Tiden har vi gjort til en abstrakt reference, der gør det mulig for os at koordinere og sammenligne bevægelse. Noget “fælles” vi bruger til at gribe- eller fastholde bevægelse og forandring med.

Først og fremmest ideen om “mig selv”!

Hvor kommer du fra?
Hvor gammel er du?
Har du set sådan noget før?
Hvad lavede du oprindeligt?
Har du gjort det her i mange år?
Er det i første kæreste?
Hvor længe har du været i jobbet?
Er du erfaren?
Hvilke tanker har du for fremtiden?
Jeg lever i nuet?! – Ja hvad ellers?
Min barndom var lykkelig/skrækkelig?
Jeg kommer for sent fordi bussen ikke kom til tiden?

Vil du fortælle lidt om dig selv?

Ja jeg burde måske have gjort mig mere umage!
Hvor lang tid varer det?
Hvornår bliver jeg rask?
Har du haft det sådan længe?

Tiden som reference

Vores kommunikation – vores grammatik og måden vi tænker på er styret af en fælles reference der handler om tid!.

Det er din skyld!
Nej det skyldes de dårlige oplevelser og gamle traumer.
Sådan har jeg altid været!
Ja det der var engang er væk!

Tid udtrykkes også igennem, hvad noget ER.

Vi er et par! – Hvornår blev I det?
Er vi så gode venner igen?
Er det så dit liv?
Sådan har vi altid haft det med hinanden!

Tid bruger vi til at fastholde form med. Ved at give noget eksistens udenfor eller uafhængigt af tid.

Modne mænd foretrækker yngre kvinder!
Hvis jeg ser det, så kan han godt blive væk fra min krop!

Min mor kan ikke huske mig mere! – Det er svært.
Det er som om hun ikke er der mere! Selv om hun står lige der foran mig.

Som vi opfatter tiden – ser vi

De færreste mennesker ser, at måden, vi betragter, opfatter og lever tid på er det mest afgørende for, hvordan vi iagttager alt omkring os!

Med udtrykket at ‘leve tid’ – tænker jeg på puls og rytme. Biologisk tid f.eks.

Et hurtigt opfattende menneske ser verden anderledes end en, der bruger lang tid til det. Altså ikke bare sådan, at noget forstås hurtigere. Verden ER fysisk forskellig for de to.

Det, som en hurtig organisme kan nå at opfatte (skelne) i de omgivelser, den er helt og uadskilleligt indlejret i, gør, at disse omgivelser fysisk konkret bevæger sig anderledes end for en organisme, der erkender i et langsommere tempo.

Deres omgivelser ER IKKE de samme.

“Jamen vi voksede jo op i den samme familie”!

“Nej det gjorde vi overhovedet ikke!
Du var f.eks. min søster!
Og sådan en søster havde du ikke!”

Er tiden tom?

I Mūlamadhyamakakārikā, kapitel 19: Kāla-parīkṣā : “Undersøgelse af tid” betragter Nāgārjuna det, vi kalder for ‘tid’

.
Han gør det ved at holde fortid, nutid og fremtid op ved siden af hinanden. Findes nogle af dem som selvstændige størrelser?

Fortid er fortid i forhold til nutid.

Nutid er nutid i forhold til fortid og fremtid.

Fremtid er fremtid i forhold til nutid

Klar som han er, viser han elegant at ingen af dem kan eksistere uafhængigt af hinanden. De besidder ingen egen-væren – svabhāva.

Uanset at noget er ‘tomt’ kan det godt være nyttigt!
Det har bare ingen egen form.
……

Hvis jeg kan måle bevægelse med brug af tid, så kan tiden ikke selv være bevægelse!

Hvis tid bruges som målestok for bevægelse, må tid fungere som noget andet end den bevægelse, den måler. Tid fungerer som en abstrakt reference for at kunne sammenligne det, vi kalder for bevægelse – eller “det der sker”.



Målingen af dig ER ikke dig.
Det, nogen vurderer dig til at være eller gøre, er ikke det, du er eller gør!

Dōgen om tiden – ting er tid.

Dōgen skriver radikalt om tiden og det, der sker.

Teksten Uji fra Shōbōgenzō -oversættes ofte som “Being-Time”, “Time-Being” eller på dansk “Væren-tid”.

Det centrale, han peger på er, at ting “ikke er i tiden”.
Hos Dōgen er ting tid.

Selv er tid
Rum er tid
Form er tid
Mønster er rytme (tid)

Han skriver :

“The time-being means time, just as it is, is being, and being is all time.”

Med Kazuaki Tanahashis ord formuleres det sådan:

“The way the self arrays itself is the form of the entire world. 
See each thing in this entire world as a moment of time.”

At være er at være-tid.

Et bjerg er tid.

Havet er tid.

En krop er tid.

Et selv er tid.

At handle – en handling – er tid.

En pæl, en lampe, himmel og jord — alt dette er uji, væren-tid.

“The mountain is time; the ocean is time.”

Det er vigtigt!


Vi kunne sige:
“Bjerget har ligget der længe.”


Han siger, at bjergets væren ikke kan skilles fra tid.
“Det, at noget er som dette bjerg, er tid!”

Hvor Nāgārjuna undersøger tid ved at vise, at fortid, nutid og fremtid ikke har egen-væren, gør Dōgen således noget andet!

Han peger på at:

Dette øjeblik er væren som tid.
Han skriver mod den almindelige forestilling om, at tid passerer fra fortid til nutid til fremtid.
I Uji viser han. at tid ikke fungerer som en linje, hvor øjeblikke ligger ved siden af hinanden som perler på en snor.

Hvert øjeblik som det, der sker

Hvis tid opfattes som en linje, bliver hvert øjeblik et punkt, der forsvinder.

Hos Dōgen er hvert øjeblik det, der sker.

Det passer med hans beskrivelse af praksis: At praksis er erkendelse. De kan ikke adskilles.

At praktisere gør vi ikke nu for at realisere noget andet senere.
Praksis er allerede realiseringens måde at ske på.

Dōgen ville f.eks om “at tænde et bål” sige:

Træet-brænder – er tid.

Det lyder mærkeligt på dansk, og det er pointen.

Vi vil gerne formulere det som en proces:

“vi finder noget træ.”

“så kløves det”
“så arrangeres det”
“så tændes det”
“og det brænder”

“Det varer et stykke tid.”
“så går det ud”

……

For Dōgen ville den demente mor, der før viste sig som “mor”, “en elsket”, “hende der kan huske mig”, – nu vise sig i en anden væren-tid.
Hun er ligeså virkelig, og ikke længere den/det samme.

Dette menneske er nu denne tid.
Det kan måske føles ubarmhjertigt? Og det er meget klart.

Som dement mangler hun ikke noget for at være menneske. Det hele sker, som det sker!

Hun er denne væren-tid — og sorgen over det hos de pårørende er en anden væren-tid.

Dōgen og det “at være i proces”

Dōgen opløser den almindelige forestilling om kontinuitet.
Hvert øjeblik er det, der sker fuldstændigt.
Der er ingen vedvarende det-samme-hed. Det der sker er ‘sådan-som-dette’ – fuldstændigt.
.. Og ikke som dette øjeblik og så det næste øjeblik etc.

Dermed sker heller intet i Dōgen´s perspektiv igennem en “proces”.

En proces fastholder ideen om “at der er en form der forandrer sig og bevarer sin identitet undervejs som form”. Vi “arbejder på noget – frem imod noget”.

Hos Dōgen er der ingen vedvarende identitet. Heller ikke et “selv”, der bevæger sig igennem tiden.
Selv ER tiden.
I det binder han en interessant sløjfe til lidelse: Ambitionen om at ville et andet sted hen!
At jeg mangler noget i forhold til det, jeg vil eller bør blive