Hvad er det, som får os til at søge fællesskaber?
En kæreste, et venskab, eller et parforhold eller bare et møde? Er det tryghed vi søger?

Jeg tænker, at det helt basalt set drives af længsel efter at føle os trygge!?

Tryghed i et parforhold?

Nogle gange kan jeg virkelig undre mig, når jeg ser mænd og kvinder blive i parforhold, på trods af, at de tydeligvis ikke føler sig tilpasse i dem. Når jeg spørger ind til det, så handler det meget ofte om tryghed. Forstået på den måde, at det at opretholde relationen, synes at garantere en materiel sikkerhed og ramme for en familie, eller bare for sig selv.

Måske føler vedkommende sig for gammel og ikke attraktiv nok til “at finde en anden”? Med alderen kommer også måske angst for at kunne opretholde en finansiel tryghed?

Det behøver endda ikke handle om at ville ud af et “forhold”, men f.eks. bare at have impuls til knytte nye kontakter til spændende mennesker. Selv i de situationer kan angsten for, at det kan få konsekvenser for trygheden i parforholdet, slukke lysten.

HVOR mange kvinder har jeg ikke mødt, som igennem år gik i seng med deres partner, på trods af at det virkelig ikke var særligt lystent og rart – bare for at opretholde trygheden!

Jeg møder også kvinder, der går ind i forhold, hvor de egentlig ikke føler sig seksuelt tiltrukket af den nye partner, og vedkommende tilbyder tryghed – og så…

tryghed og integritet

Alt det gør det meget interessant for mig, at se på hvordan tryghed og følelsen af integritet – “det at kunne passe på sig selv og hinanden” hænger sammen?

Jeg peger igen og igen på at integritet ikke alene handler om at passe på mig selv, men også omfatter det, der er omkring mig. Du og jeg eksisterer ikke et et tomrum. Vi skabes og lever igennem de omgivelser, vi bevæger os i. At det “omkring os” er sundt for os, betyder lige så meget, som at vi “selv er sunde”. Der findes f.eks. ingen “sunde lunger” i “forurenet luft”.



Den erkendelse er Nagajuna om nogen fortaler for. Det er også kernen i forståelsen af den systemiske teori og tankegang: Vi eksisterer ikke uafhængigt af vores kontinuerligt skiftende omgivelser. Vi “skabes” kontinuerligt i interaktionen med “det hele”.

En mor bliver i forholdet, hvis hun ser det som trygt for sine børn, uanset at hun selv må give afkald på meget. Selv det at udholde dårlig sex igennem mange år, kan være forankret i, at hun drager omsorg for den mand, som tilfredsstiller sig i hende. På den måde kan han måske føle sig set og tryg – og går ikke andre steder hen?

Tryghed på et tantra-kursus?

Hvordan ser det så ud med det enkelte møde, vi indgår i med et eller flere andre mennesker? Spiller integritet og tryghed også sammen her?

Hvis mennesker f.eks. mødes til et kursus om “Tantra”?
Det kan i udgangspunktet føles utrygt at gå ind i et rum. Kan jeg være helt sikker på, hvad der venter der? Kan jeg nu passe på mig i møder, hvor jeg forventes og forventer at berøre og berøres af mennesker? Nogen jeg ikke kender?

Hvordan kan jeg føle mig tryg?

Jeg ser som leder af sådanne rum ofte at en kvinde eller en mand nærmest i refleks søger hen til den person, som udstråler “her er det trygt at være”. Nogle gange er lige netop den, som udvælges, ikke i mine øjne nødvendigvis er det mest trygge sted at begynde!

Hvordan ser og opdager vi, at det er trygt at gå i møde med et menneske, inden mødet er blevet intimt? DET spørgsmål finder jeg meget spændende!

Følger vi et tillært mønster?
Går vi derhen, hvor vi føler os set?

Og i givet fald:

Kan vi så skelne imellem:

om vi ses i nogens forventning om, hvad vi er “til” – eller hvad de gerne vil gøre med os? Altså i det bedømmende blik?

Eller, om vi ses af et menneske, der i sig genkender, anerkender og med-føler, at det vi møder, kan føles uoverskueligt og utrygt?

Vil den sidste måske selv føle sig utryg i rummet? Således at vi i den øjeblikkelige følelse af usikkerhed mødes med en, der spejler emotionerne i os?

Hvordan bliver et møde trygt?

Hvis jeg skal beskrive, hvordan jeg iagttager om et møde føles trygt, så handler det om klarhed, tydelighed og inferens.

Ordet “Inferens” peger på vores evne til såvel kropsligt, sanset, fornemmet og intellektuelt at kunne aflæse: “Hvad der sandsynligvis sker om et øjeblik”?
At det er muligt for mig at aflæse det, som sker på en sådan måde, at de overraskelser jeg møder, ikke er for pludselige, voldsomt overraskende og måske angstskabende?

Det at lære noget hænger uløseligt sammen med inferens: At kunne forudsige hvor en kombination af bestemte bevægelser fører os hen? Hvad der sker og hvordan, når jeg gør XY?

Når vi møder mennesker og dyr, vi ikke kender, så er det det, vi tester! Spejler de os i det, vi gør? Reagerer de i resonans – samtidig fælles interaktion?

Hvis de ikke gør det, så bliver vi forsigtige.

Vi kan IKKE spejle et andet levende væsen, hvis det vi er optaget af er, hvad vi gerne vil have? Eller at gøre noget rigtigt! Vi kan heller ikke spejle noget, vi ikke er opmærksomme på.

At bevæge sig opmærksomt er IKKE at være fokuseret!
Dyr fokuserer på det, de vil æde!

Møder jeg dig opmærksomt, har jeg øje for det hele. Også for alt det som er “omkring dig”, og jeg bevæger mig opmærksomt inkluderende med det hele.

Et fokuseret menneske vil have mig for sig selv! Der bliver alt det andet, som kan stå i vejen for at det lykkes, til ubehagelige forstyrrelser, der skal blændes ud eller fjernes.

…..

Er det ikke spændende at undersøge?
Bare det at SE hvordan vi gør, når vi gør… Forandrer alt!
Et spørgsmål kan være, om vi tør se?

Tør du?