Mennesker laver modeller af verden og universet med sig selv som centrum og iagttager i samme. 

Efterfølgende handler de med afsæt i disse modeller i overbevisningen om, at de er sande.

En model af et hus, er ikke et hus. Hvis den var det, behøvede vi ikke huset eller alternativt modellen.

En model repræsenterer noget andet uden selv på nogen måde at være det, den vil henvise til eller markere.

De fleste af disse samfunds- og kultur modeller har ført til økologiske katastrofer og massiv reduktion af mangfoldighed. Til dem vil jeg også regne religioner, filosofier og verdensanskuelser i det hele taget.

Det ligger i modellen at: “Natur” må ligge under for “kultur”.

Endda det, jeg skriver her om verden, må også betragtes som endnu en model.

Hvad bygger vi de modeller med?

For at bygge en model af noget, behøver vi noget at bygge den med.
Til det har vi opfundet sprog og tegn.

Sprog består også af modeller – dvs repræsentationer af noget, vi gerne vil kommunikere til andre.

En model reducerer noget fundamentalt uendeligt komplekst til noget simpelt. f.eks. et tegn.

Form med to fingre et “hjerte” og vend dem mod et fremmed menneske! Kan nogen på nogen måde forudsige hvad den gestus vil lede til?
Nej vel?!

Et andet eksempel kan være ordet “sorg”. Det består af 4 symboler eller tegn, der hver for sig repræsenterer forskellige lyde. 

Stillet sammen i den rækkefølge, henviser de på model-sproget ‘Dansk’ – til et uendeligt antal fluktuerende, emotionelle bevægelser, indtryk, udtryk og handlinger hos en menneske, der måske oplever tab, frygt, angst, rådvildhed etc…
Aldrig ens, kontinuerligt anderledes..

Modeller reducerer

Modellen reducerer det til 4 bogstaver og en/eller en lyd.


I det øjeblik modellen virker i verden – bevæger den verden anderledes end før.



“Er du i sorg?” spørger terapeuten sin klient. “Nu du siger det, svarer hun!”… og tænker over det hun forbinder med ordet “sorg”, der med fuldstændig sikkerhed bevæger hende anderledes end terapeuten bevæges!



Derefter taler de måske videre om sorg og gør som om, de taler om det samme?

Hvad har fået mennesker til at gøre modelbyggeriet så vigtigt?

Den må være ønsket om kontrol. Længslen efter at kunne skabe en følelse af forudsigelighed og dermed dæmpe angsten for uvisheden og katastrofen der kan lure lige om et øjeblik.

Fanger modellerne?

At føle sig fanget i en model af verden, må betyde at have reduceret bevægelsesfriheden. Modellens begrænsninger definerer det tilladte og mulige. 

Ses det ikke, at det er modellen, som begrænser, og ikke livet, det levende og det der sker, bliver lidelsen stor. 

Den lukker for at se det, der sker, som det sker – imens vi uanset bevæges af det.

Vi søger at forstå noget, vi end ikke ser. når vi fastholder eller fastholdes i blikket på modellerne vi lærer.

Hvordan opdager jeg, at jeg er lukket inde?
Den kan kun ske ved at sanse modellens begrænsninger.

Jeg støder imod den.
Slår mig på den.
Kan ikke få luft.
Hæmmes i min bevægelighed.

Nogle vil bedøve smerten.
Andre bryde modellen ned.
Få erkender, at hvor modellen afgrænses, har livet ingen grænser.
Intet forsvinder intet kommer til.
Det levende sker anderledes – altid anderledes.

Hvordan møder jeg noget, der sker uforudsigeligt?
Spontant!

Dvs. hinsides plan, koncept, model, metode. 

Jeg kan øge min bevægelighed. 

At bevæge er at iagttage. 

Således vil iagttagelse også forandre det, som iagttages, igennem måden det iagttages på.



Det inviterer til: Kontinuerligt at opdage nye måder at iagttage på, uden at adskille det, der iagttages fra den, der iagttager, og måden det iagttages på.

“Jeg bevæges ikke af naturen”. 

Naturen sker. 

Jeg og du sker.

Hvordan? …