Hvad vil det sige “at huske”? Når noget opleves som traumatisk, handler det så om, hvordan det huskes? Evnen til at huske og at lære, er uløselig knyttet til evnen til at glemme.

Hvis, jeg skal beskrive med et enkelt ord, hvad der først og fremmest karakteriserer livet og det levende? Så bliver det med: “Forgængelighed”.

At huske og lære

Kan du huske hvad du spiste forgårs aften?
 Hvordan blev du emotionelt berørt i forrige uge?
Hvad betroede din veninde dig, sidst i talte sammen?

Ved at læse de spørgsmål, er du nødt til at konstruere nogle svar lige her og nu. Det, du sansede og måden, du blev bevæget på, er forlængst forsvundet igen.

Det svarer til at skulle erindre et vindpust, eller følelsen af den regndråbe på din kind, som fik dig til at tænke- eller sige: “Det regner”

Mest tydeligt bliver det på de sociale medier. Det er utroligt tillokkende at klikke på små film og læse opslag, som pirrer noget i os. Det er glemt igen med det næste klik..

På trods af denne forgængelighed og uanset, om vi husker det eller ej, så har vi lært af det. Vi aner bare ikke, HVAD vi har lært?

“Noget” sidder i kroppen. Et bevægelsesmønster der vedligeholdes igennem automatiseret adfærd drevet af belønning.

En meget væsentlig del af det “at lære” er at glemme.

“Derude” og “derinde”

En levende organisme kan opfatte forstyrrelser og skabe forskelle. Den bevæges og forstyrres spontant af alt. En brøkdel af forskelle er det, som – igennem specialiserede sanser – giver den sin egenart. 

Forskellige organismer skelner forskelligt i den “samme natur”. Ingen af dem kan reelt set tillægges egen eksistens. De er alle forskellige udtryk af det samme univers.

Alle disse forskelle skabes ved, at vi enten bevæger os eller bevæges.

På den måde skaber vi også en følelse af, at der er noget “derinde” og “derude”:

Rører jeg med min hånd på bordet, jeg sidder ved, vil jeg umiddelbart sige, at det er “udenfor mig”.
Den eneste måde jeg kan opfatte det på, er ved at sanse “det” i mig. Altså at opfatte bordet som noget i mig.



Bordet sanses imidlertid anderledes, end hvis jeg synker en bid af et æble, eller får ondt i maven”. 
Det opfatter jeg som noget, der sker “indeni mig”

Det gælder uanset, om jeg skaber forestillinger om bordet, æblet, maven eller fysisk sanser det.
 Alle forestillinger, intellektet kan danne, har et anker i, hvordan jeg sanser og omvendt.

I mødet med bordet, opstår erkendelsen af både bordet og mig. Bordet bliver for mig, som jeg kan sanse “det” .. uanset om jeg kalder det for et “bord” eller ej.

For at huske, må jeg glemme det meste

Prøv at forstille dig, at du aktivt skulle forholde mig til alle mulige forskelle! – De er principielt uendeligt mange. I så fald så ville jeg blive overvældet af data.

Min krop er som enhver anden levende organisme nødt til at udelukke og glemme langt, langt hovedparten at de forstyrrelser, der finder sted – uanset om de opdeles i noget derinde eller derude.

At lære bliver på den måde afhængig af at glemme på en god måde? At lære handler altså også om forgængelighed.

Hvis jeg nu skriver:

At vi lærer ved at huske det, som er væsentligt, og glemme det, som ikke er det?

Så vil det med det samme aflede spørgsmålet:

Hvad afgør- og hvordan afgør det – hvad der er væsentligt ikke at glemme?



Her kommer den essentielle impuls i alt levende ind: Det, at vi så vidt det overhovedet er muligt, vil “holde os selv i live”. I evolutionært perspektiv omfatter de også de gener, vi har – og potentielt kan levere videre til vores afkom. 

“At holde os i live” er en til en forbundet med seksualdriften. Vi elsker for at holde os i live i evolutionært perspektiv. 


Tænk bare på et frugttræ! Efter en sommer med tørke, sætter det gerne voldsomt mange flere blomster året efter. Det gør det evolutionært for at imødekomme, at det kan risikere at dø af mangel på vand den følgende sommer.

Et at huske: Alt det vi ikke glemmer?

Det, vi ikke glemmer, kalder vi for “at vi husker”. Hvad husker vi lettest?


Vi husker det, som direkte påvirker vores personlige velbefindende?!
Det, som vores socialisering og kultur anser for for at være vigtigt, at vi kan huske.

Noget, som bevæger os emotionelt, husker vi bedst. Det kaldes for “Emotionel forstærkning”.

Især, når det har haft direkte forbindelse til vores oplevelse af integritet i en bredere forstand end bare “at holde os i live”: Værdighed, respekt, smerte, sygdom, fare, basale fysiske behov, og relationer som er/var vigtige for os.

Vi husker også de strategier, der har vist sig at være gode i forhold til at skaffe mad, penge, ly, sociale kontakter og nogen at parre os med.

Helt fundamentalt er vi sociale væsener: Alt, hvad der virker i forhold til at knytte- og vedligeholde- sociale kontakter til mennesker og dyr, husker vi godt!

Basis for det sidste er det, vi oplever allerede kort tid efter vores fødsel.
De første år lærer vi voldsomt hurtigt, og vi glemmer ikke ret meget af det.

At huske – betyder at kunne reproducere?

Hvad vil det sige: “At huske”?

At reproducere bevægelse i krop og intellekt med mindst mulig anstrengelse.

Hukommelse skabes kommunikativt.

Vi husker “godt”, når vi meget hurtigt er i stand til at lade os forstyrre af bevægelser i vores omgivelser og møde dem med en variation af nyttige “svar”. 

Svar, der skal forstås som “forskellige måder at iagttage” på.
At iagttage betyder “at bevæge” og “lade sig bevæge”


At huske bliver således til:

Hvordan vi spontant igennem vores bevægelse (kropsligt/emotionelt/intellektuelt) kan påvirke forstyrrelsers karakter og udfald?


Fra vi er spæde, afprøver vi spontant en strøm af forskellige muligheder, og lærer, hvilke der virker godt og hvilke, der ikke gør det.

En meget væsentlig del af den vurdering beror på smertesansen.
Lige så vigtig er oplevelsen af at blive set og anerkendt præcis som vi er, og gør.

Lade sig forstyrre uden anstrengelse

I denne læring bliver det: “At kunne lade sig forstyrre uden anstrengelse” helt centralt.

En krop og et sind som “spænder” er meget lidt bevægeligt.
Tvinges det til at bevæge sig, vil det mærke smerte.

En helt slap og passiv krop forstyrres overhovedet ikke. I sin ultimative version er den død (før dødsstivheden sætter ind).

En afspændt levende krop og vil bevæges over “midten”. Vi lærer bedst, når vi kan spænde og afspænde hinsides anstrengelse, på en sådan måde, at evnen til at undersøge og iagttage det, vi møder, kontinuerligt øges.

Jeg kan beskrive det som: 



At møde bevægelse, sådan at den samtidige gensidige interaktion, bliver uanstrengt.

En god metafor for det er: At “spejle” bevægelse igennem bevægelse. At kunne veksle imellem at gøre noget relativt stabilt, og opløse det igen til noget relativt flydende .

Jeg bevæger dig/det – du/det bevæger mig.

At lære som en egenskab ved det kvindelige?

Når jeg skriver det, ser jeg at det kan pege på en evne, vil gerne tillægger “det kvindelige”. Hun tager receptivt ind i parringen, og i- og af- hende skabes og fødes et udtryk!


Hvis, jeg vil være i stand til at tage ind, må jeg kunne åbne og lukke aktivt og afspændt.

Det siger sig selv, at det især kan vanskeliggøres af angst! Angst skaber impulsivt spænding.

Det rejser så spørgsmålet:

Hvordan kan vi, hvis vi en gang har lært at skabe angst og spænde op, lære at spænde af?

Det kan vi som alt andet læring:

Ved at erfare kropsligt-intellektuelt konkret, at måden, vi bevæger os på, ER måden, vi iagttager noget på!

f.eks i et trygt rum øve og erfare, hvordan alt i et møde ændrer sig, når blot den “ene” bevæger sig afspændt i det.

Evnen til at “bevæge spænding” – spænde og afspænde – åbne og lukke – i en stadig større variation og med stadig mindre anstrengelse skaber emotionelle erfaringer, der huskes.

Hvis du vil være med til bl.a at undersøge dette, så er vores praksis-fællesskab måske noget for dig?