Mobberen er angst for dig
Mobberen henter sin magt igennem andres angst. Paradoksalt nok er hans/hendes adfærd også udtryk for angst.
En lidt længere undersøgende artikel, for dig som vil reflektere over mobning.
Igennem min barn- og -ungdom gjorde jeg mig mange erfaringer med mobning. Den dag i dag finder jeg stadig skolen som et af de mest brutale steder man kan opholde sig. Som barn SKAL man være der, og stedet og systemet er simpelthen baseret på nogle af de samme principper, som skaber grundlaget for mobning.
Jeg er sikker på, at det ikke er alle, som erfarer, hvordan det opleves at blive mobbet. Det ligger i handlingens natur, at det rammer relativt få. Tidligt i mit skoleliv forsøgte jeg at “finde ud af, hvordan det fungerede”. Senere som voksen blev jeg meget klarere på det.
Mobberen som en måde at organisere systemer på
I dag ser jeg det som en måde, sociale hierarkiske systemer kan skabe magtstrukturer på.
Frem for at se det som “en egenskab ved systemet”, identificeres der typisk i stedet: “Den som mobber” – over for den “som mobbes”.
Mobberen fremstår som:
Et menneske der, overalt hvor lejligheden byder sig, fremhæver sig selv på andres bekostning. Bl.a. ved at benytte en retorik og handle på måder overfor udvalgte deltagere i en gruppe, der er beregnet på at skabe frygt og latterliggørelse – Og frem for alt skabe medløbere, der selv frygter for at blive det næste mobbeoffer.
Han/hun ville imidlertid ikke eksistere uden et system af medløbere, og frem for alt et overordnet mønster i samfundet, hvor status tildeles efter, hvor god man er til at positionere sig i magt-relationer overfor andre mennesker.
Magt skabes ved at tage kontrol over sproget og de narrativer, som en gruppe samler sig om. Med “narrativer” mener jeg “fortællinger”, der inviterer mennesker til at iagttage på bestemte ensartede måder.
Iagttagelse sætter jeg lig med bevægelse – Altså narrativer, der har til hensigt at bevæge mange “ens”. Og dermed også skabe en “ens” virkelighedsforståelse. Når vi gør sproget sandt: F.eks ved at overbevise hinanden om, at man virkeligt kan være “dum”. Og at ordet “dum” ikke bare fungerer som et “klæbemærke”, vi bruger til at kategorisere adfærd med, vi synes adskiller sig fra det, vi kalder for “klog”. Så skaber vi også illusionen om “virkelighed”.
Mobberen søger magt
Magt ligger i at skabe fortællinger, der inviterer til en bestemt måde at iagttage på. Dermed også at bevæge sig på og emotionelt blive bevæget på. Det betyder at den, der styrer narrativerne, i realiteten styrer, hvordan vi bevæger os både i tanke og handling. Totalitære systemer bringer det så langt, at de f.eks. forlanger at vi lærer og -bruger ens måder at hilse på, gå på, klæde os på, synge på ..etc.
Magt udnytter det, at vi som mennesker gerne lever i grupper, idet vi sammen bedst er i stand til at overleve som art. Vores integritet afhænger således af at vi kan handle som en gruppe.
Det gjaldt under jagt på meget større og stærkere dyr. Senere i kamp imod andre grupper af mennesker eller individer.
Bare tanken om at stå udenfor en gruppes beskyttende kapacitet, vil kunne føles som en trussel.
Måske ligger det endda genetisk indlejret i os!?
Et system-eksempel: Puslespillet og puslespilleren
Systemer af alle slags kendetegnes igennem måder at interagere/relatere på. Forsimplet vil et puslespil kunne ses som et eksempel på et “system”:
Hvis brikkerne ligger i en bunke, med for- og bagsider tilfældigt fordelt, vil det, som gør det muligt at samle dem til et billede, være: At måden de samles på er styret af bestemte former, der skal bringes til at passe sammen. De skal alle vendes med billedsiden opad. Alle brikker kan være forskellige, og måden de samles på – hvordan to brikker bringes til at passe sammen – er den samme, fra brik til brik.
Placeringen af brikkerne indenfor en ramme, styres af evnen til at kunne organisere den enkelte brik ved at sammenligne forsiden af brikken med et billede af det samlede system. Derved afgøre “hvor den skal placeres indenfor rammen”.
Den, som spiller, hører med til spillet
Den, som samler spillet, hører med til spillet. Det vil være vedkommendes evne til at skelne og bevæge sig i interaktion med både en ide om det samlede billede, en kompetence til at afgøre, hvor den enkelte brik hører til i det, og evnen til at finde og samle brikkerne med hinanden, så de “passer” ind i helheden.
På den måde opstår der en orden, der kan være styret af et hierarki i puslespillet: Nogle af brikkerne har en “lige kant”, nogle “et hjørne”, og andre passer til et del-motiv i helheden. Magten over spillet, har ultimativt den som skabte det. Sekundært den som spiller det.
Spillet her har et “rigtigt” udfald – hvis vi spørger den, som har designet det.
En lille barn som leger tilfældigt med brikkerne, vil muligvis kunne have det sjovt? Hun spiller så et andet “spil”. Hun kan i den grad bringe uorden i det, med mindre hun finder en anden “orden” at sortere” brikkerne efter.
Hvis vi nu lavede et spil, hvor alle de enkelte brikker kunne bevæge sig spontant, med mindre vi fandt en måde at holde dem fast i forudsigelige positioner, så ville dette spil blive voldsomt kompliceret. Især, hvis vi skulle finde forskellige måder, at “låse” de enkelte brikker på.
Kan vi derimod finde EN måde, at tage denne spontane bevægelighed ud af dem på, så ville det være absolut det letteste.
Et andet system-eksempel: At iagttage en celle
Ser vi nu på et “levende system”, så er det netop karakteriseret ved at alle “dele i det” bevæger sig og bevæges. Når vi ser det som “dele”, så skyldes det måden, vi er i stand til at iagttage på. Det som ved første blik, forekommer “fast”, vil i praksis vibrere så hurtigt, at vi ikke kan følge det.
På et helt grundliggende niveau er selv “faste strukturer” som f.eks. væv, knogler eller cellemembraner – kontinuerlig bevægelse – molekylært og atomart
Det består ganske enkelt af bevægelse og interaktion. Når, vi inddeler noget i “dele”, fungerer det som noget praktisk. Det er ikke et udtryk for at der faktisk findes faste isolerede afgrænsede enheder, der ikke ER bevægelse.
Alle levende systemer er i den erkendelse principielt uendeligt store. Hvis jeg ser på en celle, så har den ingen egeneksistens uden sine “omgivelser”. De har heller ingen “egeneksistens” uden det univers, de befinder sig i .. osv.
I praksis opfatter vi altså en celle som “afgrænset” – f.eks. igennem cellevæg. Og denne væg opretholdes som en “sorterende”- skelnende funktion, der er af gørende for interaktionen imellem det, vi kalder for cellens indre overfor det “ydre”
Systemet opstår igennem måden det iagttages på
Det, at iagttage sådan et system som en celle, betyder derfor som det første: At skelne imellem “det som iagttager og det, som iagttages. Vel vidende at denne skelnen principielt ikke er mulig, eftersom systemet der iagttages opstår igennem måden det iagttages på. .. Som i eksemplet med puslespillet: Måden det samles på.
Oven i det vil iagttagelse ikke have en retning. Bevægelse virker i alle retninger. Med andre ord iagttager cellen også iagttageren. Begge bevæges og forandres af iagttagelsen!
Hvad vi ser, forbliver altså ikke “det samme”, når vi ikke ser på det. Det er naturligvis frygteligt uordentligt! Hvordan skabe en ønsket orden i noget, der forandrer sig i det øjeblik, “vi vender ryggen til det?”
Hvis vi skal fjerne den spontane bevægelighed, må vi således bringe såvel “det iagttagende” (Iagttageren) og det, som iagttages til relativ stilstand.
Det kan vi gøre ved at “forlange”, at det organiske levende system, der iagttages, tilsyneladende bevæger sig præcis som iagttageren ønsker det, og selv gør det. Dvs. begrænse frihedsgraderne, sådan at begge låses fast i en gentagen måde at bevæge/ iagttage på.
Når mobberen mobber
For at samle op:
Når mobberen mobber, så fungerer som et magtspil, der såvel styrer måden, vi iagttager og bevæger os på.
Det gør den ved at udnytte angst for at blive udstødt af et fællesskab eller sociale hierarkier, vi gerne eller af nødvendighed vil deltage i.
Måden den gør det på er, ved at styre de fortællinger vi deler om “os selv og hinanden” overfor “alt det andet” – og fremfor alt om den eller de, som afviger fra dem.
Hvordan gøres det så, og hvordan opdager vi at det sker?
Ofte peger vi på “mobberen”. Et menneske der søger kontrol over den kollektive virkelighedsopfattelse. Vi kender det fra politik, religion, familier, psykopater, narcissister, virksomheder, klubber, i skoler … ja overalt.
Der ligger en nøgle til at opdage det ved nøje at iagttage hvordan de kommunikerer? Hvordan de anvender sproget? Hvordan de tænker og resonerer?
Hvad gør mobberen (ne)?
Lad mig komme med nogle eksempler:
De bestemmer, hvad vi taler om, og hvordan vi gør det.
De skaber binære valg: Enten – eller. Du er med eller ikke med!
De søger at gentage de samme narrativer om virkeligheden. hvor de selv er stærke og de andre er svage.
De opererer gerne med at latterliggøre – dvs. gå efter manden/kvinden og aflede fra bolden.
De benytter “vi” … “vi kan alle se , at…”. Vi er alle enige om at du…”
De truer! “Tænk hvis nogen begynder at se dig som… Eller tænker sådan om det? Måske skal jeg fortælle dem om, det du fortalte…”
Mobberen omformulerer modstand som svaghed. “Når du forsvarer dig, må der være noget om det, vi andre tænker om dig!”
Al interaktion får mobberen til at handle om magt. Der er vindere og tabere.
De tildeler mennesker roller: Allierede, modstandere, ofre. Ofte ser de sig selv som ofre..
De vil styre fortællingerne.
De tester omgivelsernes respons.. og tilpasser, forstærker, udelader alt efter, hvad de hører af reaktion.
Sproget gøres til et våben.
Styrken opnår de ved at bevæge mange emotionelt igennem det spil, de spiller med sproget.
Sproget som et spil mobberen spiller
Et “spil” der synes at binde mennesker i en såkaldt Nash-ligevægt, hvor alle frygter at tage det første skridt ud af det system, eller den måde at danse på. Det gør de, fordi de ikke kan vinde noget ved ensidigt at ændre deres strategi, givet at de andre spillere i spillet ikke ændrer deres strategier!
Alle er fanget i en strategi, der bekræfter den andens strategi
Der opstår en relationel tilpasning imellem alle deltagere i ligevægten uden at det sker koordineret, men styret igennem måder, der relateres på: Der iagttages som “afhængigheder”.
Når først spillet er i gang, så er det meget vanskeligt at standse. Når jeg beskriver det som en “ligevægt” – så skal det læses som: At der balanceres i en selvorganiserende dynamik. Ligevægten betyder ikke stabilitet, men “gensidig justering og tilpasning”.. Den bæres af måderne, der relateres på og kan forskydes eller helt ødelægges ved at ændre drastisk på dem.
Mobberen – kan ses, som: “Den der begynder og sætter takten”. Han/hun opnår status af magt ikke alene ved at dominere, men ved at få alle til at tilpasse sig en bestemt rytme.
Det, at det fungerer som en selv-organiserende bevægelse og uden en egentlig central styring, gør det meget robust. Mobberen “hersker” ikke over systemet, men bliver integreret som den rytme, der opretholder sig selv, når den først er “sat i gang”.
Hvad er mobberens motiv til at mobbe?
Det opstår som en reaktion på at blive mødt af et krav eller forventning om at opnå kontrol over noget, der i sin natur er uforudsigeligt og spontant.
Straffen for ikke at lykkes med det, er at blive frataget anerkendelse. Det skaber skabe angst. Den samme angst, som de overfører til alle de mennesker de relaterer med.
Derfor er de, der sætter gang i mobning, kun stærke, så længe de mennesker, de vil bevæge, accepterer spillets præmisser. Hvis responsen på deres adfærd ændres, ændres spillet – og dermed også magten.
Hvad er mobberen bange for?
At blive irrelevant, og at miste kontrollen over fortællingerne. Det kan f.eks. ske, hvis mennesker opdager, at de er undgåelige eller irrelevante. De har angst for de, som ikke spiller med i spillet.
Hvis, jeg ændrer måden, jeg møder mobberen på, så ændres det system, vedkommende trives i. De lever af, at det er muligt at skabe frygt og angst. Det er det, som deres kontrol består af.
Mobberen er voldsomt afhængig af at blive set på en bestemt måde.
Hvordan kan mobning ophøre?
Et selvorganiserende levende system fødes og dør!
Altså må det mobbende system slås ihjel!
Det lyder drastisk. En anden måde at formulere det på er: At det skal forstyrres sådan, at det ikke kan holde sammen på sig selv mere.
Det kan ske ved at ændre væsentligt på:
Omgivelserne det lever i – dvs, de nødvendige kompetencer. Hvis omgivelserne lærer at håndtere systemet anderledes, mister det sin kraft.
Kommunikations/Interaktions veje. – hvis Mobberens virkemidler ikke spredes, opløses det. Det lever igennem “fælles” iagttagelse .
Den respons det får på sine handlinger. – Reageres der ikke som forventet, så mister det inerti.
Måden det iagttages på. – Hvis den som slår takten ikke ses som stærk eller u-undgåelig, falder det fra hinanden.
Bryde rytmen. – Ved at ændre bryde takten ophører forudsigeligheden.
Fortællingerne – nye narrativer fortrænger de gamle.
Systemets mulighed- og nødvendighed for at kommunikere med andre. Et levende system lever af interaktion med omgivelserne. Vand, mad, ilt, lys, varme, beskyttelse, etc. Nytten af systemet beror på hvor godt det formår at opretholde det livsgrundlag.
Hvis mobbende system mister anerkendelse fra omgivelserne forsvinder dets mulighed for at overleve. Det kan kvæles og sultes ihjel…
…. Og endelig ved at overbelaste det. Dvs. give det for meget af, hvad det tror, det vil have.
Eksempler på, hvordan mobningen kan bringes til ophør
Hvis vi vil forandre et system – eller retteligt systemisk mønsterdannelse – må vi ændre måden, vi iagttager det på. Igen: med “Iagttagelse” peger på alle de måder, vi bevæger os på med det.
Hvis vi dertil ser hvor afhængig det mobbende system og dermed også den, som slår takten i det, er? Så kan vi også opdage, hvor skrøbeligt det holder sammen på sig selv.
Jeg husker fra min barn- og ungdom, at hvis det kunne lykkes at dreje en samtale væk fra det, som en mobber helst ville tale om, og få gruppen til at være optaget af noget andet, så mistede mobberen sin platform.
Jeg blev allerede dengang optaget af, om – og hvordan jeg kunne forstyrre denne dynamik.
Når jeg mødte deres forsøg på at bruge frygt som våben med afspændt lethed og humor, så kunne jeg afvæbne dem. Frem for alt, kan det at møde dem med vedvarende, åbenlys og udtrykt undren i den grad forstyrre.
Jeg kunne f.eks. sige: “Det virker som om du søger at overbevise dig selv?”. “Hvordan bærer du dig ad med at være så optaget af, at alle lægger mærke til dig? Har du brug for mig til det?”
Hvis jeg i et systemisk perspektiv vil forandre, må måden, der iagttages, på ændres. Den, som mobber, har ingen egen-eksistens uden uden: Den måde han/hun iagttages på – og i øvrigt indgår i den samlede kontekst på.
Mobberen er bundet
Et mobbende system – mobberen – er bundet til at gentage den samme strategi, og er afhængig af andres ens-lignende reaktion på den. Det gør dem mere sårbare, end de ser ud til. De har ikke råd til at andre opdager det!
Det Mobbende system benytter f.eks. narrativer om at være- eller komme i kontrol, som den grundlæggende måde at iagttage på.
Ved igen og igen vise, at det ikke er muligt at opnå denne kontrol i et spontant opstående liv. F.eks. Ved at jeg ikke anerkendte deres holdninger eller meninger som de eneste gyldige, men kontinuerligt kunne komme med alternative og mere plausible mulige forklaringsmodeller. Blev det farligt for systemet at mobbe. Jeg kunne jo smitte dele af systemet med alternative narrativer analogt med en ødelæggende “virus!”
Jeg kunne også vise, at måden at opnå kontrol på et område, kunne vise sig særdeles unyttig på et andet område.
Det gjorde jeg f.eks. ved at iagttage, hvordan jeg skulle bevæge mig for at komme i kontakt med piger/ kvinder? Gerne ældre end mig.
Da jeg havde succes med det, ved netop at gøre noget andet, end det mobbende system! Blev det pludseligt attraktivt for dele i dette system at orientere sig anderledes.
På samme måde kunne hjælpsomhed og velvilje også virke meget nyttigt. Hvis det kunne lette at søge råd eller hjælp til svære opgaver i skolen – og let at få den af mig. Så blev der skabt en “nytte”, der kunne vægte højere end den nytte, som deltagelse i det mobbende system havde.
——
Mobberen er afhængig
Mobberen er afhængig af mennesker omkring dem accepterer deres præmisser:
“Det kan du ikke seriøst mene!” siger han
Jeg kunne svare: “Naturligvis mener jeg det”
“Alle kan høre at du tager fejl!”
“Ja? Hvem er det, du ser som alle? Kender du “alle”?
Han/hun ønsker at bevare emnet eller temaet der fokuseres på.
“Du er også så nærtagende!”
“Muligvis – og handler det om mig – hvad mener du egentlig, når du siger XX?”
“Er du sikker på at det hænger sådan sammen?
Latter, ligegyldighed, overdreven interesse frem for modstand – kan også forstyrre. Mobberen er ganske enkelt afhængig af forudsigelige reaktioner!
De skaber en illusion om magt, og den bygger på angst/kontrol – dvs. at de kan forudsige, hvad der sker. At det spil de spiller virker! At de kan kontrollere narrativer/fortællingerne.
Hvis det menneske, de møder – IKKE reagerer med angst. Så bliver det svært for dem at spille det.
En af de strategier jeg valgte, var at gøre mig uafhængig af andres mening om relevansen af det jeg interesserede mig for og var optaget af.
Jeg brød, og gør det stadig, flertallets fortællinger om, hvad man kan eller ikke kan – ved at vise at det oftest handler om, – hvordan vi gør, når vi gør noget?
Uden skam og blufærdighed
Jeg talte uden skam og blufærdighed om emner og temaer, som blev gjort flove eller frække. Paradoksalt blev det, at jeg blev opdraget til at færdes på bonede gulve, og at jeg kunne se, at det ganske enkelt blot er et “spil med manerer”, som det kan være nyttigt at lære at kende og praktisere, blev jeg fri af det.
Friheden åbenbaredes ved, at jeg på den måde fik mange forskellige handlemuligheder til rådighed i forskellige sammenhænge.
Jeg så at “flertallets mening” sjældent er udtryk for, om noget er hverken nyttigt eller den bedste mulighed? Jeg søger kontinuerligt at finde nye og andre muligheder for at beskrive, anskue og handle på.
Endelig var jeg konkret ved at dø to gange i mine unge år. Det gjorde at jeg mistede angsten for det. Den, som ikke er bange for at dø, regnes i asiatisk kontekst som frygtindgydende. Især, hvis vedkommende også kan slås 😉
Ved at ændre måden jeg så både dem og deres fortællinger på, forandredes både jeg og de…
Hvis du vil være med til at undersøge alle de mange sider af livet, som vi nogle gange står tvivlende og rådvilde overfor, så kom og vær med.