Findes der, hvad vi kunne kalde for “arketypisk kærlighed”?

En regel siger: “Du skal gøre det på denne her måde!”. Et princip, eller det, jeg kalder dig for en “grundantagelse”, siger: “Det her virker, og det har muligvis virket igennem alle tider?”.

Forskellen på de to er stor. Jeg vil kalde den afgørende. Det gælder for al læring og for alt håndværk.

Den angste og uerfarne følger regler. Den oprørske bryder dem. Kunstneren mestrer kompetent sine bevægelser i den kontinuerlige undersøgelse af, “hvad der virker, hvordan?”

Jeg har igennem mange år inviteret til at undersøge kunsten at elske. Ikke som et filosofisk projekt, men konkret i krop, praksis og handlen.

Jeg har spurgt mig selv om, hvorvidt kærlighed og det at elske kan opfattes som en universal menneskelig erkendelse?

Jeg kunne fristes til at udvide kredsen til at omfatte alle levende organismer, og lad mig bare begrænse det til os.

Findes der arketypisk kærlighed og elskov?

Begrebet “arketype” har rødder i psykologi, mytologi og filosofi. Det anvendes, når vi vil beskrive universelle mønstre og adfærd i den menneskelige psyke og måde at bevæge sig på.

Når, vi beskriver arketyper, så peger vi på noget fundamentalt. Temaer og erfaringer der går på tværs af kultur og historiske grænser. Det omfatter også, hvordan de manifesterer sig i vores drømme, i kunst, litteratur, religioner og mytologi.

At tale om noget som arketypisk, betyder at se på noget, som måske er fælles? Noget der hører til det at være menneske.

Hvis jeg vil undersøge det arketypiske, betyder det, at jeg må gå på opdagelse i en verden, jeg ikke kender. … Og når det er sagt, så er det at elske og at mødes i kærlighed nok ikke en hemmelighed, jeg/vi først må afdække?

Erfarer vi det ikke alle mere eller mindre, imens vi lever?

I hvert fald sådan at forstå, at hvis jeg spørger nogen, om de nogensinde har elsket? Så vil langt de fleste sige ja, og trække på nogle erfaringer, de har lært: “Det må have været “det at elske?””

Kærlighed har om noget optaget os

Kærlighed og elskov har om noget igennem tusinder af år været et tema, der har optaget forfattere, fortællere og kunstnere. Komedier og tragedier, historier om magt og afmagt, om jalousi, lyst og glæde, intriger, bagtalelse, snyd og bedrag har tryllebundet lyttere og læsere.

Det, som gjorde mennesker tavse omkring bålet, imens fortælleren fortalte, er det samme arketypiske, som får os til at sidde i mørket i biografen og opmærksomt følge med i, hvad der sker i filmen på lærredet.

Disse fortællinger har også haft et kulturskabende sigte. Ordet “samfund” – ligesom ordet “kommunikation”- peger på at gøre noget sammen – gøre noget fælles.

Der er for mig ingen tvivl om at kærlighed og elskov, ændrede betydning før- end efter- landbrugets indførelse og med det de patriarkalske religioner.

Fra det øjeblik, hvor kvinden blev set som mandens ejendom, blev fortællingerne om kærlighed brugt til at binde i krav og forventninger, frem for at pege på at vi ER den samme fælles natur.

Og selv efter dette skifte skinnede det igennem de fortællinger, som blev fortalt om kærligheden, at den peger på det, som ikke kan bindes.

Arketypisk kærlighed må være hinsides kontrol?

Hvad, vi beskriver som “kærlighed”, kan ikke tøjles men lever frit. Kærlighed og det at elske må være hinsides kontrol og dermed også angst?

I de klassiske tantras, ses alt, hvad der er, som skabt af det kvindelige. Manden kan takke hende for sit liv.

Med de store religioner blev kvinden gjort til en ting en mand kunne erhverve sig mod at betale for hende. Se lige det vanvittige i at ville eje sin skaber!

“Hun er min”.. Sagde han
“Jeg er din” .. Lærte hun at sige.
…Og vice versa.

Med det fulgte begæret.
Vi begærer ikke det, som ER, men det vi IKKE HAR og mener, at vi kan få.
Hvad der er, ER – det kan ingen miste. Hvad vi har, må vi frygte for at tabe.

Kærlighed som kunst

Arketyperne går udover kultur. De er hinsides regler. Det gælder om noget også for arketypisk kærlighed og det at elske. Der findes ingen recepter, ingen formler. Det nærmeste, vi kommer, er måske at se det som kunst. Kunst vil- og søger intet. “Den” opstår imellem.

Kunstens udtryk er AT iagttage, og iagttagelse betyder at bevæge og bevæges.
Al forandring sker som iagttagelse og igennem iagttagelse.

Hvis vi vil undersøge kunsten at elske, så er det kun muligt ved at elske.
Ikke elske “EN” eller “FLERE” – Skulle kærlighed kunne betinges af en eller “mere”? – … Men bare “elske”…

Kærlighed og det at elske, må vi se som en praksis.
Med ordet “Praksis” mener jeg: Vedholdende at undersøge hvordan?

Elsk! og du vil se, at du er elsket <3