Seksualitet og tantra – Intet lades derude
Hvordan er det med seksualitet og tantra?
Nogle gange får jeg det indtryk, at moderne Tantra blot gøres til endnu en kategori blandt forskellige seksuelle præferencer og udtryksformer.
“Nåe er du så til “tantra”?
“Nej – jeg er mere til noget med reb.. og ellers bare almindelig-! Du ved ‘vanilje-Sex’..”
I de klassiske Tantras har seksualitet ikke en særlig rolle. De inviterer til at iagttage naturen af det levende, livet og eksistens som sådan fra alle perspektiver. Og det er denne samlede erkendelse, der giver anledning til også at betragte vores seksualitet på en anden måde end den gængse.
Seksualitet og Mahamudrainstitut?
Hvad er det så jeg ser?
Hvad inviterer vi til på Mahamudrainstitut?
Hvis jeg skal pege på den væsentligste forskel imellem at “have sex med hinanden”, og “at elske hinanden” , så beror den på:
At førstnævnte stiller behovet, begæret og det at bruge hinanden til gensidig tilfredsstillelse højest. Her ses sex som en målrettet aktivitet, der har en begyndelse og en afslutning.
Med betegnelsen: At elske (med) hinanden – peger jeg ikke på den “romantiske kærlighed”, men på at mødes i gensidig bevægelse og fuldstændig anerkendelse.
Anerkendende seksualitet
At anerkende vil jeg beskrives som:
Åbent, synligt, sanset for dig at vise,
at jeg tager dig ind i mig
og lader dig tage mig ind i dig,
som du fremtræder og gør.
Det peger således på at mødes hinsides bedømmelse, vurdering og brug.
Jeg vil kalde det: At iagttage igennem at møde, favne og lade sig bevæge og gensidigt opløse kropsligt igennem alle sanser uden forbehold.
Ophøre med at adskille kroppe fra hinanden i erkendelsen af, at fortællingerne om egeneksistens og dermed adskillelse er illusoriske.
De elskende stiller sig ikke længere imod hinanden. De bevæges som krop – samme natur. “Din kropslighed” er “min kropslighed” – uden forbehold overhovedet.
Intet lades “derude”. Det, som sker, er ‘intimt’.
Elskov bevæger sig hinsides de grænser og den moral, der skabes for at lægge bånd på den spontane og i moralens øjne “uordentlige natur”.
