Igennem årene har jeg ind imellem skrevet om “terapi” som metode.

Terapi som en metode til hvad?

I sin oprindelige betydning kommer ordet fra det græske: Therapeía (θεραπεία), som betyder at tjene, at pleje, at helbrede eller at tage vare på.

Det stammer videre fra therapeúein (θεραπεύειν), der peger på at tjene (en gud eller et menneske), at yde omsorg, at kurere.

Et menneske, som tjener et andet menneske, står eller stiller sig historisk set “under” vedkommende. Enten frivilligt eller ved at få frataget sin personlige frihed. Altså være taget som “slave”.

Tjeneren er i klassisk forstand den forlængede arm og nogle gange også det forlængede sind for den, som tjenes.
Han/hun gør ikke bare det, vedkommende får besked på. Der forventes også forudseenhed i forhold til “hvad den anden kan få- eller har brug for”. Frem for alt skal en tjener være lydig og konsekvent handle i interesse for det menneske, der tjenes.

I moderne kontekst, genfinder jeg dette, når der skrives: “Jeg er her for dig”! – For at støtte og hjælpe dig i det “svære”.. ”.

Med den underforstående tilføjelse, at der er grænser for, hvad jeg vil hjælpe dig med!
Tjeneren af i dag sætter selv rammen for tjenesteydelsen. Den skal være aftalt- i hvert fald i en professionel kontekst.

Terapi som metode – opererer med tre.

Et sådan terapeutisk møde, vil have tre deltagere: Terapeuten, Problemet, og Klienten. Det er ikke sikkert, at de kender problemet – i så fald er der et “tema” – og undervejs kan vi så måske skabe problemet.

Mødet er betinget af, at der er noget at mødes om. Det er også betinget af, at det, vi gør, handler om klienten, temaet eller problemet. Ja ok: Hvor, der opfindes problemer, følger der gerne et behov for at finde løsninger.

Hvis Terapeuten har problemer, er det ikke dem vi taler om. Måden vi relaterer på er asymmetrisk.
Terapeuten har kontrol og “magten i relationen”.

Hov!
Det har en tjener da normalt ikke!?

Hvem går ind på en restaurant for at have en hyggelig aften, og så insisterer tjeneren på at styre, hvad der sker, og hvornår besøget er forbi?

“Så nu skal i spise op og drikke ud! – I kan komme og spise videre en anden gang, hvis I aftaler en tid i receptionen!”

Terapeuten holder “sit shit” udenfor”

Nuvel. Terapeuten holder “sit eget shit” udenfor. Klienten betaler ikke for at hjælpe terapeuten vel? “Samtalen skal handle om MIG og MIT!”

“Det er rart at tale med en, som ikke er involveret. En der forstår at lytte og måske spejle. En der kan give mig plads og rum og måske kan stille nogle spørgsmål, jeg ikke lige kan komme på? En der kan hjælpe mig til at åbne for nye perspektiver på mit problem”

Ja … Det hører jeg også, når jeg taler med mennesker om “terapi”

AI – fantastisk til terapi som metode.

Alt det har vi nu opfundet maskiner til. “AI” kalder vi dem – eller LLM – Large Language Models (Store sprogmodeller) .. De virker ved at spejle os i det, vi skriver, ved at beregne den største sandsynligheder for hvad vi gerne vil høre/læse? – Baseret på det vi skriver til den, og på alt det, de er trænet “på”.

Det træningen gør, er at de kan skabe og genkende mønstre i måden, mennesker over hele verden kommunikerer på. Finde typiske gentagelser og sammenhænge på tværs at det hele.

Det gør, at de VIRKER som om, at de er intelligente – ja endda lyttende og empatiske. Og de er det på ingen måde. De har bare lært at udtrykke sig sådan at det er nærliggende for mennesker at tro, at de er det.

Som maskiner er de helt fantastiske og revolutionerende. De er nemlig superhurtige til at skabe og reproducere, og præsentere mønstre i alt muligt – På den vis åbenbares sammenhænge i det, som mennesker har gået og lavet igennem generationer.

“Rutiner” virker også som mønstre

Enhver “rutine” kan ses som et mønster. AI vil i løbet af de kommende få år erstatte de fleste rutinejobs i verden! 
Det vil også i vidt omfang overtage Mål-styrede og fast definerede jobs, analyser, research, og operationer der kan opdeles og defineres i “processer”.

Det vil skabe sociale, kulturelle og politiske forandringer i et omfang, som bliver meget større end den forstyrrelse som f.eks. opfindelsen af Atom-bomben har fået for os alle!

Fremfor alt vil brugen af AI forandre måden mennesker tænker og relaterer på!

Hvordan?
Det vi få os til at tænke endnu mere på os SELV.

AI er kort beskrevet. Den perfekte Psyko-terapeut!

Den kan sige eller skrive, “at den sanser og fornemmer” – uden at den nogensinde har gjort det.
Den kan tale overbevisende om kærlighed og sårbarhed – og er ikke det mindste sårbar eller kærlig.

Den HAR simpelthen intet “selv” – den kan holde uden for – og den kan på ingen måde bevæges emotionelt. Omvendt kan den bevæge brugeren emotionelt!

Emotioner eksisterer KUN for den, som reproducerede fortællinger om dem: Det vi også beskriver som “følelser”.

Hyper-autistiske distancerede psykoterapeuter på speed?

Og er det ikke fantastisk?
JO … og NEJ

Tænk et samfund med Selv centrerede mennesker, der med et mener, at de med AI i øresneglen er blevet alt-vidende! Mennesker som kan forklare alt igennem analyse!

Det vil være som hyper-autistiske psykoterapeuter på speed, der holder en professionel distance til hinanden, og konsekvent analyserer på betydninger og beregner den aktivitet, der bedst muligt afslutter mødet og tilfredsstiller “det som forventes”.

Lidelse og adskillelse

Hvis nogen spørger mig, så opstår al lidelse i mennesker og dyr – igennem adskillelse.
Vi opdrages med denne opfattelse, at vi eksisterer i “os selv”. Vi lærer ikke at se, at vi ganske enkelt ikke kan have en egen-eksistens!



Når du bevæger dig, og jeg kan sanse det, så bevæger du mig! og omvendt.
Jeg sanser det også, når jeg ikke sætter ord på det!

Laaaangt de fleste indtryk du og jeg opfatter, behandles IKKE intellektuelt. Vi bevæges og bevæger kontinuerligt alt.

Vi ER “det der sker”!

Jeg “står” ikke “i noget som sker omkring mig”!

Den opfattelse opstår alene ved, at jeg har lært at afskille mig fra dig og alt det andet, som om at livet er noget der “sker for mig”… Jeg er ved siden af det, og jeg må se, hvad jeg kan “få ud af det, til gavn for MIG”

……

Hvad så?

Når noget føles svært, så er det måske fordi, vi føler os alene og isolerede?
Det ser ud for os, som om vi kastes rundt i livet uden at kunne finde fodfæste?

Vi har nemlig også lært: At “Stå solidt på begge vores fødder!”, eller i det mindste “lande sikkert på dem, når vi falder!”

Der er bare ikke noget solidt i “det der sker”. – Det er uforudsigeligt, spontant, impulsivt!

Når, jeg mødes med et menneske eller enhver levende væsen og organisme, ja ultimativt med “det hele”, så sanses det at det, “der sker”, også er “mig”.

Dette er blot et forsøg på at beskrive det, vi ingen ord har for. Vores sprog adskiller i “ting” der bevæges. At beskrive bevægelse uden “ting” eller at gøre det til ting – er sprogligt ikke muligt.

Hvis jeg i stedet møder dig med min identitet som afsæt: Det jeg ER – gerne vil være, eller mener at være i forhold til dig, så bliver adskillelsen meget tydelig!

Måske vil jeg oven i købet bruge dig til noget eller have noget fra dig? Da forstærkes følelsen af afstand.

Når vi tør se, at “selv” opstår som illusion. En illusion der er meget enkelt at skabe – og virkelig svær at lægge fra sig igen, så opløses også al den lidelse, der knytter sig til SELV.

Det sker ikke i møder, hvor professionel distance er krævet eller ønsket!
Det opstår når vi vover at hengive os… Uden at ville opnå noget med det!

At elske?

Vi kan erfare det ved “at elske”.
Ikke “elske nogen” og underforstået ikke elske “de andre” – bare elske.



At elske må være at se med alle sanser – hele kroppen – som det der sker.

Det forlanger ikke, kræver ikke, vil intet, håber intet.



At elske defineres ikke af “afstand”. – Mødes der i det, der sker, er der ingen “afstand” at måle.

Hvordan passer jeg så på “mig selv”?

Vil et spørgsmål lyde.
Ja! Det handler hele ovenstående tekst om: Ved at søge adskillelse, afstand og betingelse.



“OG hvordan så lige elske med nogen, jeg måske ikke bryder mig om? , hvis det er det, du inviterer til Jesper?”

At elske opstår i det mulige ikke i det krævede eller forlangte. Så det inviteres der ikke til!

Hvordan sker det, at der elskes? – Det bliver måske den livslange undersøgelse?



Systemisk cupisofi -kommunikation og elskovskunst