ikke så meget svar svar og kontrol. Nærmere de spændende spørgsmål, der åbner for alt det, vi ikke ved, og som kunne blive til uopdagede muligheder?

Vi kan ‘spørge’ såvel igennem intellektet som nonverbalt og ikke konceptuelt ved: At udvide måderne vi sanser på og vores kompetencer til at gøre det.



Det følges gerne ad. Og den praksis, der skal til, kalder jeg for: ‘at udvide vores bevægelighed’.


Hvor der bevæges, må der skabes rum

Et rum er kendetegnet ved, at der intet er i det.
Kroppens led, fungerer f.eks. ved at skabe rum og plads til, at noget kan glide let og uden særlig megen friktion.
intellektets ‘rum’ kalder jeg for “at skabe plads til at undre sig” – drevet i lysten til at undersøge og afprøve med alle sanser”.

Jeg beskriver det også som “at øge mulighederne for at handle”, frem for at reducere dem i jagten på at få et endeligt svar og løsning.

Hvis du vi finde rum og måske erkende, hvordan du stresser? Så kan det være at vores praksis-fællesskab er noget for dig