Spørgsmålet der forventer svar, er som hænder, der holder fast

De som har mødt mig, har sikkert lagt mærke til, at jeg gerne svarer, når jeg bliver spurgt om noget, og ikke på spørgsmålet, der stilles mig – eller, når det formuleres sådan: En indvending imod det, jeg siger.

For nogle mennesker kan det føles frustrerende.

Vi opdrages til at stille spørgsmål og svare på dem

Vi er blevet opdraget til at skulle svare på de spørgsmål, der stilles til os, fra vi er små og hele livet op til nu!

“Har du taget den sidste småkage?”
“Hvad er 2+2?”,
“Har du lavet dine hjemmeopgaver”,
Vil du gøre rede for Heisenbergs ubestemthedsrelation?”.
“Kom du hjem til tiden”?

“Hvorfor rydder du aldrig op efter dig?”
“Når du smider dit snavsede tøj på gulvet, er det så fordi du regner med at jeg putter det i vasketøjskurven?”
“Har du tænkt dig, at det er mig, som skal tage hele slæbet herhjemme?!”

Hvis det du ønsker dig, er at møde- og bevæge et menneske, så er det værste du kan gøre, at svare på spørgsmålet!

Spørgsmålet om “prisen”

Igennem de mange år, jeg har solgt- og inviteret ledere til at undersøge, hvordan ledelse og styring fungerer og adskiller sig fra hinanden? Der er spørgsmålet om “prisen” ofte dukket op.

“Det lyder dyrt!? Så mange penge for en dag?”

Hvis jeg havde svaret: “Nej det er ikke dyrt ! Prøv lige at høre her!”… og derefter forklaret og begrundet, hvorfor jeg fakturerer som jeg gør! Så havde jeg mistet enhver mulighed for at fornemme, hvad der bevæger det menneske til at tale om penge? Hvordan de bevæger sig?

Hvis du fredag kommer for sent hjem til din partner, og mødes af spørgsmålet: “Du kommer altid for sent!” Og svarer: “Det passer ikke! Onsdag var jeg hjemme kl 17!” .. Så er der næsten garanti for et skænderi.

Hvad stiller jeg så op med spørgsmålet?

Hvis nogen siger til mig: “Det er godt nok dyrt!?”
Så er det ikke det, som reelt fylder!

Deres respons opstår som en emotionel reaktion på det, som sker!

Hvad jeg gør er nøje at lytte/iagttage, hvad de siger og hvordan? Vise igennem mit svar, hvordan jeg forstår det, og så inviterer jeg til at undersøge det yderligere.

“Det er godt nok dyrt!” siger han.

“Jeg er opmærksom på, at økonomi kan være vigtigt i sådanne ledelsesforløb. De største omkostninger ligger meget sjældent i prisen for vedkommende (mig) der moderer dialogerne. Det er ledernes tid, og fremfor alt den effekt, det, vi udvikler sammen, får! – I særdeleshed også for økonomi i jeres organisation, og naturligvis ikke begrænset til det.

Jeg vil gerne skitsere det for dig…”

Jeg kan også svare ved at spørge:

“Hvilke kriterier benytter I for at beslutte, hvordan denne proces skal foregå?” Hvad er særligt vigtigt i forhold til at vælge det menneske “udefra”, som skal understøtte den”?

Spørgsmålet som krav

Denne måde at møde et menneske på, er knyttet til både det systemiske og Buddhistiske blik på livet og det levende.

Vi har lært at opfatte spørgsmål som krav, vi er forpligtede til at opfylde og svare tilfredsstillende på, hvis vi vil ses som værende gode nok.

Hvis vores svar afvises, bliver vi skuffede. Vi lukker og spænder. Vi holder op med at lytte! Vores evne til at sanse og iagttage hvad der sker, og hvordan reduceres dermed kraftigt.

Vi har til bevidstløshed trænet at reagere på præcis det, vi mødes med!
Det er også den måde, andre mennesker kan styre os på – og kan opnå kontrol!

Erkender jeg: At intet kan have nogen “egen eksistens”, så ser alt anderledes ud!
De fleste mennesker vil opfatte deres pegefinger, som helt integreret i hele deres krop, med alt hvad det indebærer. Slår jeg mig alvorligt over fingeren, så hopper og danser jeg rundt på gulvet, og kan ikke tænke på andet!

“Det” sker for hele mig! Det ER simpelthen det der sker!
I mødet med en andet menneske, er “det” også det, som sker. Den ene kan ikke bevæges uden, at det andet også bevæges!

Det anerkender vi 100% når vi lever som fostre og babyer. Vi kan ikke andet! . Hele vores opdragelse tager derefter sigte på at aflære det! At gøre dig til en nogen, der er adskilt fra alt det andet. Dvs. gøre illusionen om det, så overbevisende, at du ser alt ud fra dig selv som centrum!

At svare sandt i en uforudsigelig verden synes absurd

Hvis jeg skal kunne begå mig på en tryg måde i en verden, der er kaotisk, uforudsigelig og spontant opstående, så kan jeg ikke levere sande svar på noget som helst! Det er umuligt.

I stedet må jeg iagttage, hvad der sker, imens det sker. Se at alt, hvad der sker, bevæger mig – ja er mig!

Jeg sker, helt integreret i det, der sker.

For at bevæge mig på en tryg måde i det, er der ingen anden vej end at øge min evne til at iagttage og opfatte, hvad der sker, og hvordan det sker, imens det sker.

Den, der ser ud til at sidde overfor mig, og siger “at det er dyrt” – Er som min pegefinger, der gør ondt. Der er med andre ord noget, jeg ikke ser!?

At svare “nej det gør ikke ondt!” eller “hvorfor gør det ondt”? Er ligesom ikke frugtbart. Det vil nærmere koncentrere og øge smerten.

Alternativt må jeg se på alle de sammenhænge, og hvordan denne smerte mon opstår og dermed kan lindres eller måske bringes til at ophøre?

Simpelthen ved sammen med “den uadskillelige finger” dvs. det menneske at udvide perspektiverne og mulighederne for at handle nyttigt, således at den samlede integritet bevares.

Det kan øves og øves

Det kan vi øve! Og det involverer hele kroppen:

Måderne vi bevæger os på?
Måderne vi holder ”fast på”?
Måderne vi inviterer hinanden kropsligt på?
Måderne vi øger rummet for bevægelse eller reducerer det?

Bevægelse forudsætter rum.
Rum betyder “at der intet er imellem” – heller ikke en “grænse”.

Grænser begrænser ikke bare rummet. Rum holdes SOM vægge, der hindrer udsyn og bevægelighed. Og da al iagttagelse, det “at sanse” – erkende, -tænke- , resonere, spejle, undersøge, møde, afvise … Er bevægelse, ja så er det det, der begrænses!

Spørgsmålet der vil holde fast

Et spørgsmål, som forventer et svar, er som en hånd, der vil holde fast!
Det stilles for at give den, som stiller det, en følelse af stabilitet.
Det opstår for at opretholde kontrol.
Og med den vokser angst.

Det er meget vanskeligt at opretholde spænding i kontakt med noget, der afspændes..Bevæges afspændende fra det spændte til det afspændte.

Når der afspændes, bevæges alt… også emotionelt og med det intellektuelt.

Hvis du finder det spændende og nyttigt at undersøge dette tema af mange mange andre sammen med andre mennesker. Så vær med i vores praksisfællesskab.