Spor af livet eller trauma? Forleden så jeg en tysk produceret film, som i den grad inviterede mig til eftertanke. “Tysktime” hedder den, drejet over en roman af Siegfried Lenz.

Kort fortalt handler den om en dreng, der vokser op i Marsken ved vadehavet i en familie, hvor den noget ældre søster er flyttet og kommer på besøg en gang imellem, og den ældste bror er sendt i Krigen i tjeneste for den Tyske Wehrmacht. Den foregår i slutningen af- og lige efter 2. Verdenskrig.

Faderen er Politimester og moderen “passer hjemmet”.

Den drejer sig grundliggende om “pligt”. Faderens pligtfølelse over for fædrelandet og sin autoritære stilling. Og sine bestræbelser for at få “gjort noget brugbart ud af den yngste søn” – altså den unge som spiller hovedrollen.

Nabo til stedet de bor, lever en kunstmaler, der før krigen har været bedste ven med faderen. Da hans kunst bedømmes som “Entartet”, og pr. dekret skal destrueres, opstår en konflikt af katastrofale dimensioner.

Drengen har sin daglige gang og tilflugtssted hos maleren, og knytter sig nært til både ham og den kvinde, han elsker og lever sammen med. Kontrasten imellem de to hjem, kan nærmest ikke blive større.

Faren slår hårdt

Som, det var almindelig praksis i mange familier, opdrages drengen med korporlig afstraffelse. Det foregår med et spanskrør, foroverbøjet med bukserne nede og numsen bar.

Faren slår hårdt 2,3, 4 slag efter hinanden i rap! Holder pause og slår så igen, så pause og igen… Uforudsigeligt, overraskende, smertende og så varieret at drengen på ingen måde kan regne ud, hvornår slaget kommer.

Den eneste lyd der høres, ud over lyden af den tynde stok, der bryder hudens smertefølsomme lag, er de næsten hviskende udbrud fra drengen: “ah ..ah .. ah”.

Bagefter kærtegner Faren drengen, og fortæller ham: “Vi to skal nok lykkes med at få noget brugbart ud af dig! “ Underforstået – at kan lære at kende sin pligt!

…..

Jeg kunne næsten ikke holde ud at se den. … Og jeg måtte se videre!

Det var mig med 5-6-10 år, som stod der! Imens min far, som jeg på mange måder så op til, godt nok ikke brugte spanskrør men alene sin hånd.

“Du skal være glad for, at det ikke var MIN far”, sagde han” og fortsatte. “Dengang var det med et bælte, og vi håbede bare på at det ikke var med den ende, hvor spændet sad, han brugte!”

…”Og du kan lige understå dig i at pive!”

Min far var den samme generation som broren i filmen/romanen, der var sendt i krigstjeneste for at gøre sin pligt. Der var ind imellem kontant afregning, hvis jeg havde været “umulig”.

Det må godt nok have trukket spor!

Jeg fik det fysisk dårligt og kunne ikke lade være med at “pive” flere gange i løbet af den film.
“Fuck”… tænkte jeg også. Det har godt nok trukket spor!

Da filmen var slut, sad jeg længe stille.
Er det “et traume”? Reflekterede jeg..

Nej.. Det er “livet” – Det er at have levet.
ALT, hvad der sker, “trækker spor”. Om vi så bedømmer det som “godt” eller “skidt”. Bedømmelsen af det er også noget, der sker!… Det blev lysende klart for mig, at det ikke giver nogen mening for mig, bare at se det, som “noget der skete” for en “Jesper” dengang.

Det sker “endnu”..

Det er som med BIG BANG… På et eller andet tidspunkt begyndte det, vi kalder for “Universet” at udvide sig. Det gør det endnu. Vi lever i dette “Big Bang” .. Du og jeg ER det, der sker… Med alt den uforudsigelighed, det indbærer.

Vi er også “i stadig udvidelse”. Selv der, hvor vi måske troede, at noget, som skete “engang”, er forbi?

Det eneste, jeg kan, er til stadighed at undersøge og iagttage, hvordan jeg bevæges og bevæger mig? Også med disse “spor”. I erkendelsen af at iagttagelse er bevægelse, der bevæger DET hele.

Lidelsen opstår i forsøget på, at “få det til at holde op” – eller “- til at få det til være noget “andet”, end det var og er”. Hver eneste fortælling jeg kan finde på, vil også bevæge anderledes.

Hvad, jeg også ser, er:

At jeg instinktivt og spontant bevæges af, at se mennesker med intention forårsage smerte som et middel til magt.

Det gælder, når jeg i det hele taget betragter, hvordan alt levende mødes på?
Den umiddelbare genkendelse og resonans med drengen i filmen, bliver på den måde til en gave. Hvor mærkeligt det end kan lyde?