Skaber aftaler tryghed? kan vi aftale os til at føle os trygge ved hinanden, når vi mødes? eller opstår den igennem måderne vi møder hinanden på?

Hvornår føler du behov for at lave en aftale med et andet menneske?
Vi kan aftale noget praktisk med hinanden:

“Jeg ankommer til banegården kl 20.00. Vil du hente mig der?
“Gerne – det kan være jeg bliver en smule forsinket, og jeg skal nok ringe, hvis det sker”

Aftaler markerer usikkerheden

Hvis vi køber et hus eller en bil, indgår vi også aftaler. Det gør vi for at at forebygge, at vi bliver snydt og pålægge hinanden konsekvenser, hvis det viser sig at aftalen ikke holdes.
Den type aftaler bygger på usikkerhed og tvivl om, vi vil kunne opnå enighed, hvis noget sker anderledes end det, vi forventer. Vi søger med andre ord at sætte ord på vores forventninger.
Når, vi laver aftaler, så “flytter” vi i princippet blot vores usikkerhed fra den direkte interaktion vi har med hinanden – til: Om vi så også holder vores aftale?

Midlet der skal få os til at holde den, er at konsekvensen af ikke at gøre det, er fastlagt. Den skal være så betydende, at den virker som en trussel.

Grundlæggende skal en aftale skabe forudsigelighed i en principielt uforudsigelig og kaotisk, spontant opstående verden. Vi “gør som om” at vi kan aftale noget om fremtiden. Spiller det spil. Og så længe vi begge spiller med, virker illusionen.

Og måske alligevel ikke:
Livet er brolagt med brudte aftaler. Tænk bare på hvor mange skilsmisser der finder sted! Retssalene er også fyldt med civile søgsmål.

Skaber aftaler tryghed og sikkerhed?

Eller er de udtryk for usikkerheden ved at relatere med hinanden?

Vil kærlige møder kunne betinges igennem aftaler? Kan tillid aftales, eller udtrykker aftalen troen på, “at kontrol er bedre”.

Hvad kan vi så gøre for at fremme tilliden, hvis aftalen trækker os i retning af at markere alle de fortællinger, vi kan skabe om utryghed og usikkerhed? – Det jeg går med til, og det jeg ikke vil i en fremtidig situation, vi endnu ikke KAN kende eller styre, idet den i sagens natur endnu ikke finder sted.

Vi kan måske i stedet VISE åbenhed, kompetence, medfølelse og pålidelighed i det vi gør, inden vi bliver mere intime end den intimitet der opstår “af sig selv”.

I Åbenheden – viser jeg tydeligt hvad jeg gør, imens jeg gør det.

I kompetencen – bliver det tydeligt, at jeg kan det, jeg skal kunne.

I medfølelsen – at jeg ikke har EGEN-eksistens – og at det at passe på dig, også er at passe på mig. At jeg erkender, anerkender og genkender den sårbarhed, der er forbundet med vores møde, og det vi gør.

I Pålideligheden – At jeg fortæller og/eller tydeligt viser, når der er noget, jeg ikke kan eller vil, som har betydning for måden vi mødes på.

Aftaler om forventninger, skaber ingen tryghed – de sætter ord på usikkerheden. Og virker i høj grad igennem angsten for konsekvens. Når mennesker mødes i angst, ligger aggressionen og usikkerheden ikke langt væk.