Som mennesker har vi “en mund”- det orale – til fælles med en meget stor del af alle andre dyr.
Det samme gælder for vores “Anus” eller “gat”.

De to åbninger tager sig af størstedelen af den livsnødvendige udveksling mellem vores indre, og omgivelserne vi bevæger os i.

“At leve” vil jeg beskrive som kontinuerlig interaktion med alt, hvad der sker. Ja reelt set eksisterer vi overhovedet ikke uden “det”.

Når vi regner vores indre som “vores” og det “ydre, som “det, der ude”, Så bygger det på at vi er blevet fortalt, at vi er afgrænsede fra “det”.

Hvert eneste sekund vi lever, kan vi sanse, at det ikke er tilfældet!
Skift i omgivelsernes bevægelse – er også skift i vores bevægelse. Vi ER disse omgivelser, lige som de er os.

Jeg vil være omgivelser for dig, og du omgivelser for mig ! Hver eneste bevægelse jeg gør, bevæger dig, om du vil det eller ej! .. Og vice versa.

Det orale er vigtigst for at leve

Mad, luft/Ilt, vand, lyde, smag, dufte, synsindtryk – tager vi ind igennem vores ansigts åbninger. Vigtigst af dem er vores mund. Igennem den henter vi næring, væske og kan vi også trække vejret.

Den er også helt afgørende for vores evne til at kommunikere verbalt med hinanden.

I det øjeblik vi fødes, skifter forbindelsen til livet fra vores navlestreng til vores mund! Indtil da var vi 100% afhængige af vores mors mund!

Alt det, hun har spist, igennem ca. 9 måneder, er blevet til den krop, vi fødes med. Så længe vi ammes, fortsætter det en tid, og så omstilles vi til at skulle spise selv!

Det er med munden vi viser at vi er sultne. Det er også med den ,vi gør højlydt opmærksomme på os selv. Og det er indirekte igennem røven og vores køn, at vi næsten kan være sikre på at møde omsorg!

Det sker når vi skal “skiftes”.

Vi orienteres omkring det orale

Vi orienteres ganske enkelt omkring alt det, der går -ind og -ud… og -igennem.
Kontinuerligt åbner og lukker vi pulserende i mange forskellige takter, rytmer og tempi som spejle af universets bevægelse.

Du og jeg er i denne beskrivelse “gennemstrømmende bevægelse”. Når vi så alligevel intellektuelt konstruerer en ‘oplevelse’ at at være “mig”. Så tjener den til at regulere denne kontinuerlige udveksling.

Hvis alt løber lige igennem, så dør “jeg”. Noget skal filtreres og “holdes tilbage” en tid.
Holdes alt tilbage, så dør “jeg” også.

Jo lettere og uanstrengt denne udveksling kan ske, jo større trivsel.

Det vildeste i den beskrivelse er, at hele vores fordøjelsessystem, overalt på vores hud, lever billioner af levende organismer med et andet DNA end “mit”. Hvis ikke de lever “godt” – så lever jeg ikke godt.


VI bevæges i et “gensidigt livs-opretholdende fællesskab”!


Det inkluderer også alle de indtryk og forstyrrelser, jeg møder igennem mit ansigts sanser!

Og ikke at forglemme:

Alt det, “jeg” støder ud, bliver til liv for andre billioner at organismer.



Jeg virker som et økologisk system. Som noget der sker. En habitat for myriader af liv. Det er funktionelt at kalde det for “Mit liv”.
OG – Jeg ved ikke hvem- det skulle tilhøre? 😉

Holdes munden lukket, så dør jeg!

Jeg og du fungerer som et ‘net’ af interagerende symbiotisk lærende- og tilpassende-, levende- selektive systemer på mange forskellige niveauer.


Lukkes munden, eller næsen, eller alle hudens åbninger, så opløses hele denne habitat, for at blive til næring for nye.

………

Kan du også få øje på, hvad der gør, at vi mennesker er så oralt orienterede, som vi er?
Vi regulerer utroligt meget igennem munden!

Den orale elskov

Jeg har mange gange funderet over, hvor vigtig det er for mig at smage en kvinde, jeg elsker med.

Om det er ved, at vi kysser hinanden, eller jeg går på opdagelse overalt på- og i- hendes krop, med mine læber, tunge alle mit ansigts sanser?!


… Så er det som en dyb ur-drift i mig, at tage hende ind igennem min mund.

Dufte virker som signaler, der muligvis “fortæller” op et ‘godt match’, hvis vi parrer os?
Jeg er sikker på at smag også spiller en stor rolle der!

Fysiologisk er lugt og smag meget tæt forbundne. Hvad, vi opfatter som smag , er også forstyrrelser der når næsen indefra.

Det, at mødes i en så intim udveksling og dermed fælles regulering – vækker voldsom lyst i mig.

Elskovens bevægelse som ‘ind’ og ‘ud’

Har du nogen siden reflekteret over, hvordan vi forenes i elskov igennem bevægelser ‘ud og ind’?!
Disse pulserende intime møder, hvor vi synkroniserer både puls, tempi og takt, skaber fornemmelsen af at smelte sammen.



Barnet ammer sin mor i sådan en puls.
Samtaler kan finde fælles puls – eller gør det ikke. De går også ‘ind’ og ‘ud

Hvis nogen, i stedet for at møde denne puls, optages af at “stimulere” f.eks. Lingam, Yoni eller brystvorter – UDEN at lytte! Og dermed uden fornemme, hvordan der måske kan opstå en fælles, samtidig dans?
Så skaber det næsten øjeblikkelig en følelse af adskillelse! Det føles som at blive gjort til en ‘ting’.

Kroppen instrumentaliseres til at være noget, man gør noget ved, for at opnå et ønsket resultat.
Af det opstår impuls til at lukke, og flytte sig væk. Og bliver vi i det trods denne kropslige respons, så mærker vi stress og inderlig afstand.

At elske bliver at finde- og varier fælles rytme

At elske ser jeg om noget, som: At finde fælles rytme. Ikke bare i “det åbenbare” også i det subtile kropslige. Det indebærer at lytte igennem alle sanser!

For at lytte, må jeg holde op med at lave “larm”! – Dvs. møde opmærksomt.
Det første, vi ser efter, for at genkende opmærksomhed i en andet menneske, er dets ansigt: Hvordan det bevæges og bevæger sig? Om det spænder eller afspænder? Om det -ser, -stirrer, eller -ser væk?

Vi kan KUN synkronisere vores bevægelser ved at følge…

Min mund – det orale – er indgangen til livet.
Hvor livsbekræftende er det så ikke uforbeholdent at møde sådan? <3