At separere et barn fra sin mor skaber øjeblikkelig lidelse. Det er ikke en lidelse, det tænker sig til. Sin overlevelse afhænger af kontakten. Barnet er på sin vis stadig sin mor i den forstand, at det ikke kan leve uden hende eller en, som overtager hendes funktion. 



Det er biologisk set differentieret– og vil ikke kunne leve som separeret– fra hende.

Selvudvikling – at separere?

En ide om “selvudvikling” må nødvendigvis tage afsæt i, at der findes et selv, der kan isoleres fra sine omgivelser?
Uden at separere sig fra ‘de andre’ og alt det andet ville det være umuligt at udvikle dette selv.

De klassiske Tantras inviterer til at se, hvordan lidelse skabes, når vi opfatter os som nogen, der eksisterer og beror på sig selv.

At separere igennem opdragelse

Jeg husker, hvordan jeg i min barn- og ungdom følte mig anderledes fra andre børn. Det kom sig af, at jeg simpelthen blev opdraget på en anden måde end dem. Det omfattede påklædning, ‘manerer’, interesser. Ja stort set alt. Jeg har før skrevet om det.

På trods af at jeg hver dag i privatskolen var sammen med mine “klassekammerater, som det blev udtrykt, så følte jeg mig ensom der. Måden jeg kompenserede på, var at søge kontakt med voksne. Heldigvis kom der mange søde og kærlige mennesker i mit barndomshjem, som viste mig stor omsorg.

Jeg er helt sikker på, at de erfaringer har præget alt i mit videre liv, og stadig i den grad spiller med!

Måske kan du genkende noget lignende i dig, hvis du læser videre?
I familier med stærke religiøse overbevisninger og normer for korrekt tro og opførsel, vil noget lignende ske.

……

For at sanse og erkende noget som helst, er vi nødt til at kunne skabe en forskel imellem “det som sanser” og det, der sanses. Denne evne til at skelne er simpelthen den grundliggende bevægelse i livet – ja vel hele universet.

Noget bevæger noget, der derved tilsyneladende bliver til noget andet.

 Det gør således også, at intet kan eksistere i sig selv. Alt opstår som differentiering. Intet besidder en egen-væren.

Nāgārjuna, der regnes for en af buddhismens vigtigste filossoffer, beskriver det blændende i: “De fundamentale vers om den midterste vej ​(Mula-madhyamaka-karikas).
:

Noget findes! Og det som findes – eller bedre udtrykt: Der sker – er tomme for svabhāva — dvs. for egenværen og selvberoende eksistens.
Det der umiddelbart fremtræder som adskilte afgrænsede ting: Som noget eller nogen. Eksisterer alene relationelt og betinget.

Mig selv – betyder at separere!

I vores forestilling om “mig selv” søger vi at separere:
Det som sker inde i mig , alt det jeg oplever, synes, mener, tænker, føler, gør mærker og sanser, min identitet, og liv!

Til at være noget:
Der er afgrænset og adskilt fra det, der ikke “er mit”.

Jeg er herinde. Verden er derude.
Jeg må beskytte mig mod det, som ikke er mig.
Opretholde mine grænser.
“Sige ja til det, der må komme ind, og nej til det, som ikke må”.

….

Når jeg ind imellem beskriver “selv” som illusion, så peger jeg ikke på, at det og verden bare er noget, vi bilder os ind. 

Dette “selv” udtrykker en måde, vi lærer at skelne på – både sprogligt og perceptuelt – altså ‘hvordan vi forventes at sanse os’. Hvordan vi skal kommunikere en selvstændig, særlig og separeret identitet.

Vi lærer fra vi er helt små, at måden vi skelner på ikke bare er måden, vi overhovedet opfatter verden på. Den er også det, som gør os til noget særligt, der er adskilt fra de andre!

“Sådan gør de voksne”
“Og som barn gør man sådan!”

“Sådan gør de andre”
“Vi gør det anderledes”

“Du har altid været selvstændig dreng” – Kunne min mor sige. Jo det skal jeg lige love for at jeg lærte at være.

…..

Vi opdrages til ensomhed og længsel. Som fanger i et selvskabt fængsel.

Separation føles som lidelse.


Meget peger på, at der er tydelig sammenhæng imellem menneskers trivsel, lykke og tilfredshed, og hvordan de formår at opretholde sociale relationer og bevare den fysiske kropslige, sanselige kontakt til dyr, planter, og naturen i det hele taget.

Ud over at “være en selvstændig dreng”, fik jeg også at vide at jeg vare “en meget kærlig dreng”. Det sidste prædikat fik jeg på baggrund af, at jeg som helt lille og frem, simpelthen søgte den kropslige nære kontakt til de kvinder, som kom i mine forældres meget selskabelige hjem.

Lige der i de møder forsvandt følelsen af separation!
Den erkendelse forlod mig aldrig.

Måden vi berører på?

Igennem nu mange år har jeg inviteret mennesker til at erfare noget lignende: At det mest lindrende og leve-bekræftende er møde hinanden i sanselig, elskelig, kropskontakt. Bevæge og berøre hinanden uden igen f.eks. at skulle opleve det som “noget en nogen GIVER til en anden anden som MODTAGER” – altså endnu en separation.

Måden vi møder og berører hinanden på kan enten skabe følelsen at separere eller i den grad eksistentiel ro og afspænding i det gensidige anerkendende og kærlige møde.

Mennesker længes efter at elske og elskes uden adskillende fortællinger om sig selv, skam, moral og hinanden.

Meditation

At meditere eller Gom – udtrykker også en måde, at erkende separationen på. Så længe der skabes en ide om en ‘nogen’ der gør ‘noget’ for at meditere, vil lidelsen fylde alt. Hvor ofte gøres denne praksis ikke til en præstation? Til noget nogen gør for at opnå…

Invitationen til at meditere – er at ophøre med at afskille.

F.eks imellem den som hører, at der høres og det som høres.
Eller:
Luften der trækkes, åndedrættet der gør det, og den, som trækker vejret.

Liderlighed – udtrykker den længsel?

De fleste mennesker kender følelsen af “liderlighed”.
Hvor har jeg ofte reflekteret over den!

Hvis jeg skal kalde den for noget andet, så bliver det “længsel”. Længsel efter at komme tæt på, ind, eller får ind. Tættere end tæt.

Jeg ser, at det handler om denne umulige indlærte følelse af separation. Kroppen vil det ikke!

For nogen bliver en kat, hund eller hest til en måde at finde denne kropslige forbundethed på igennem berøring og kropslig anerkendelse uden ord.

Der kan også skabes der øjeblikke af fantasier og forestillinger om at blive seksuelt fortæret eller bare møde et andet eller andre mennesker i opløsende elskov.
Det handler om kroppe… kropslighed… i kontakt!

Som en legering der smelter sammen uden at adskillelsen længere er- eller kan genskabes
Kan du se ligheden med meditation i den beskrivelse?