Hvad sker der, når flere relaterer kærligt, seksuelt og sårbart intimt med hinanden?
Det er næsten umuligt, når mennesker mødes i intime kærlige rum omkring “Tantra”, at undgå reflektere over, hvordan vi relaterer, når flere relaterer kærligt og intimt med hinanden?



Vi kan der gang på gang erfare, hvor enkelt det kan være at elske med hinanden? Uden at have nogle bindende fortællinger til at holde os sammen.

For mange år siden læste jeg for første gang en artikel om at leve “poly-amorøst”.

Lidelse og jalousi når flere relaterer

Som dreng kunne jeg betragte mine forældres vennepar bøvle rundt med utroskab, skilsmisser og alt muligt andet drama. Meget ofte relateret til, hvem der bedst kunne lide hvem, og evt. havde sidespring med hinanden?

Jeg så hvilken lidelse og jalousi det skabte.

Samtidig blev det helt klart for mig, at jeg ikke ønskede at leve bundet ind i et fast monogamt parforhold. “Et parfor -(be)-hold” kaldte jeg det.

“Jeg forlanger, at du helt af dig selv kun elsker- OG elsker med mig!”.. lyder kravet i de fleste ægteskaber.

 Hvilken umulig fordring!
Hvordan mødes i kærlighed, når den betinges af krav?

Ord som: Kærlighed, lyst, frihed, leg, at elske, elskov, orgasme, anerkendelse – er opfundet for at pege på bevægelse og møder hinsides betingelse. Altså hverken betingelses-løse – eller betingende.

At kræve at vi skal relatere betingelsesløst eller uden krav til hinanden, vil jo netop også fungere som et krav!

De klassiske Tantras og ‘selv’

De klassiske Tantras inviterer at invitere til at se, at det, vi kalder for vores afgrænsede “selv” ikke findes, men OPFINDES. Det har de til fælles med den meget nyere systemiske teori.



Nagarjuna har som den mest tydelige vist, at vi umuligt kan “have en egen-eksistens”!
Vi findes ikke uafhængigt af de omgivelser, sammenhænge, kontekster og interaktioner der sker.

Systemteorien peger på, at alt opstår, bevæges og opløses som forandringer i kontekst.

Følgen af det bliver: At det at leve – såvel som hele universet – bevæges fuldkommen spontant, uforudsigeligt, og i evig forandring.

Ja egentlig må det beskrives som ‘hinsides’ forandring, da der ikke findes “noget, der ikke forandres´. Alt sker som differentiering – skelnen – bevægelse – puls.



Du og jeg er således også: “Noget der sker” og kontinuerligt på ny, uadskilleligt og fuldstændigt indlejret i det, der ellers sker.

Vi kan begge iagttages som et øjeblikkeligt udtryk af bevægelse, der har bevæget siden universets opståen. Og principielt også før…

Lyt til et menneske fortælle om “dengang hun mødte sin mand”. Og du vil fornemme, “at fra det tidspunkt skete alt anderledes!” .. Og intet gik som forudset!
Vent så på, at hun nævner, hvordan det var at få børn!?

Når flere relaterer opstår vi forskelligt i det, der sker

At mødes i kærlighed og lyst, henviser til at se, at vi ER ‘det samme’. At adskillelsen skabes som en illusion ved at isolere og opfinde fiktive afgrænsninger.

“Det er altså ham og du” og “mig og dig”! Og så alle “de andre”.. Siger han…. Imens han ser igennem kikkerten, stiller skarpt, og flytter den igen.

Hvis, jeg møder et menneske, et dyr eller hvad som helst, så vil al interaktion gøre: At det, som sker, sker anderledes end før.

Det er ikke muligt: “ikke-at-bevæge”. Hvis der ikke bevæges, hvor der forventes bevægelse, virker som noget af det mest forstyrrende, der findes!

Dvs. ALT sker kontinuerligt som aldrig før!


Den erkendelse skubber naturligvis til alt, hvad vi har lært i den kristent funderede skole og -kultur. I den er det super vigtigt at kunne “eje noget”. Altså at besidde (have) en fast identitet, der også kan tillægges ambition og skyld.

Hvis du og jeg optræder som noget, “der sker”?
Ja så sker det også anderledes, når vi relaterer med flere, der altså også “sker”!

Noget, der sker, kan ikke ville “noget” med noget andet “der sker”. Eller det kan det måske godt? Og så er det det, som sker.

Det, ‘der sker’, kan heller ikke bindes!
Med mindre det lykkes at få det, ‘der sker’, til at se ud som om at det gentager sig sådan, at alle spontane afvigelser reduceres til et minimum.

Når flere relaterer kan vi betragte det som at danse

Lad mig metaforisk kalde det ‘der sker’ for “at danse”:


Vi kan danse frit, impulsivt og spontant.
Vi kan også danse ved at at følge en meget stram koreografi, der ikke levner plads til overraskende improvisationer. 


At tage dansen ud af ler

Når en stentøjskrukke tilsyneladende ser meget solid ud, så skyldes det at megen bevægelse er taget ud af den. Leret er brændt så hårdt sammen, at det kun kan bevæge sig en lille smule, uden at kunne interagere ret meget med alt det, som ellers sker. Det får den til at se solid ud.

Molekylerne er arrangerede så solidt og relativt ubevægelige, at der ikke er plads til at danse! Blot til en mikroskopisk vibration: En helt bestemt gentagen dans, som er det, der får krukken til at beholde sin form.

Denne struktur, orden og form kan ændres ved, at der sker noget væsentligt andet. At den smides- eller falder ned på det hårde gulv!

Alternativt at den langsomt slibes af storme, sand, og store udsving i temperatur, til fint pulver, der ved det første kraftige pust spredes med vinden.

På sin vis er krukken en meget illustrativt billede på et ægteskab eller et par-for(be)hold:

“Vi vibrerer godt med hinanden” – svarer det nye par måske den nysgerrige, der spørger om, hvordan de har fundet sammen?

De ‘smedes’ sammen og kan både ‘smadres’, “gå i stykker”, eller slides ned til “de glider fra hinanden” og ‘opløses’.

Noget tilsvarende vil gælde for ethvert andet “forhold” – om det er imellem to, tre eller flere. – hvis de baserer sig på aftaler, der definerer hvilken dans, der skal gentages.

Når flere vil relatere kærligt og måske seksuelt med hinanden?

Hvordan kan vi danse flere sammen, uden at betinge dansen og de dansende af form?
Vi kan måske få ideer til det, ved at se på, hvordan levende systemer opstår og kan beskrives?

En system-beskrivelse

Forestil dig et ‘punkt’ i et rum, der forbindes til et andet ‘punkt’.
Dette 2. punkt forbindes til et 3. punkt. som og forbindes til det 1, punkt.
Alle punkterne bevæger sig forskelligt.

Sådan fortsætter vi med at øge antallet af punkter og forbinde med de øvrige.

Vi behøver ikke nødvendigvis at forbinde alle punkter med hinanden.

Nogle har måske mange forbindelser, andre færre.
Nogle er lange, andre er korte.
Nogle er træge, andre elastiske.
Nogle er stive, andre skrøbelige eller sprøde.
Nogle er kritiske, andre hurtige.
Nogle vil ikke kommunikere direkte og gør det igennem andre.



Når et bestemt antal punkter er blevet til og forbundet, opløser andre punkter sig og forsvinder igen. Med dem også deres forbindelser.

På samme vis kan forbindelser veksle og ophøre og dannes. Det hele sker spontant.

For at gøre det endog mere komplekst, så vil hvert ‘punkt’ selv virke som sådan et bevægeligt system af ‘punkter’, der igen i et næste niveau alle skabes af ‘interagerende punkter’.



Hvis vi leder efter noget ‘solidt’ eller ‘fast’ i dette system, måtte vi lede forgæves!
Det opretholdes alene igennem at der skelnes.

Systemet bevæges og sker uforudsigeligt

Et sådan system vil være uforudsigeligt. Og dog bestemt eller betinget af: Hvordan det opstår og forgår!
Hvis dette hvordan også forandrer sig spontant, så ville uforudsigeligheden være total.



Ingen af punkterne har en særlig betydning
Den ene har ikke højere prioritet end en anden
Dens position er flydende – ændre sig løbende

Skubber noget til et punkt, så kan vi ikke forudsige, hvordan hele bevæges.

Ingen af punkterne kan- eller behøver at havde direkte forbindelse til alle de andre.
Hele systemet bevæges anderledes, hvis bare en af disse forbindelser ændrer bevægelses-måde.

Kort kunne vi måske få den opfattelse, at det 1. punkt, var en fælles reference for dem alle?
Jo – uden det, ville dette system ikke være opstået, som det gjorde.

Alle forbindelser og punkter er særlige. De er unikke – også igennem måderne de relativt bevæges på, der svarer til måderne de ‘relaterer’ på.

Hvad med at skabe noget orden i det?

Forstil dig så, at alt det der ‘fletværk’, synes at være for uordentligt og utrygt at -se på og -være viklet ind i!
Så kunne nogen få den ide, at skabe noget orden i det.

“Kom lad os opstille nogle regler for, hvad punkterne må og ikke må! Ikke ud fra hvad de kan eller vil, men, hvad de skal, og hvad der forventes!”

Hvis vi gør det tilfældigt, uden at lave en overordnet regel for, hvordan vi beslutter, hvilke punkter der skal følge hvilke regler og krav, så ville vi ikke ændre på systemets uforudsigelighed!



Altså måtte vi betinge systemet af en sådan overordnet general-regel, som vil fjerne al spontanitet og liv i systemet. Samtidig ville dette system miste bevægelighed, fleksibilitet og evnen til spontant at tilpasse sig forandringer i det, vi ville kalde for dets omgivelser og øvrige kontekst.

En forklaringsmodel til at iagttage når flere relaterer med hinanden.

Systemet, jeg har beskrevet ovenfor, ser jeg som en metafor på, hvordan flere kan relatere kærligt med hinanden?

Vi må anerkende at alle forbindelser er vekslende og forskellige og helt kan ophøre.

At betinge en særlig gevinst for sig ved at være integreret i systemet, vil blive absurd og umulig.

Systemet består ikke af hverken punkterne eller forbindelserne.
Det opretholdes af: Hvordan der spontant forbindes forskelligt.

Der findes ingen “position” i dette system. Dermed heller ikke et særligt sted at være. Alle forsøg på at positionere sig, vil øjeblikkeligt bevæge alt andet også.

At relatere kærligt i dette, betyder at deltage. Ingen kan eller vil have direkte forbindelse til alle, eller på samme måde.

Systemet er ikke stabilt. – Det lever igennem at variere, forskyde og i øjeblikkelig resonans, med alt, hvad der ellers sker!

Ingen kan nogensinde få eller skabe klarhed for, “hvor jeg står”. Alt bevæges og forstyrres kontinuerligt.

Retfærdighed findes ikke. Der findes intet at fordele.

Det, der sker, vil aldrig gentage sig.

Det kan iagttages som interagerende – kommunikerende, bevægende og inviterende uden transaktion.

Så opstår det helt store spørgsmål:

Hvad i alverden skulle få nogen til at ønske sig at bevæge sig sådan?

Tja…


Vi lever allerede sådan!
Det er hinsides “et valg”
Det ser jeg som en kendsgerning!



På celleniveau findes der ingen kontrakter eller vielses-attester. 
Ingen celler forhandler sig til ret til ilt eller næring. 

De indgår i kredsløb, der opstår, virker og opløses igen. Der er ingen garantier, hensigter, eller belønning.

Celler er vel et meget godt eksempel på når flere relaterer kærligt med hinanden!?

Kroppen regulerer sig selv gennem feed-back og -forward, forskelle og bevægelse.

Forsøger vi at kontrollere den udefra, opleves modstand, sygdom, stress, og sammenbrud.

Sindet fungerer på samme måde.
Der er ingen ‘tanker’ i sindet.
Der tænkes, forbindes og skelnes.


Forsøger jeg at fastholde “en tanke”, virker det som at gentage den samme dans uden variation. Umuligt i kraft af at det at leve ER at variere.

 Det ‘at relatere’ følger ikke andre principper end dem, som allerede gælder for alt levende.
 Det er vores forsøg på at gøre det, der sker, til ‘noget der skal ske’, der giver vanskeligheder.

Når vi søger kontrol sker det i håbet om at føle os trygge. Kontrollen gør det modsatte, ved at markere angst. Uden angst og ambition vil der intet behov være for at kontrollere!


Det er ikke let at leve!
Vi dør også alle af det!

Hvad, jeg peger på, i det jeg skriver her, handler hverken om moral eller norm.

Jeg ser det som det mulige og naturlige.
Det som sker.
Hvordan det sker?