Jævnligt bliver vi spurgt om, hvad vi mener med, at vi på Mahamudrainstitut mødes i et “praksis-fællesskab”? Hvad betyder det? …Og om hvad?

Jeg vil til at begynde med, pege på nogle af de væsentlige eksistentielle udfordringer, vi i det mindste i vesten står overfor. … Og måske er det globalt?

Igennem mange år har vi oplevet stadig større forandringer i forhold til, hvordan vi indretter vores samfund. De er traditionelt bygget op omkring “familien” som det bærende og stabile. Hvor vores fælles fortællinger, værdier og identiteter i høj grad har hvilet på den, så synes de nu at være i bevægelse.

Jeg ser, hvordan mange udfordres af at finde både mening og autenticitet.

Teknologisk set ændres måden vi kommunikerer på sig drastisk. Digital kommunikation, AI og nye måder at arbejde og “netværke” på rejser spørgsmål om vores roller, privatliv og identitet. Tidligere har vi i høj grad defineret os igennem, hvem vi kender og mødes med. Med fremkomsten af disse teknologier påvirkes måden, vi relaterer med hinanden på voldsomt. Det ændrer også på vores selvforståelse.

Oven i det fylder miljømæssig bæredygtighed mere og mere. Det leder til eksistentielle spørgsmål omkring måden, vi forbruger på, om ulighed, retfærdighed og vores fremtidsudsigter.

Ikke nok med at vi på de private linjer kan møde usikkerhed. Krige, spændinger, politisk ekstremisme og finansielle kriser, skubber til os indirekte igennem stigende priser, økonomisk usikkerhed, og hos mange en vis rådvildhed og angst.

Det hele rører ved, hvordan vi søger- og skaber- mening, sikkerhed, og lever sammen i en verden som forandrer sig hurtigt.

Længsel efter kontakt og anerkendelse

Vores længsel efter kontakt og anerkendelse, ser jeg som den helt primære drivkraft hos mennesker. Vi er sociale væsner, der søger sammen og finder styrke og mening i fællesskaber.

Den seksuelle drift er om noget også styrende for den adfærd.

Den traditionelle familie og parforholdet, kommer under pres. Det sker ikke mindst igennem forventninger til at gøre karriere og dermed også en stigende arbejdsbyrde. Det bliver sværere at balancere “arbejdsliv” og “familieliv”. Der opstår næsten en skizofren livsstil, som meget hurtigt leder til stress, konflikter, og mangel på intimitet.

Både vi og “vores tid” instrumentaliseres. Vi og den skal “bruges rigtigt”. Vi vil både “realisere os selv”, og “være noget for hinanden”. Samtidigt gøres kæreste- og parforholdet til den primære kilde til lykke og opfyldelse. Det synes at være et spagat, som ikke kan lykkes?

Som parforhold opstår og opløses, opstår komplekse familie- og samværsstrukturer. De inkluderer tidligere partnere, sammenførte børn, udvidede familiemedlemmer og med det også stigende ansvar og ofte konfliktende forventninger. Alt sammen udfordrer både voksne og børn.

Det samme parforhold ses typisk også som det sted, hvor kropslig, emotionel, fysisk intimitet og seksualitet skal leve og trives. Forventningerne til det er store, og det lægger endog mere pres på os og samlivet.

Udfordringerne står i kø

For mig at se står spørgsmål og udfordringer i kø!
… Og de fleste mennesker føler sig mere eller mindre alene med dem.

I kølvandet på at dette vokser en hær af terapeuter op. Vi skaber et behandlersamfund, hvor vi forstærkes i en selvopfattelse om, at “der måske er noget i vejen med os”, når vi ikke synes, at vi kan klare mosten.

Det bidrager på ingen måde til at leve et mere autentisk liv, når vi gør os selv, vores børn eller “samfundet” syge. Universet bevæger sig nu engang, som det gør, og kontinuerligt i forandring!.

Måske handler det mere om at finde måder, hvorpå vi kan bevæge os MED disse overordnede forandringer?

Sammen udvikle nye perspektiver og helt konkrete praktiske måder at leve og relatere med hinanden på?

Kontinuerligt at udvide mulighederne for at handle i omsorg, kærlighed, intimitet, medfølelse, integritet og ansvarlighed for hinanden?

Få øje på, at der grundliggende ikke er noget i vejen med os. Vi klynger os måske blot til nogle tankestrukturer og -vaner, som ganske enkelt ikke passer særligt godt til de forandringer, vi bevæges af?

Intimitet

I et samfund som præges af stigende overfladiskhed og professionel distance i måden, vi relaterer på, mærker vi i høj grad, at vi mangler intimitet.

Det fungerer måske som en måde at beskytte sig på, at forsøge på at holde “det hele derude”? De fleste gør det ved at spille med på en kollektiv illusion om, at vi er afgrænsede og KAN “passe på vores grænser”. Igen og igen konfronteres vi så med, at alt det derude, simpelthen erfares og erkendes “derinde”.. Altså at disse “grænser” er ikke eksisterende.

Effekten af det, er så også, at vi ender med at være som skuespillere på en scene, hvor publikum ser på fra mørket i salen. Vi spiller den rolle, vi har lært, øvet og skal levere! Så jubler vi måske imens klapsalverne lyder, og funderer først over maskespillets ensomhed, når vi bagefter alene tager sminken af foran spejlet?

Intimitet har ingen direkte forbindelse til seksualitet. Igennem seksualitet kan vi måske mødes i intimitet, og megen sex synes endda at være helt uden?

Hvad “inviterer” os til intime møder?

Intimitet blomstrer, hvor der er en kultur af åbenhed. Hvor vi føler os trygge nok til at udtrykke følelser, tanker, ønsker og frygt uden frygt for dom. Vi fornemmer det, når vi møder hinanden lyttende, i empati og med en ikke-defensiv dvs. anerkendende holdning.

Intimitet trives, hvor vi erfarer sammen. Bevæger os med hinanden og bevæges af hinanden. Det kan også være med til at skabe fælles fortællinger og “forbinde os” igennem dem.

Empati – evnen til at anerkende og genkende et menneskes følelser og emotioner, frem for alt at kunne spejle dem er vigtig for intimitet. Intimitet kræver sårbarhed. At turde vise os, som vi er. Også selv om vi ikke ved hvad- eller, hvem- vi er.. Så er det det, vi tør vise..

Kropslig nærhed igennem berøring med hudkontakt, og at “se” hinanden med alle sanser inviterer i intimitet. Hvis det vel at mærke sker på en sådan måde, at vi er frie til at bevæge os og ikke fornemmer forventning eller følelser af krav, pligt eller mål med det.

Måske overrasker det nogen, at jeg ser evnen til at bevæge sig i konflikter, som meget vigtig for at ville åbne sig for intimitet med et andet menneske? Jo tættere vi bevæger os med hinanden, jo lettere er det også at komme til “at slå sig” på hinanden. Når vi åbner os, så gør vi det i tillid til at den anden tillægger fortroligheden vigtighed og værdi. Hvis vedkommende efter en konflikt bærer nag, eller vedvarende søger afstand, vil vi være mere påpasselige med ikke at blive for tætte næste gang.

Endelig fremmes intimitet af konkret at mærke, at vi har hinandens “ryg”. At vi kan og vil være der for hinanden i såvel svære som gode tider. Det skaber en føltes af nærhed og forbundethed.

Når vi gør hinanden til et middel

Hvis jeg så skal pege på, hvad der om noget, kan forhindre eller slukke for al intimitet, så er det, når vi gør hinanden til et middel til at opnå noget med.

At blive gjort til et instrument til opfyldelsens af et andet menneskes behov, begær eller mål – er ødelæggende for selvværd, tillid, åbenhed, autenticitet, gensidighed og empati…

For mig er det meget tankevækkende i lyset af hvor mange mennesker, som opsøger en behandler og terapeut for at bruge vedkommendes hjælp!

Vores præstationskultur er om noget ødelæggende for intimitet. Den opfordrer ligefrem mennesker til “at bruge hinanden” som et middel til “at komme frem”.

Hvor findes et praksis-fællesskab for fælles undersøgelse?

Praksis-fællesskabet på Mahamudrainstitut lever som et rum for fælles undersøgelse af alle disse aspekter af at være et levende foranderligt menneske i et lige så bevægeligt samfund og univers.

Et praksis-fællesskab hvor vi sammen udvikler muligheder for at mødes autentisk, åbent og ærligt. Et sted, hvor vi kan undersøge intimitet i al sin mangfoldighed.

Vi er med andre ord et praksis-fællesskab som undersøger sammen – og ikke en event-forening eller et underholdende fællesskab.

Vi reflekterer, bevæger os fysisk med hinanden, berører, samtaler, undersøger, undres, elsker, møder, hviler, danser, mediterer, kontemplerer …

Det er på alle måder et meget bevægende rum at mødes i. Et sted, hvor vi kan genskabe kontakten til intimitet og autenticitet, hvis vi synes, at vi har tabt den af syne…

Det er også et rum, hvor vi kan dele erfaringer om andre måder at relatere og leve med hinanden på.

Hvis jeg her skal vælge 6 principper som rammesætter måden, vi mødes på i det fællesskab, så vil det blive følgende:

Nærvær og tilstedevær:

Vi undersøger det at være til stede snarere end at være optaget af historier om fortid eller fremtid.
Vi øver det ved at se alle møder som opmærksom praksis omkring “hvordan”, vi bevæger os med hinanden i integritet.

Ikke-Identifikation:

Vi undersøger, hvordan identiteter må være flygtige og ikke kan være kilde til hverken selvværd eller lidelse. Det omfatter f.eks samtaler og refleksioner om egoets natur. Til det hører at erkende, at intet kan have eksistens i sig selv. At alt virker “gensidigt-opstående”, og at intet har selvstændig, uafhængig eksistens.

Det peger også på, at jeg for at passe på mig, nødvendigvis må passe på dig! At du bevæges, som jeg bevæger mig, og jeg bevæges, som du bevæger dig. På den måde handler integritet ikke kun om “mig” men om “os”, og “det hele”.

Forandring:

Vi inviterer til, at anerkende at forandring kan ses som kontinuerlig bevægelse, skelnen og iagttagelse. Det sker vedvarende i livet. Vi undersøger, hvordan vi favner forandring, og at “den” heller ikke eksisterer som “noget”, vi kan holde fast.

Forandring peger på, at det levendes natur er at bevæges dynamisk og ikke at være statisk i en form.

At bevæge sig sammen uden at holde fast:

I et praksis-fællesskab fremmer vi samhørighed , og anerkender at vi også hver især er unikke og flydende af natur.
Vi skaber rum, hvor det er let at dele og anerkende hinandens individuelle erkendelser uden at presse på med identifikation eller etiketter.

I det opstår samhørighed, hvor relationer erstattes af at relatere anerkendende og fri af form.

En praksis-kultur:

Det vi gør, er det mulige, vi vil..

Der opstår en kultur, der ikke er optaget af præstation, ambition, fremskridt eller af at “nå noget”. Vi gør ikke noget for at opnå noget andet, end det vi gør.

Vi lærer godt igennem gentagelser, med passende variationer.

Værdi i det, vi gør sammen:

Vi ser hvert møde, interaktion og hver aktivitet – ikke som et skridt hen imod et bestemt “sted”- men som værdifuld i sig selv.

Ved at ændre ideen om at “blive” eller “opnå” til blot at “være af undersøgende natur” bliver det tydeligt, at det er måden, der iagttages på – der er forandringen selv.

På mange måder står et praksis-fællesskab som vores på skuldrene af andre.

Jeg vil nævne: Dogen (Zen), Nagerjuna (Madhyamaka-filosofien), Jiddu Krishnamurti, og de store systemiske tænkere og -praktikere … og f.eks Zhuangzi , Lao-Tzu (Tao)

Hvis du er blevet mere nysgerrig på at være med i et praksis-fællesskab som dette, så ring eller skriv til os .