Fra et universelt perspektiv er min eksistens lige så lidt betydningsfuld som krusningerne fra en tilfældig sten fra stranden, der smides i havet.

I blikket fra ethvert andet levende væsen jeg møder, er min tilstedeværelse, og hvordan jeg bevæger mig på, medskabende for, hvordan det lever fremover?

På samme måde er det medskabende for, hvordan jeg lever?

Det, jeg beskriver her står for mig som: “Spejlet”.

Vi siger på Dansk: “Som, du råber i skoven, får du svar!”
Og du ved ikke, hvordan skoven svarer? eller Om den overhovedet svarer?

Som, Jeg møder det levende, bevæges jeg!
Der er intet i mig, der ikke bevæges.

Der er simpelthen umuligt: “At bevæge sig selv”. “Arbejde med sig selv”. “Gøre noget for sig selv”, “Udvikle sig selv”… Uden at det sker i møder med andre!

At være optaget af dette illusoriske, navnepillende afgrænsede Selv, der er opfundet for at kunne gøre nogen “skyldige til evig tid”, og i øvrigt også for at kunne købe og eje. Er som at bevæge sig som blind og døv igennem et voldsomt stormvejr. 

Det gør hele tiden ondt. Konstant løber du panden i en mur, snubler eller styrter ned i afgrund.

Så kan jeg klage!

Når det sker, tænker du: “Det er nok fordi, jeg ikke er rigtig?

På den måde skabes alle muligheder for at klage – og måske den smule forløsning som kommer af at sukke dybt?



Du er nødt til at navigere efter dine forestillinger, fortællinger og gæt om det, du tror sker “derude” på den anden side af “dine grænser”. Du er overbevist om, at alt bogstaveligt drejer sig om dig! 


“Min verden” kalder du det: “I min verden er det sådan…..”.



Det er virkelig svært at bevæge sig på den måde eller bare at beholde fodfæstet!

“Plop” sagde det

Nej heldigvis er det ikke “din verden!”
Den er uendeligt meget større og fuldstændig uforudsigelig i al sin bevægelse.

Der er så meget at erfare, at det overgår enhver forestilling… Du nogensinde kan gøre dig!
Hvis du altså vil uden at mene, at “du kender”? – Eller nogensinde kommer til det!


Med kærlig hilsen fra Sten
…” Plop” .. sagde det