Vi elsker med hinanden på Mahamudrainstitut. Når det sker, hvis det altså er det, der sker? KAN det, at “vi elsker”, overhovedet afgrænses til at være “noget”, vi kan putte i en kasse?

Hvis det ikke kan det?, hvordan kan det så være, at vi putter os selv og hinanden i kasser?

Da mennesker fra Europa og senere fra mange andre steder, kom til det, vi i dag kalder for Nordamerika og Canada, fandt de store vidder og en natur uden lige.

Ind imellem stødte de på mennesker. De gav dem navnet “Indianere”. Et ord Spanierne havde opfundet i den tro, at det var Indien de var kommet til. I dag vil vi kalde dem for “Naturfolk”. Og ja de var netop fuldstændigt indlejret i denne vidtstrakte og varierende natur!

Noget af det første disse europæere gjorde var at sætte hegn!
“Dette skal være MIT”.. lød det. “Min ejendom – jeg fandt det først”.. Og det fortsatte de så med.

De overførte en meget fastgroet koncept fra deres oprindelsessted:

At trække grænser og sætte hegn

.. Og grænser skal naturligvis forsvares mod alle de, som vil “trænge ind over dem”.
Det vanvittige i den konstruktion var og er, at de, som er farlige i den henseende, er alle de andre, som også vil sætte grænser! Altså overtage den Natur som nogen har gjort til “SIN”.

Alt, hvad der kan true “vores ejendom” -altså vores grænsers ukrænkelighed, -vælte de hegn vi selv har sat op, og den ejendomsret, vi selv har proklameret – vil være “fjender”, som vi skal forsvare os imod.

Det er det samme tema der stadig går igen overalt i verden. “Vores religion” – og “deres religion”. “Vores værdier og deres værdier.” … overalt, hvor der påberåbes ejendomsret, om det så er fysisk eller ideologisk/religiøst – vil der praktiseres “forsvar og angreb” – eller konfrontation.

Det gennemsyrer kulturer over hele kloden helt ned til den måde, mennesker relaterer med hinanden på: Mine venner. Min kæreste eller partner. Mine kvalifikationer Mit job og -arbejde. … fortsæt listen og den vil blive meget lang!

Ret og magt

Det hele handler om “ret” og dermed om “magt”. Om at betinge naturen og bogstaveligt talt begrænse den igennem kontrol.

Det skaber en egen selvopfyldende “logik”:

“De fremmede vil ødelægge os og vores!”… Ja det vil de!

De tænker grundlæggende som os! Derfor genkender vi deres motiver så let og bliver bange!

“De er nok lige så grådige og ignorant ødelæggende i deres adfærd, som vi er det!? De vil bare udnytte alt det, de kan få…”

Alt det kan jeg ikke gøre noget ved. Jeg kan betragte det ske, og så reflektere over, om det er muligt at leve på andre måder, og hvordan?

Hvis det, jeg gør, virker FOR fremmed – så risikerer jeg at komme til at høre til “de vilde”, og på den måde udgøre en trussel for det indhegnede.

Hvordan lever vi godt med hinanden? – Når vi elsker?

Ja grænse-ideologier ser ikke ud til at være løsningen vel?

Hvis jeg møder et menneske, et dyr, en plante eller hvad som helst – og det gør jeg jo altså hvert eneste øjeblik! Ja så bevæges jeg af det.

Hvordan lader jeg mig bevæge af det?
Det kan jeg i virkeligheden ikke styre. Det er jo netop naturen, som bevæger alt!

Jeg kan forsøge at kontrollere: Altså sige “Det der er jeg “kold” overfor”. At være meget kold betyder at stivne. Højest måske bare stå og lide under kulderystelser i kroppens forsøg på at skabe bare lidt varme.

Jeg kan stedet også øve mig i at iagttage: “Hvordan det bevæger?” – Hvordan kan jeg bevæges af det? “At bevæge” er det samme som “at iagttage.”

Der er f.eks. ikke megen iagttagelse i at ligge slapt med lukkede øjne og virke som om, at man sover .. Det kan f.eks. skyldes at man f.eks. har fået at vide: At man “slet intet skal gøre, men blot nyde”.

Dyr i naturen tøver, hvis et andet dyr indtager sådan en positur. Måske lige bortset fra ådselædere, der vil opfatte denne ubevægelige passivitet som et måltid.

Altså vil jeg i stedet aktivt iagttage: Hvordan det bevæger- og dermed skaber mig!!
“Jeg” findes ganske enkelt ikke som “noget” der er adskilt fra “alt omkring” – altså naturen – ultimativt universet. “Jeg” er natur!

Når jeg ikke hegnes ude, så skyldes det alene, at jeg har lært at tale “kulturens sprog”.
Det er godt nok ikke særligt kønt, og altså en nødvendighed hvis ikke jeg konstant skal opfattes som en trussel.

Vi elsker når vi bevæger os opmærksomt i resonans

Kulturens sprog bygges på udsagn som “ Det kan du vel tænke dig til!”, “Hold godt fast i det!”, “hvad betyder det?”, “Hvem tilhører det?”

Naturen har intet sprog.

Det levende interagerer i resonans:

Kontinuerlig undersøgelse og udforskning af det mulige samtidige. Ved at bevæge sig “med”, finde fælles rytme og puls. Naturen udtrykker en evigt tilpassende og forandrende kreativitet i lyst.
Den forlanger intet… virker spontan impulsivt og opmærksomt. 


Det, som ikke bevæger sig opmærksomt, bliver spist før de andre. Og finder ingen at parre sig med .. Det er sådan vi passer på hinanden, også når vi elsker.

……

“Lad os tage tøjet af og elske? “
“Ja det lyder dejligt!”

“Har du elsket med nogen før?”
“Nej men jeg har læst helt vildt meget om det!”

“Uh, ja så venter vi med at tage tøjet af…
Det du har læst, kan du ikke bruge til at elske.
 At elske sker, når vi SER det, der sker, imens det sker. med hele kroppen – og uden forventninger til, hvad der skal ske!”

“Måske skal vi bare starte med at danse!?”

Vær med på vores sommercamp 25