“Når det sker for en organisme at et tillært mønster ikke længere synes nyttigt, eller spejler det som sker, så vil den trues på sin eksistens. Det samme gælder, hvis den af ikke længere er i stand til at bevæge sig på den måde, som mønsterdannelsen kræver det.

I daglig tale har vi skabt et mønster for det: Vi kalder det for “at stresse” eller bare stress.

Intet lever alene
At udvikle illusionen om et “selv” og “mine mønstre” betyder at udelukke det meste 😉

En levende organisme kan betragtes som et organisk autopoietisk og lærende neuralt system. Med det udtryk peger jeg på at levende organismer, så at sige udvikler sig selv af sig selv koblede med- og indlejrede i- de omgivelser og økologiske systemer de opstår i.

Et vand-levende dyr udvikles således anderledes end et land-levende- og de grundliggende principper for deres opståen, udvikling – og ophør synes at være ens-lignende.

At hævde at en levende organisme “udvikler sig selv, af sig selv” udlukker det forhold, at alt levende skabes af- og udveksler med – de omgivelser det udvikles i.

Når vi betragter en salamander i en dam, så er den der både som en følge af, at dammens økologi gør det muligt, og dammen er og udvikles som den gør, bl.a også ved at der lever salamandere i den!

Adskillelse som illusion

At adskille en levende organisme fra det, som omgiver den, og dermed gøre det muligt, at den “kan udvikle sig selv, af sig selv”, fungerer således som en abstraktion/illusion. 



Den måde at beskrive det på, kan meget let kan få os til at se den som en afgrænset enhed eller en ting, der besidder en egen eksistens også udenfor samspillet med det miljø, den opstår, lever og måske dør i?


Det kan ikke være tilfældet!

Vi må i stedet se dette ‘Selv, der kan udvikle sig selv’ som værende uden egentlig egen-eksistens!
Sin blotte fremtræden vil gøre “omgivelserne” anderledes, end hvis dette ‘selv’ ikke eksisterede!

To brødre vokser op i forskellige familier – mønsterskabelsen bliver forskellig

Et eksempel på det, vil være en familie med to børn der bor under samme tag. Det til trods vokser børnene op i forskellige familier. De har f.eks. hver især ikke den samme bror. De vi også altid både iagttage og blive iagttaget forskelligt. Altså vil både “deres omgivelser” og “de selv”, have forskellige vilkår.

Hvis nogen spørger, hvor eller om- der går en grænse imellem dem, hinanden, familien og dem, familien og dens omgivende miljø, og det samfund den lever i, etc.? … Så er der ingen!

Den eneste måde, de og den den kan afgrænses på, er igennem måden, vi iagttager den på. 

Vi gør som om, at vi kan holde det meste ude af betragtning. Som om det ikke bevæger det, vi ‘afgrænser’.
Vel at mærke i forhold til det vi gerne vil se.

Findes tilstande? – eller sker “det” – også det at stresse?

Levende organismer opstår gennem bevægelse og som bevægelse. Når vi tillægger dem en form eller en “tilstand, bliver det til et forsøg på, igennem måden vi iagttager dem på, at ‘låse’ dem og os i et stillbillede, for bedre at kunne iagttage og beskrive dem. Særligt når vi ønsker at kunne sige noget om, hvad og hvordan de er?

“Jeg ER stresset” – siger han og fortsætter. “Nu har jeg nærmest været i en tilstand af chock i et år”

Reelt ser er der ikke noget i universet, som er.
Det vil være mere rammende at skrive, at alt både opfattes og udtrykkes som “ at: ‘der sker’..”: Bevægelse der bevæger bevægelse, som bevæger bevægelse, hinsides retning eller i alle retninger.

Det sker grundliggende uforudsigeligt!

At sker irreversibelt – vi får det til at se anderledes ud

Tilstande eller stil-stand findes ikke! Alt sker oven i købet irreversibelt.
Hvad der en gang er sket, vil ikke kunne ske sådan igen.



Når vi får ‘noget’ til at se “meget solidt ud”, så skyldes det, at det vi iagttager, i sin struktur bevæger sig enten/ eller eller både/og meget hurtigere eller langsommere end vi formår at gøre det. 



En klods af Jern, består af relativt stabile gitre af molekyler, der vibrerer i deres natur. Klodsen ser “ens ud” over tid, idet dens forandring eller nedbrydning vil ske meget langsommere end vi umiddelbar kan se med vores blotte sanser. Hvis vi kommer tilbage til den efter 80 år, vil den afhængigt med sine med-eksisterende omgivelser sikkert også for os bære præg af at være bevæget/forandret!

Forudsigelighed når alt sker irreversibelt?

Når vi så gør os utrolig megen umage med at “finde ud af, hvordan det, som sker, mon sker?” Så hænger det sammen med, at vi søger tryghed i at kunne skabe en vis forudsigelighed eller “orden”.

Jeg kan også kalde det for “mening” – eller en række “forklaringsmodeller”. Sådanne overordnede modeller kan give os en følelse af at “have styr på det” og dertil at kunne opretholde en vis følelse af kontrol.



Jeg beskriver gerne det “at bevæge sig” som at “vekselvirke imellem noget relativt fast eller bevægeligt.” 



Hvis jeg går på mine fødder, gør jeg det ved at stabilisere den ene på jorden, og løfte den anden mere “legende” for at placere den et andet sted, end den var før. Derefter gør jeg den fod stabil, og løfter den, som før var i kontakt med jorden.

Sådan fortsætter jeg med at vekselvirke i min iagttagelse af både mig, det jeg går på, tyngden, og kroppen. Alle sammen udtrykkes som mønstre jeg genkender igennem måden, jeg bevæger mig på.

Jeg kan f.eks. veksle imellem ‘at gå’ til mønstret “at løbe” eller “hoppe”.

Spændingsforskelle

I en anden beskrivelse vil al bevægelse kunne udtrykkes igennem spændingsforskelle. Hvor der skabes en spændingsforskel, vil naturen søge at udligne den igennem bevægelse.

Hvis et organisk levende system, skal forblive levende, så længe som muligt, så MÅ det kunne skabe en relativ forudsigelighed. Det skal etablere sammenhænge imellem det, det gør, og det, det forhåbenligt- eller sandsynligvis fører til?



Det skal i den forbindelse søge at omdanne tilsyneladende ens-lignende udfald af tilsyneladende ens handlinger, til mønstre der er nyttige for at bevare sin egen eksistens.

Enhver organisme kendetegnes igennem mønsterskabelsen

Mønstre eksisterer således ikke som “form”, men som ´midlertidigt nyttige måder at iagttage på.

Et mønster opstår igennem MÅDEN, iagttagelsen søges gentaget på. Og ‘iagttagelse’ betyder her ‘bevægelse’.
Mønstre viser sig som måder vi os bevæger og bevæges på.



Mønstret ligger dermed hverken i verden eller i et indre billede.
Det opstår, når organismen forsøger at gentage en bevægelse eller forskelssætning, som tidligere har været virksom.


Genkendelse kræver, at forskelle negligeres. To begivenheder kan kun fremtræde som “det samme mønster”, hvis organismen ser bort fra alt det, der ikke gentager sig.

Mønsteret kan således betragtes som en produktiv reduktion: Organismen behandler det, der sker, forskelligt, som om det var ens nok til, at en tidligere handlemåde igen kan anvendes.

Det gør også mønsterskabelsen og mønstre tidslige. Et mønster antager således ikke en form, det kan formuleres som en forventning om, at en bestemt bevægelse igen kan føre til et nogenlunde tilsvarende udfald.


Når jeg skriver: “midlertidigt nyttige måder at iagttage på”. Så ligger der samtidig en interessant dobbelthed i formuleringen.



Nytten af mønsterskabelsen

Nytten kan forstås på mindst to niveauer:

Mønstret hjælper organismen med at fortsætte.
Mønstret hjælper organismen med at bevare den måde, den fortsætter på.


Det sidste er ikke altid det samme som ren overlevelse i en bredere forstand. 

Et mønster kan/vil være blevet dannet under bestemte vilkår og fortsætte længe efter, at disse vilkår er ændret.

Organismen kan dermed blive meget dygtig til at opretholde en måde at reagere på, som efterhånden begrænser dens bevægelighed.


Ens-lignende bevægelse (der aldrig er helt ens), der for en organisme, virker som ét mønster, vil virke anderledes for en anden, eller måske end ikke opfattes som et mønster.

Mønsterskabelsen er styret af måderne vi kan bevæge os på

Måden vi bevæger os på og kan bevæges på, er styrende for, hvordan vi kan iagttage, og dermed også hvilke mønstre, vi kan skabe!



Måden vi forandrer måderne, vi skaber mønster på – altså f.eks, lærer godt – vil også kunne iagttages som mønstre. evt som “Meta-mønstre”.

Og de er alle sammen tilegnede ultimativt for at fremme vores evne til at overleve.

At stresse og stress – set i lyset at mønsterskabelse

Måden vi perciperer på, har vi lært som noget eksistentielt nødvendigt. Vores eksistens afhænger af dem. Ændres de forandres både vi og vores omgivelser sig med dem.
Alt læres emotionelt. Også de sprog vi benytter, og betydningerne af dem.

Når det sker for en organisme, at et tillært mønster ikke længere synes nyttigt, eller spejler det, som sker, så vil den kunne trues på sin eksistens. Det samme gælder, hvis den af ikke længere er i stand til at bevæge sig på den måde, som mønsterdannelsen kræver det.

I daglig tale kalder vi det for stress, sygdom, krise eller død.


Stress kan forstås som mere end belastning.

Jeg vil beskrive den som en forstyrrelse, hvor en organisme forsøger at gentage en tidligere virksomme iagttagelses-måde, uden længere at kunne skabe den forventede sammenhæng. Måske oven i det hele føler sig for handlingslammet til at lære nye måder?

Krise opstår dermed ikke alene, ved at omgivelserne ændrer sig. Snarere igennem at koblingen mellem organismens bevægelsesmønster og omgivelsernes bevægelse bryder sammen.


Der kan også ske det, at en organisme ikke længere kan eller vil udføre den bevægelse dvs. – måde at iagttage/bevæge sig på, som det at opretholde mønstret forudsætter.

Her kan et mønster stadig forekomme meningsfuldt, mens kroppen, situationen eller relationen ikke længere gør det muligt at realisere det. F.eks. ved sygdom, skilsmisse eller pludselige skift af arbejdsplads og/eller omgivelser

Det kan opleves som tab af evne, identitet, mening og verden på én gang.

At lære et nyt sprog med andre betydninger, betyder at vi samtidig mønsterskaber på en ny måde. – Det kan blive meget nyttigt, når sådan noget sker, som f.eks at stresse!

I døden forsvinder der intet!
Hvad der ultimativt er opstået af stjernestøv, vender tilbage til noget anderledes stjernestøv.
Det, som reelt set forandres, er måden, det bevæges på.