Citater om at leve og elske

På denne side finder du et udvalg af korte tekster og enkle citater fra Mads Jesper Løye Hejl om at leve og elske. De udspringer af vores praksis på Mahamudrainstitut.

Lad hende omslutte – af sig selv. ❤️

Når en mand elsker med en kvinde, må han afstå fra at “penetrere hende”.At “penetrere” betyder at “trænge igennem”.
Han må lade hende åbne- og omslutte- af-sig-selv.
Det forudsætter naturligvis, at vi mødes i bevægelse og gensidig kropslig dialog. I små invitationer til hinanden, der intet forventer, intet kræver og ikke gives anden betydning, end det, der sker i øjeblikket, de opstår.
Enhver ambition om “at få hende til at åbne sig” vil skabe spænding i mødet, og stille sig imellem kontakt.

……..

Hvis, du vil se en blomst folde sig ud,
så lad den gøre det af sig selv. ❤️

……..

At vælge

Funktionen af “at skulle vælge”, er at bremse impuls og spontanitet.
Midlet bliver at skabe mindst to fortællinger, der stilles overfor hinanden som værende “mulige”.
Effekten af det er at invitere ind i illusionen om at være i kontrol.
Med den følger angst.

…….

Jeg kommer af kildevand, er smedet i ilden.. Modnes i den sorte muld og opløses i vinden.

…….

Ønsket om at forbinde

Ønsket om “at forbinde vores hjerter” vil være det, som deler, hvad der allerede er helt. Længslen efter “at forenes i Ånden”, vil være adskillelsen, der dækker for at se, at vi er en og samme ånd. Savnet efter “at finde kærligheden” eller lysten, gør det umuligt at se, at kærlighed og lyst, er det, som er.

At leve i bevidst opmærksomhed beror ikke på nogen metode eller teknik. Det sker af sig selv, når det ses, at sindet betinger ved at tænke i den, det, du og jeg. Hvad, jeg “har brug for” eller vil “bruge”, må jeg have distanceret mig fra? Jeg “bruger” ikke min hånd, jeg bevæger mig. Når det, jeg kalder for “min hånd” bevæges, bevæges ikke bare hele mig, men alt hvad der er.

Ved at fortælle mig, at “jeg skal stræbe”, plantes angst for ikke at nå. Hvor der er angst, finder kontrol sikkert fæste. Hvilket trick: Jo mere stræben – des større bliver illusionen om afstand.😳

…….

At elske og leve ❤️

Mennesker drives af sine længsler og drømme. En kontinuerlig stræben efter at blive fri for sorg og smerte. Få ser, at smerten beror på længsel – og længsel på illusionen om “tid”.

Hvor, der skabes tid, vil der være noget at “nå”. Det skal nås…inden…Tid er proces: “Herfra og dertil i den rigtige rækkefølge.”

På den måde bliver tiden til det ubarmhjertige, stramme greb, vi kalder for “Livet”: “Mit liv” og “dit liv”… …Og vi opdager ikke at elske og leve.

…….

Ikke med vilje! ❤️

Det, der betyder mest i livet, opnås ikke igennem viljens kraft.

Vil jeg se en blomst folde sig ud,
må jeg vente, til den gør det af sig selv.

Vil jeg erfare kontakt til kærlighed,
må jeg ophøre med at stræbe efter den.

Vil nogen “åbne mit hjerte”,
erfarer jeg, at jeg lukker.

Vil jeg sove, må jeg ligge søvnløs.
Lægger jeg mig hen, uden at ville,
kommer søvnen af sig selv.

Jeg kan proppe mad i min mund,
og appetit får jeg ikke med vilje.

VIL jeg føle mig tryg, må jeg døje med angst.
Tryg er den, som ikke er optaget af at være det.

Vil nogen “bringe mig i balance”,
kan jeg ikke balancere.

Opmærksom er den, som sanser og bevæges af- og i det, der er og sker –
uden at ville noget med det. ❤️

…….

Ingen kan være “sin” diagnose. 😳

Vi har blot lært at klistre etiketter på hinanden.
De fungerer som både en hjælp og forbandelse, der definerer måden, vi ser os selv og møder hinanden på.

På en af de mest klæbende af slagsen, jeg kender, står der: “Sød og dygtig”. Den hæmmer om noget spontanitet og impuls og er næsten ikke til at kradse af.

En meget vigtig og ønsket virkning af dem er at skabe distance. Ved blot at vise eller se etiketten, kan jeg legitimere, begrunde og betinge min adfærd uden at sanse det, som virkeligt er. 🤔

…….

Beslutninger træffes ikke “i kærlighed”. De bunder i frygt og konflikt.
En beslutning udtrykker et valg. Kærlighed er hinsides alle valg.

…….

Jeg er ikke i proces 😏

At gøre livet eller noget i det til en “proces” svarer til at trække vejret med en ide om at “komme igennem det”, eller forvente at hjertet snart bliver færdig med at slå. Processer skabes i en illusion om at komme fra et “sted” til et “andet”.

Kærlighed eller Lyst vil ingen steder “hen”. De vil overhovedet ikke noget med mig. Jeg kan ikke søge dem, stræbe efter dem, forlange eller forvente dem… De er det, jeg, du og alt er.

Jeg ser, hvilken enorm forskel der er imellem at mødes med et menneske, der vil opnå noget i mødet med mig – og det møde hvor opmærksomhed inviterer i kontakt.

I det første bruges jeg til nogens proces. I det andet møde opstår gensidig anerkendelse: Vi ser og ses – uden at blive set for “noget”.

…….

Hvis der er modvind, kan du vende dig om, så er der medvind ❤️

…….

Når anerkendelse søges

Når anerkendelse søges “hos den anden”, vil denne stræben være forbundet med lidelse.
I det øjeblik det ses, at anerkendelse er det, som er – i opmærksom, bevidst kontakt med det, som er, – ophører al længsel.

…….

I det, som er, er ingen begrænsninger.
Aldrig. Det, som er, er Kærlighed
og Lyst .

…….

Ingen ting

Du sidder på min læbe.
Fornemmelse af fugt,
der fordamper i vinden fra min ånde.

Jeg har dig i min hånd.
En sitren ebber ud.
Ringe fra nedslag i vand.

Mine næsebor synger sangen,
om duften
jeg kaldte for “din”.

Kan jeg genkalde
lyden af din stemme?

Jeg ser at uden forgængelighed,
vil ingen kunne elske.

Af angst for at miste
gøres “kærlighed” til ting
og et spørgsmål om at få, give og eje

…….

Det er sårbart at møde i kærlighed, hvad døden kan berøre.

Frygteligt at elske, drømme, håbe,
at være i angst for at miste.

Det er for tåber,
og det er helligt.

Helligt er det at elske.

Du lever i mig, omend de siger, at du er død.
Jeg ser dig i pausen,
hvor min ånde vender.

Jeg mindes, græder og ler.
Bevæget af din fylde.

Du er i det, som er.

Det er helligt at elske det,
som døden har berørt.

…….

Værdi er ikke det, der måles. Vi bygger ikke huse af centimeter 😉

…….

Vil ikke det at relatere nært (også) være forbundet med lidelse? Det forekommer mig at være uafvendeligt?

Livet leves igennem konflikt og i mødet med forandring. At lære nye måder at bevæge sig på, betyder at falde og at slå sig.

Hvor, det sker i sanselighed og dermed i sårbarhed, kan det ikke undgås, at vi erfarer smerte. 😏😲

…….

Jeg er ikke optaget af, om mennesker kan lide mig.

Det er ikke ligegyldigt for mig, om du bryder dig om mig eller ej. Blot lige…gyldigt.

Jeg ser, hvordan trangen til at være vellidt, sød, eller tiltrækkende, stiller sig i vejen for at sige spontant NEJ og flytte sig impulsivt. Dermed vil også det umiddelbare JA være udenfor rækkevidde. Det er to sider af samme bevægelse – dette JA og NEJ

Den, der har “noget” at sælge, vil være bundet i ønsket om accept. Den betinger både mødet og salget. Jeg har ikke noget at give eller modtage.

Vi kan mødes, og måske kan vi bevæge os sammen?

…….

Jeg ser, når jeg ikke stiller ”noget”, jeg vil se, i vejen.

…….

Manglende nærvær kan ikke erstattes ved at øge omfanget af samvær.

…….

At betinge sig af en årsag.

Hvis jeg konstruerer en maskine, er det meget vigtigt, at den fungerer “betinget”.

Den skal ikke bare gøre noget “af-sig-selv”. Alt hvad den gør, skal have en årsag. Noget skal få alle de enkelte bevægelige dele til at gøre præcis, hvad de er beregnet til at gøre og intet andet.

Med livet fungerer det anderledes. Vil vi tale om kærlighed i den forbindelse, så kan det ikke være betinget af “årsager”! Alligevel er det en fuldstændig integreret del af den almindelige måde at tænke om livet på? … Altså at se og spørge til årsager f.eks. som “Hvad er grunden til at du gjorde?”… eller “…at det skete?”.

Denne mekaniske verdensopfattelse er så dybt forankret i vores kultur, at de færreste nok overhovedet får øje på den eller kan se hvor store konsekvenser, den har på, hvordan vi møder hinanden og lever på.

…….

Feedback

“Feedback” beskriver funktionen af al bevægelse i kroppen. Uden den ville det ikke være muligt f.eks. at gribe en ske fra spisebordet. Når “Feedback” gøres til et spørgsmål om med ord at bedømme noget, eller at åbenbare sine forventninger, behov, eller gode råd for andre – f.eks. med en ambition om at andre skal “lære noget af det”, så bliver det for mig en invitation ud af bevidst kontakt og ind i betingelse.

At iagttage opmærksomt fungerer som feedback.

Et stort spørgsmål er, hvorvidt man virkelig vil se det, som er og sker lige her og nu, eller hellere vil blive i sin egen eller andres fortælling om, hvad der var eller burde være? Jeg lærer intet igennem andre menneskers bedømmelse, men ved at afprøve forskellige muligheder i en praksis og spejle mig i et andet levende væsen, jeg møder i tillid, og som jeg har lyst til at bevæge mig sammen med.

Det bliver så et meget spændende spørgsmål: Hvorledes skaber jeg tillid i mig?

…….

Klarhed

Nogle gange funderer jeg over, om en udfordring med det, jeg skriver og siger, kan ligge i, at det er transparent? Paradoksalt nok, kan det, som er gennemsigtigt, ikke ses. Hvis jeg vil invitere nogen til at få øje på det, vil jeg måske være nødt til at gøre det en smule uklart?

Dette forhold gælder måske for alt, hvad vi opfatter som “klart”? Vi ser ikke, NÅR det er det, og fornemmer, når først vi en gang har erkendt det “klare”, meget hurtigt det, som ikke er det?

…….

Det kendte?

Hvis livet udtrykkes i kontinuerlig bevægelse og forandring, så må det betyde, at jeg ingen “kender”? Det, jeg gør, vil være at lære og gentage bevægelsesmønstre i mig, som virker nyttige og skaber illusioner om forudsigelighed.

Det “kendte” bliver mønstrene i mig.

…….

Lad ikke erfaringerne om det, der var, dække for at se det, som er og er muligt! ❤️

…….

Når nogen vil “finde sig selv”, hvem er det så, der leder?

…….

Jeg synes ikke, at det er interessant at “give” noget til nogen og dermed forvente, at de “modtager”.

Jeg finder det derimod meget meningsfuldt at skabe sammen med nogen…Dette gælder uanset, om det handler om seminarer, workshops, samtaler eller f.eks møder i en Tantramassage.

Den, der “giver”, vil typisk åbne, og for at “modtage” må man lukke. Tænk bare på hånden, der giver, og hånden eller munden, der tager imod! Hvor, vi derimod skaber sammen, må vi bevæge os med hinanden. Det indebærer, at vi begge åbner og lukker, spænder og afspænder. Er det ikke er sådan, at bevægelse sker? ❤️

…….

At bevæges

Når jeg standser foran et maleri eller en skulptur, så er det ikke malingen, lærredet, farverne eller materialet der er brugt, som inviterer mig. Det er noget andet…

Fordyber jeg mig i en tekst eller en bog, er det ikke indbindingen, opsætningen, ordene, eller det hvide papir, der vækker interesse. Det er noget andet…

Lytter jeg til musik, om det er af Camille Saint-Saëns eller Lana del Ray, er det ikke tonerne, rytmen eller pausen, jeg hører. Det er noget andet…

Jeg bevæges.

Jeg sanser kunstnerens bevægelse i mig. Jeg opløses i bevidsthed om den kropslige og emotionelle forbindelse igennem dette udtryk af kreativitet – eller lyst.

Elsker vi naturligt, afspændte og bevægelige i opmærksom kontakt med det, som er og sker. Uden “teknik og greb” eller en ide om og ambitiøs stræben efter det, som burde være eller skal komme.

Så vil det samme ske. ❤️

…….

Sanser, at der sanses…

Jeg møder dig, hvor jeg sanser dig i mig.

Ikke som min fortælling om dig, mig eller os.
Om det jeg gerne vil have, at du skal være for mig.

Ej heller i historien om den, jeg vil være eller det,
jeg skal gøre for dig – og du for mig.

Jeg møder mig, når jeg sanser mig, i mødet med dig.
Hvor vi væves sammen i bevægelse.

Vi åbner og lukker
i takt, tempo og rytme.

Fra det kraftfulde til det uendeligt blide;
det hårde og det bløde;
Det langsomme og hurtige,
i roen og pausen.

Ja pausen,
hvor intet gøres,
og alt opstår.

Jeg dufter og smager dig.
Optager dig i min krop.
Forsvinder i din.

Hører dit åndedræt
og mærker dine lyde
i mit bryst.

Sanser det varme og kølige;
det fugtige, våde og tørre.

Jeg ser.

Ser, at der ses, som i et lydefrit spejl.
Sanser, at der sanses.

Der er intet imellem.

Hvor der var to –
nogen eller noget
er der nu ingen og intet tilbage.

…….