“Pia fortalte mig, at du ofte bare er for meget!”
“Okay? .. Kunne hun ikke bare sige det direkte til mig?”
“Det tør hun ikke. Hun er bange for, hvordan du reagerer på det?”
“Hvordan synes du, at jeg reagerer på det nu?”
“Ja jeg ved jo ikke, hvad der kommer?”
“Hvad der kommer, kan vel ikke være nu?”
“Se det er måske sådan en bemærkning, der kan få hende til at finde dig for meget!”
“Hun er her jo ikke. Finder DU det for meget?
Hvad betyder ‘for meget’ overhovedet?”

En social trojansk hest

Måske oplever de fleste af os (ind imellem) den måde at kommunikere på?
Når det sker, kan det være vanskeligt at sætte sin finger på, hvad det er, som sker og hvordan?

Lad mig gøre et forsøg på det:
Det minder om den metode, der benyttes af hackere til at plante en virus i computersystemer, der kaldes for: ‘En trojansk hest’ –
En tilsyneladende fredelig mail eller nyttig applikation, som det er nærliggende at åbne, overfører i det skjulte ondsindet virus og skaber mulighed for at kunne forstyrre, ødelægge eller overvåge systemet. Den smitter lynhurtigt andre forbundne systemer.

I dette tilfælde er det så ikke et computersystem, men dig eller mig – og vores sociale kontakter.
Det indledes gerne med at et ‘skjult kollektiv’ eller en mellemperson gøres til afsender af et budskab, som overbringes af et menneske, vi har umiddelbar tillid til.
I hvert fald tillid i den situation, hvor samtalen finder sted.

“De”, “mine veninder”, “de andre”, eller: “Ude i miljøet tales der om dig ” og den her: “Mennesker omkring dig..” …..siger.

Pia fortalte at “nogen andre” bedømmer

Den sidste er særligt ondsindet, idet den indirekte siger, at jeg må være både blind og ufølsom, og i øvrigt så skræmmende, at end ikke de, som er tætte på mig, tør sige: ‘Det som budbringeren kommer med’ – til mig.
Budskabet leveres som en bedømmelse, måling, og værdiladet evaluering – gerne emotionelt ladet – af mig.
Afsenderen gør sig på en gang til allieret og fremmed.
“Ja jeg ved godt at det måske er ubehageligt for dig at få at vide. Jeg overvejede også at tie med det. Og så tænkte jeg, at hvis nogen skulle kunne sige det til dig, så måtte det være mig. Vi har jo kendt hinanden længe!”.
På en gang isolerer den socialt og rammer noget, der er svært at forsvare sig imod. Angriberen ikke er til stede og er ovenikøbet diffus.

Jeg isoleres

Det virker som en vurdering at min natur og adfærd: Sanseligt, emotionelt, fysisk, socialt, kompetence-mæssigt og min karakter. Samtidig viser budbringeren af han/hun har en hemmelighed med det skjulte kollektiv, der handler om mig.

Altså: At jeg står udenfor som isoleret og nu også i en usynlig konflikt med dem, jeg ikke kender eller kan lokalisere.

Det føles modbydeligt!
Jeg ser det som en særligt ondsindet måde at mobbe på.
Det kan endda forstærkes ved at koble tid på:

“Hun siger at hun ALDRIG har følt sig tryg ved dig, men blot har gjort som om, af angst for din reaktion, hvis hun sagde noget forkert!”

Se det, når det sker!

Jeg har interesseret mig for sprog og kommunikation siden jeg var dreng. Igennem årene og særligt med fremkomsten af de sociale medier, er det blevet stadig mere tydeligt, hvor kraftfuldt, subtilt og forstyrrende mennesker kan bevæges og bevæge hinanden igennem måden, vi kommunikerer på.

Måden, overhovedet ikke at lade sig binde af en sådan social trojansk hest på, er at se den i det øjeblik, den siges eller skrives!
Det kræver, at vi kan! At vi undersøger, “hvordan” sådan en virus skabes?

Andre fælder

I måden vi kommunikerer på, er der mange andre interessante “fælder”:
Læs denne sætning:

“Du er også et af de ufølsomme mennesker, der siger, at de KAN mærke det, selvom de IKKE kan!”
….
Hvordan svarer jeg på den?

1. “Nej det er jeg ikke!” …
   Svar: “Ja der kan du se, du kan ikke selv mærke det!”
2. “Jo jeg godt mærke, når det sker!”
   Svar: “Ja klart siger du det! .. Det er jo det jeg siger!”
   

Uanset, hvordan der svares direkte på det postulat, så bliver svaret bekræftende!
Den måde at kommunikere på, virker ved at stille ‘logiske fælder’ igennem sproget.
Også de kan afsløres, når vi ved og -øver os i at se, hvordan de skabes?
…