Vi “sender” ikke noget imellem hinanden, når vi kommunikerer. Vi registrerer spændingsforskel (-le)
Lyd, lys, lugt, smag, berøring og bevægelse er ikke “ting”, der flytter sig. De opstår igennem markeringer af forskelle, som kroppen øjeblikkeligt, spontant-resonant sanser.

Som dreng kunne jeg øjeblikkeligt fornemme, når der “var noget imellem” de mennesker, jeg var sammen med. Jeg må være født med en evne til at sanse den mindste spændingsforskel? I årevis så jeg det som et handicap, indtil det gik op for mig, at det nok er det modsatte?!

Hvad betyder det at kommunikere?

De fleste mennesker har den opfattelse, at det “at kommunikere” virker som at sende eller overføre noget – f.eks. et budskab” eller en “mening” til et andet menneske.

Den forestilling er knyttet til fortællinger om, at der er en afsender og en modtager. Det formuleres også som en “giver” og en modtager, der sender noget frem og tilbage imellem sig. Vi taler også om “envejs-kommunikation” – Når “kommunikationen kun går en ene vej”.



Det passer godt ind i et mekanisk og religiøst verdensbillede, der opererer med årsager og virkninger. Den ultimative årsag bliver i den, “at Gud skabte verden, og satte mennesket på jorden, så at det følte sig ensomt, og “gav det så også Eva”.. Og i øvrigt en lang række regler og bud, det skulle følge.

Hvis kommunikation reelt ikke “sendes frem og tilbage”, hvad sker der så?

Elektrisk “strøm” igennem en spændingsforskel

Lad mig tage afsæt i et kabel med elektrisk spænding. Sådan en helt almindelig ledning, der er forbundet til en lampe i den ene ende, og et stik i væggen i den anden. Et stik der er i forbindelse med et kraftværk, der “leverer strøm”, som vi kalder det.

Den fortælling kan få os til at tro, at ledningen fungerer som et rør, hvor ud ad der fosser en masse små elektroner, når vi tænder for lampen. For så at løbe tilbage til værket, når de har lavet lys?

Der løber imidlertid til ingen elektroner ud af den ledning. De forskyder sig en smule. Det, den leverer, er en “potentiale-forskel” – en spændingsforskel. Den “holder spændingen”. Den samme spænding som de elektriske apparater, der virker ved den “spænding”, er bygget til at virke efter.

I forskellen opstår et potentiale: Noget som “muligvis” kan bevæge noget? Hvis der vel at mærke etableres et “kredsløb” – altså noget, der “drejer rundt” og bevæges undervejs i det.

Elektronerne er allerede til stede i ledningen, når vi tænder for lampen og “danner kredsløbet”. Vi “slutter” kredsløbet, kalder vi det også. Så forskydes elektronerne en lille smule og meget langsomt.

Lampen lyser i kraft af en spændingsforskel

Det er ikke det, som får lyset i lampen til at lyse men spændingsforskellen. 

Hvis elektronerne vitterlig drønede igennem og ud af kablet, så ville det være tømt for materiale på et splitsekund. De bliver alle sammen i metallet. Der opstår et “elektrisk felt”, der virker som en puls.


Metaforisk svarer det til: At hvis jeg med stor kraft rytmisk ville presse begge ender på en stang sammen. Så bliver den skiftevis en smule tykkere og tyndere.

Atomerne flytter sig ikke hele vejen gennem stangen. Forskydningen mærkes som bølger langs hele den.

 I en ledning sker noget, der minder om det, blot som et elektromagnetisk fænomen. Denne forskydning bevæger sig med en hastighed, der ligger tæt på (lystens-) lysets hastighed (70-90% i en kobberledning).

Forskellen er skabt igennem bevægelse på kraftværket, i vindmøllen, solcellen etc. Noget tabes som varme undervejs. Vi kan ikke hente mere bevægelse ud end det, der var nødvendigt for at skabe spændingsforskellen.

Hvis du nogensinde er kommet til at gribe om en elektrisk hegnstråd, så kender du til fornemmelsen af at “få stød”. Det opleves som pulserende “stød” i hele kroppen, som spænder ukontrolleret op, og afspænder igen. Spændingsforskellen i hegnet overtager kroppens egen puls og spændingsregulering. Det føles meget trættende ved at alle muskler spændes helt op, og afspændes igen for hvert pulsstød. Præcis, som hvis du har arbejdet uafbrudt i lang tid.

Når vi kommunikerer er der ikke noget som sendes og modtages

Systemisk set fungerer kommunikation på samme måde. Den “sendes ikke”, den opstår igennem forskelle i “spænding” – spændingsforskel (-le)

LYD som spændingsforskel

Hvad med “lyd”?
 Kommer der “lyd” ud af munden, og derefter ind igennem det øre, som hører?
Sender vi “ord” til hinanden, når vi taler, råber eller synger? – Lange rækker eller sætninger, der en for en flyver igennem luften for at snige sig ind i øregangen?

Hvis, du ser på en højtaler uden “front”, så vil du se en membran, som svinger ud og ind, med forskellig dybde og variation.

Nu kunne vi få den ide, at den på den måde “skubber” til luften – som så skubber til trommehinden i vores ører?
Sådan fungerer det ikke!

Det, membranen gør, er at forskyde luftens molekyler tæt ved sig, således at trykket ændres. Dette tryk gentager sig i “lag efter lag” af molekyler i alle retninger som en longitudinal bølge (frem og tilbage).

Vi beskriver det som “en bølge – der bevæger sig udad og væk fra højtaleren.”. Det gør den ikke, den svinger frem og tilbage.

Når du står ved stranden og ser ud på det bølgende hav, så vil det være tydeligt for dig, at havet IKKE flytter sig fremad. Bølgebevægelsen går grundliggende op og ned. Bølgen er såvel fremad- som bagud-skridende. En transversal bølge.


På samme måde er det med “lydbølger”. Molekylerne bevæger sig blot en smule. De svinger på stedet. Det er trykforskelle, der først kaldes for lyd, når vi hører ved at “markere” dem. Trommehinden bevæges af en spændingsforskel.

Der er ikke noget, som sendes fra højtaleren ind igennem øret til vores hjerne!

LYS

Med lys fungerer det det næsten på samme måde: Her er det ikke en membran, men en elektrisk ladning (f.eks en elektron) der accelerer og derved skaber en ændring i et elektrisk felt.

Den ændring skaber så et magnetisk felt, som igen skaber et elektrisk felt. Det virker som en “selv-fornyende” vekselvirkning, og vi beskriver det som en “elektromagnetisk bølge” skabt af en spændingsforskel.

Der er imidlertid intet “stof”, som bevæger sig igennem rummet og suser ind i vores øjne.
Det, vi kalder for vores “fotoreceptorer”, bevæges af disse forskelle.

Mange har i fysiktimen hørt om begrebet “fotoner” – og dannet sig en forestilling om en lillebitte kugle der flyver i en lysstråle? En “foton” er ikke en “ting”.
Begrebet er opstået som en måde at markere “iagttagelsen af en forskel på.” Den eksisterer kun relativt til det system, der interagerer med den. Den har ingen egen-eksistens!

Lugt og smag – også en spændingsforskel?

Det vi kalder for “lugt” er, at vi registrerer molekylære forskelle, som forstyrrer lugtecellerne i næsens slimhinde. Tilsvarende virker det med smag og receptorer på tungen. Det er imidlertid ikke molekylerne selv der lugter- eller smager-!

Receptorerne markerer bare en “forskel” – som vi har lært at betegne som “kaffe”, “lakrids”, Duften af en rose”, “salt”, “surt”.. etc.

Berøring og bevægelse som spændingsforskel?

Når kroppen sanser, at den berøres, så sker det ved, at den sanser en spændingsforskel. Huden virker som en trykfølsom membran. Det samme gør vores knogler. Denne trykfølsomhed er helt afgørende for at vi kan bevæge os både i- med- og imod- tyngdefeltet på jorden.

Når noget føles “tungt”, så er skyldes det ikke at vi sanser “kilo”. Det tunge bliver udtryk for en spændingsforskel, som vi mere eller mindre let kan bevæge os med i Jordens tyngdefelt.

Hvis vi øger vores muskelmasse, vil det som før var tungt, blive “let”. Og det sker uden at vi ændre noget som helst ved det vi løfter. Vi “markerer” det blot anderledes.

Hvis jeg vil øge denne trykfølsomhed? Så vil det betyde at gøre resonans-rummet i kroppens -hud, -muskler og -skelet større. Jeg kan udtrykke det som: at øge bevægelsen imellem at kunne skabe meget høj spænding til fuldstændigt at afspænde. Ved at bevæge mig afspændt lige over “midten” – vil enhver berøring øjeblikkeligt kunne markeres.

At mødes i berøring

Hvad er det så der sker, når vi mødes i berøring? Kan den “gives eller modtages” som en anden pakke?

Nej… Vi registrerer forskelle og ændringer i spænding. Og det gør vi ved spontant at lade vores kroppe spejle hinanden. Et menneske kan kun inviteres til at spænde af – ved at møde noget, der spænder mere af end “sig selv”.

Der sker ingen transmission eller transaktion imellem os.
Spændingsforskelle sanses øjeblikkeligt og spontant.

Når mennesker de første gange deltager på Mahamudrainstitut, så vil de i øvelser erfare, hvordan “afspændt bevægelse” uden nogen anstrengelse virker langt mere kraftfuldt end bevægelse der sker i høj spænding.

Forestil dig en stiv stålplade, der rejses op i vinden med fladen vendt imod den. Der skal en meget voldsom kraft til at holde denne plade på plads. Det, som vil bevæge pladen, er den spændingsforskel, der skabes af vindens møde med pladen, – og naturligvis også den spændingsforskel der opstår i tyngdefeltet.

På samme måde kan en klar afspændt, fremadrettet, bevægelse uden videre vælte et menneske, der spænder op i mod den. Den gør det ved, at det IKKE bliver muligt at skabe en spændingsforskel. Det føles som om, det menneske så overhovedet ikke er der! Den første gang, det erfares, virker det næsten chokerende! Det vender alt det, vi lærer om styrke og kraft på hovedet.

Iagttagelse?

Alt, hvad vi iagttager, er betinget af, hvilke forskelle vi kropsligt/fysiologisk er i stand til at registrere og markere. Det er ikke statisk.

At lære og undersøge betyder at udvide denne evne til resonans i sin krop til at sanse- eller aktivt skabe spændingsforskelle. Det er i allerhøjeste grad ikke passivt men aktivt!



Det tidligere eksempel med: “At noget som før føles “tungt” bliver “let” ved at træne sine muskler og styrke knoglernes tæthed igennem kosten og gentagne passende belastninger. – Er måske det tydeligste eksempel på det?



På samme måde kan sanseligheden – som evnen til at skabe/registrere spændingsforskel på alle områder – udvides i det aktive undersøgende møde med, det som sker.

Et praksisfællesskab om en anden måde at undersøge på

Måske kan du fornemme, at det vi mødes og undersøger sammen på Mahamudrainstitut er radikalt anderledes end det, der sker på seminarer, der opererer med en mekanisk forståelse af bevægelse og berøring? f.eks. “give og modtage” – Eller adskillelse imellem “dig” og “mig” af grænser.

Du kan også undersøge det i vores Mahamudra tantramassage uddannelse