Mennesker mødes og bliver glade for hinanden . Måske endda så glade, at der opstår afhængighed eller binding? Med den følger gerne lidelse og angst for, at “relationen”, som vi gerne kalder denne binding, “går i stykker”.

For nogen bliver dette til et ønske om IKKE at ville være afhængige af et andet eller andre mennesker. At kunne stå selv, klare sig selv og være “fri”.

For andre er det forbundet med stor angst for at kunne komme til “at stå alene” med “det hele”? Det gælder nok særligt hvis der er børn? Og udsigten til at blive ældre uden, en anden at støtte sig til, kan også vække bange anelser.

Afhængighedens hverdag

Hvornår står vi i et afhængighedsforhold til et andet menneske? ER det overhovedet muligt at leve uden at trække på andre menneskers kompetencer? Har jeg ikke brug for lægehjælp ind imellem? At nogen i vandforsyningen søger for, at der er rent vand i hanerne? At jeg kan få mig et arbejde? Sælge mine ydelser?

Er jeg ikke afhængig af omsorg, anerkendelse, opmærksomhed helt fra at jeg bliver født og op igennem opvækst, ungdom og videre i livet etc? Vi forelsker os, knytter og til mennesker – og i øvrigt også dyr. Ja måske endda til steder, hvor vi føler og trygge?

Kategoriserer eller rang-ordner vi vores relationer, alt efter hvilke bindende afhængigheder de skaber og opretholder?

I så fald: Er det så muligt at rangordne de måder , vi relaterer med hinanden på, alt efter styrken af bindingen/afhængighed de potentielt skaber – og hvordan de gør det?

Afhængighed som et vilkår

Hvornår står vi i et afhængighedsforhold til et andet menneske?

Er det måske sådan at vi helt grundliggende altid står i et afhængighedsforhold? Hvor graden, typen eller måden denne afhængighed manifesterer sig på varierer?

At vores eksistens og overlevelse imens vi er spæde og børn, er eksistentiel betinget af andres nærvær og omsorg må være klart? Som voksne trækker vi kontinuerligt på andres kunnen, ansvarlighed, blik og lydhørhed.

Kan vi overhovedet leve uafhængigt af andre?
Nej! – Vil jeg skrive.

Vi er blevet til igennem to, biologisk og kulturelt samskaber vi vores verden og liv. Det KAN godt være at du har en følelse af både at kunne- og skulle “klare dig selv”? – Og dine evner, tanker, identitet, normer, færdigheder – ja alle erkendelser opstår i mødet med andre og noget andet end “dig selv”!

Selv den mindste plante lever som udtryk for et system af vand, sol, vind, varme, jord, næring (skabt af andre), fuglene, vinden etc. Særligt forplantningen bæres om noget af andre end planten selv. Og som planter vi, og alle andre organismer.

Afhængighed er eksistens

Nagarjuna og pratītyasamutpāda – al eksistens som gensidig afhængig opståen
…..

Nagarjuna står som en af de mest betydende filosoffer og tænkere indenfor buddhismen. Hans navn betyder “den som besejrer slangen”. Slanger var på sin tid kendte som meget vise og vogtere af hemmeligheder.

I sit måske mest berømte værk: De fundamentale vers om den midterste vej” – (Mula-madhyamaka-karikas) viser han på meget elegant vis, hvordan “ingen eller intet KAN eksistere i “sig selv”. At alt, hvad der er, udelukkende fremtræder som “gensidighed” eller “gensidig opståen”.

Med andre ord: At det, som er – ER afhængighed.
Vi “findes” kun, som afhængighed.

Afhængighed er eksistentiel! Vi kan ikke afgrænses eller adskilles fra det som ellers sker.
IKKE: Som noget, der sker “omkring os”.. Nej der er intet “omkring”.

Vi ER det som sker, imens det sker, og dermed også kontinuerligt forskelligt. Vi ER bevægelse. Når vi forsøger at gøre os til “noget” eller “nogen”- altså at give os en “form”, så er det for at skabe en illusion om adskillelse, fra “alt det andet”.

(Det vestlige begreb om selvstændighed og individuation (fx i psykologien) står i direkte modsætning til Nagarjuna´s tanker.)

Denne illusion om at vi er afgrænsede, er simpelthen nødvendig for at vi overhovedet kan tildele os en identitet: Et SELV der stilles overfor et andet “selv” som f.eks. to personer eller personligheder.

Det er også denne afgrænsning der gør det muligt at tro på, at vi kan “eje noget”. F.eks. hinanden. “mine børn”, min kæreste”, min mand”, min kone, min hund..etc

Ejerskab og den narrative konstruktion af “selv”

Vi har endda fundet på at kalde “lungerne”, for “mine lunger” selvom det MÅ være indlysende at “jeg” ikke eksisterer uden “dem”. Jeg ER Lunger, hænder, ben, muskler, etc…

Selv luften omkring mig ER mig, og vandet, jeg drikker, er ca 60-70% af mig. Jeg ER al den mad jeg spiser. Jeg ER også alle de mia af levende organismer der alle har et andet DNA end “mit”, og symbiotisk sørger for at maden fordøjes til vores alles gavn, og jeg holdes sund og rask med et klart sind.

Det betyder altså, at hvis jeg udbryder:

“Jeg vil ikke være afhængig”, så vil det binde mig ind i illusionen og overbevisningen om at kunne- eller måtte- eje noget “jeg allerede er” i overbevisningen om, at det er muligt at være adskilt og afgrænset fra det!.

Jeg ser ikke, at det, jeg eventuelt længes efter, allerede er det, jeg er. Jeg ER så (også) den længsel.

At ville binde sig – og hvad det afslører?

På samme måde vil ønsket om “at binde sig til et andet menneske”, invitere ind i en overbevisning om, at vi er adskilte (ellers ville det være meningsløst at søge binding)

Og:

At denne adskillelse kan ophæves (eller i det mindste reduceres), ved at komme endnu tættere på, end vi var før! Frem for alt “tættere på vedkommende, end nogen af de andre, som potentielt også kunne komme helt tæt på!”

Jalousi hvor illusionen brister

Jalousi beror på overbevisningen om afhængighed, adskillelse og afgrænsning.

Hvis jeg oplever at et menneske synes at være så vigtig for mig, at det har eksistentiel karakter. Vel at mærke i det perspektiv, at jeg ser mig som adskilt fra vedkommende, og derfor må holde fast på vedkommende.

Altså: at min “holden-fast-på” fungerer som en eksistentiel handling! Hvis jeg holder op, så “dør” jeg eller mister kontrol og sikkerhed.

Da vil enhver trussel imod, at jeg kan miste grebet om/i vedkommende, opleves som livstruende.

I det lys vil jeg gøre alt for at opretholde sikkerheden for, at jeg SOM den vigtigste, er den der fastholder båndet.

Båndet “består” her af “et valg”. Vel at mærke ikke bare “mit valg”, men ønsket om den andens valg.

“Er jeg vigtig for dig?” Spørger han?
“Er jeg den vigtigste for dig?” Spørger hun

VI skal adskille og afgrænses fra de andre, ved at vi vælger og gør hinanden til noget helt særligt for hinanden. Vi lukker os på den måde om et “vi”, på samme måde som vi lukker os om illusionen om et “selv”.

Den andens valg, skal holde sammen på mig!

Ovenikøbet bliver dette valg som den anden skal bekræfte, også til det, som holder sammen på “mig selv”.

“Jeg havde sådan et behov for at føle mig tryg. Da da du valgte mig, som noget særligt for dig, faldt jeg til ro”

På den måde bliver parforholdet, til det mest tydelige eksempel på det som Nagarjuna peger på: Det eksisterer udelukkende som gensidig opståen eller total afhængighed.

Den betydning, som valget tillægges, bliver til det, der hele tiden truer med at opløse illusionen om afgræsningen.

Alle handlinger tolkes ind i, om de peger i retningen af, om valget stadig tæller som før? Og opstår der usikkerhed om det, så skabes angst og med den kontrol.

Parret ser ikke, at de ganske enkelt ikke kan adskilles, idet ingen af dem kan have en egen eksistens både uden den anden og alt, hvad der ellers er! 

Hvad der kan ændres, er måden, de bevæger sig med hinanden på. En måde der i det hele taget kontinuerligt forandres med alt det “andet”, som bevæger sig i verden, livet og universet.


Vi opstår som- og i- hinanden

Vi har ikke hinanden, vi opstår kontinuerligt i samtidig bevægelse med hinanden. Vi er det, som sker.

Alt det jeg peger på her, viser sig også for os, hvis nogen, vi holder meget af, dør. Med et kan de ikke bekræfte valget. Det vil forandre os. Vi ER noget helt andet der sker, i fraværet af vedkommende. Det kan føles eksistentielt skræmmende, smerteligt, og meget sorgfuldt.

Efter en skilsmisse, følger “ex´en med”- ja resten af livet. Den rene eksistens af vedkommende, måske understreget af fælles børn, bevæger os. Så meget for uafhængighed!

Lader afhængighed sig kontrollere?

Hvis afhængighed er det, som er og det, vi er?
Kan vi så skabe den eller afvikle den?

Næppe!
Den opstår “bare”…

Flugten fra den, bliver til afgrænsningen – til illusionen om Selv.

Hvis, jeg er meget optaget af et andet menneske, og i den grad føler mig lysten, glad, tryg og anerkendt i mødet med vedkommende, så er kontakten med vedkommende medskabende i det, jeg “er” – dvs. i det “der sker”, som opfattes som “mig” , både af “mig selv” og af andre.
Måden vi mødes på, bliver også medvirkende til måden, vi kontinuerligt opstår på.
Det har en eksistentiel karakter.

Forsvinder den, trues den, forandres den, så forandres “jeg”.
I det øjeblik der skabes angst for, at det sker, så er adskillelsen sket.

Det kan være svært at begribe. Og måske hjælper det at se, ved at jeg igen peger på, at forsøget på at forhindre det, eller tvinge det til at ske på en sådan måde, at det bekræfter “mig selv” som værdifuld, god nok, tilvalgt, mindst lige så meget værd som “de andre” etc… Bliver til et forsøg på – illusorisk – at fastholde det, der kun lever som spontan, gensidig bevægelse. Et forsøg på at fiksere det levende gennem afgrænsning.

Til et middel til SELV-bekræftelse, som en fortvivlet vej igennem kontrol ud af angst. En umulighed, idet angst er kontrol.

Kollaps af illusionen

Dette stræben efter kontrol og selvbekræftelse, finder jeg også i det, vi gerne kalder for “jalousi” “Misundelse”, “stræben”, “ærgerrighed” og “selvhævdelse”… Jeg kan kalde dem alle for: “At der sker “et kollaps i illusionens opretholdelse”…
En direkte konfrontation med at jeg ikke igennem hverken “mig selv” eller “de andre” kan styre, hvad og hvem jeg er, i forhold til “dem”.

Grænserne bryder sammen.

Det kan enten føre til “aha”-erkendelsen af illusionens karakter – eller til voldsom vrede, fortvivlelse og aggression. Til at åbne, anerkende og undersøge – eller lukke i krampagtig modstand.