En af de mærkeligste holdninger jeg jævnligt møder, udtrykkes som: “Ok det er så din virkelighed! Min virkelighed er en anden!”

Hvad vil vi sige med “virkelighed”?

Hvis noget er virkeligt, så findes det.

Overfor det stiller vi Illusionerne, drømmene, som noget, der ikke findes, men ser ud som, at de gør det, imens vi drømmer.

Og hallo!
Drømmer og hallucinerer vi så måske ikke?
Findes hallucinationer – virkeligt?
Hvis vi drømmer det, er det så ikke virkeligt, AT vi drømmer og hallucinerer?

Jo muligvis, og det, drømmene fortæller eller viser os, “findes ikke”, som andet end forstyrrelser eller bevægelser i sindet og vores neurologiske system. De sker!

Min virkelighed om et træ

En fortælling om et træ, er ikke det, som ordet “træ” henviser til. Ordet opstod engang som en måde at bevæge hinanden på igennem lyde, tegn og forståelse. Hvis ordet “træ” skal fungere på den måde, må vi være relativt enige om, hvad det er som dette ord henviser til- eller “- peger på”.

Selv når vi er uenige om ordet eller beskrivelsen, så betyder det ikke at enhver selv kan bestemme, om der findes “noget“ eller ej – der, hvor vi peger på “et træ”.

Vi er simpelthen nødt til at operere med en “virkelighed” – som den “er der”, og som vi ikke kan adskille os fra. Uanset om vores fortællinger om den, kan synes vidt forskellige. Ikke min virkelighed eller din virkelighed! Som nogle af os kunne tage ejerskab til den?

De samme fortællinger vil være meget medvirkende til, hvordan vi bevæger os og bevæges af det, de henviser til! 


Ser den ene et træ – som en potentiel mængde godt brænde, og den anden dette “træ” som afgørende for et meget komplekst og i princippet uendeligt stort økologisk levende system, hvor myriader af forskelligt liv interagerer med hinanden? – Ja så vil det vi forstår ved- , og måden vi møder dette “træ” på, blive meget forskellig.

Handler min virkelighed og din- så om at fortælle noget forskelligt?

Hvis ikke vi kan blive enige om, hvad forskellige fortællinger “peger” på.

Så må vi gribe til at erfare kropsligt igennem direkte interaktion, med det der sker. Sanse, mærke, fornemme, og frem for alt erfare en konsekvens af forskellige måder at interagere med “virkeligheden” på.

Selv der, vil vi det, vi erkender, adskille sig fra hinanden. Det kommer af at vi måske sanser forskelligt, og mere eller mindre nuanceret. At vi kan være mere eller mindre kompetente i mødet med det, der “sker? Og ikke mindst at vi formår at udvide og ændre på de perspektiver og kontekster dvs. sammenhænge vi møder denne virkelighed “der sker” igennem.

Nogle gange lykkes det os at skabe mentale modeller, hypoteser om sammenhænge og eksperimenter, vi kan reproducere, som gør, at vi taler om “viden”…

Vi “ved” at en sten går til bunds i fersk vand, når vi smider den i det. Det gør vi også selv, hvis vi hopper i det, og det er dybt nok til at vi drukner, hvis vi ikke kan svømme. 

Der giver det ingen mening at tale om “min-“ eller “din-“ virkelighed.
Det sker… !

Videnskab

I videnskab er der krav til, hvornår vi kan kalde noget for: “Anerkendt viden”. Dvs.: “Foreløbigt anerkendt, som det bedste bud indtil videre.

Videnskab udvikler modeller over “virkeligheden” og “hvordan universet bevæger sig”. Sådanne modeller er grundlaget for opfindelser af næsten enhver art.

De første videnskabsmænd og kvinder var håndværkere eller “praktikere”. De lærte at “læse” naturens sammenhænge, og videregive dem til de næste generationer.

Nogle gange tog de så grueligt fejl. Og det førte til mange katastrofer og ødelæggelser.
Fejlene opstod når fortællingerne var umulige at afprøve og verificere i “virkeligheden”.

I stedet kunne de tjene som måder at opnå magt og kontrol på. Samfund og fællesskaber bygges historisk ofte på fælles fortællinger, om os og vores rolle i livet og verden. De bruges dermed også til at skabe “identitet” og ‘mening’ for grupper og den enkelte. 

Begge dele er meget stærke måder, vi kan binde hinanden på, og frem for alt begrænse nysgerrigheden efter, om “det kunne hænge anderledes sammen”?

Vi gør som om, at det hele drejer sig om os

Når vi undersøger noget – og/eller fortæller om det, så gør vi det på måder, hvor vi ser det som adskilt fra os.

Vi opfatter det ‘at iagttage’, som at se noget, der ikke er det, som ser, men noget der ses PÅ.
På den måde gør vi som om: At vi kan iagttage det, der sker – uden at vi er deltagende i det, som sker, imens det sker.

Vi overser, at vi for f.eks. et træs vedkommende, ikke ser træets bevægelse, uden at vi også er der og forstyrrer det imens.

Det gør vi, så længe vi ikke har fået øje på, hvad det vil sige “at iagttage”.
Hvis intet bevæges: Hverken det der iagttager, eller det der iagttages, så ses eller sanses intet!

Al iagttagelse beror på at, der opstår en forskel fra noget, der var der “før”. Når den forskel sker, så er det umuligt at gøre den om, eller trække den tilbage. Den er irreversibel.

En sådan skelnen ER bevægelse. Bevægelse er ikke “noget”..

Det, vi kalder for iagttageren, er også bevægelse, og nødvendigvis forskellig fra det, som iagttages. 

Og hov! 

Hvis vi deltager fuldstændigt indlejret i det, der sker, imens der iagttages, hvad er det så for en forskel, ‘vi’ kan skabe mellem “det, der sker” og “det der (også) sker”?

Ja ingen!

Det der ‘også’ sker, sker også ‘bare’.

Zazen – bare at sidde.

For at “se noget”, vi kan beskrive som “noget”, må vi gøre som om, vi adskiller os fra det, der sker! Og ser dermed aldrig egentlig det, der sker, SOM det sker.

Vi ser kun:
Hvordan vi ser og beskriver, det der sker, når vi ser.

Bare det at vi “er” der, vil bevæge alt, hvad der sker.
Vi kommer til at stå i vejen for virkelig at se!



Denne beskrivende, fortællende, vurderende forstyrrelse er det, vi opfatter som “mig selv” og f.eks. “min virkelighed”


Hvis det der sker, som det sker, erkendes, så vil al illusion- og “gøren som om”: At vi kan adskille os fra det, som ellers sker “ophøre”.

Når det sker – så….!



Det vi i vesten kalder for ‘At meditere’ – og andre steder for sgom, eller i Zen traditionen: Zazen og Shikantaza – “bare at sidde” – Vil jeg beskrive, som at undersøge hvordan denne virkelighed fremtræder. Som praksis betragtet vil enhver ide om min og din altid stille sig i vejen for den.