At leve i frihed

At leve i frihed

At leve i frihed – Vil du?

Igennem min færden blandt mange mennesker i vidt forskellige sammenhænge, med tusindvis af samtaler og utallige møder, er det blevet mig klart at mange mennesker overhovedet ikke ønsker at være frie.

“Kan de ikke blot fortælle mig, hvordan de vil have det, så skal jeg nok udføre det!” Lyder det med mindre variationer.

Når jeg lader nogen fortælle mig, hvordan en opgave skal løses, og jeg beslutter mig for at følge anvisningen, så betyder det, at jeg ikke længere kan tage ansvar for hverken resultat eller følger af at gøre, som der bliver sagt. Den der giver anvisningen, må være den der har ansvaret i den konkrete situation? Jeg handler “under pligt”.

Med friheden følger at tage ansvar for egne handlinger.

Sådan fungerer enhver fordring igennem norm, regel og moral. Sådan virker det, som vi kalder for “vores værdier”, i det øjeblik vi gør dem “sande” – dvs. til noget som der skal og kan leves op til, forsvinder ansvaret.

Skal vi elske her eller gå hjem til mig?

Jeg møder f.eks.  en værdi, som handler om “at være åben og ærlig”. Når jeg spørger, om det er en værdi, der skal følges, er svaret som regel bekræftende.

Sjovt nok vækker det så stor undren og forfærdelse, når jeg næste morgen ved synet af hende, der sidder i receptionen, udbryder: “Hold da op hvor jeg synes, at du ser dejlig ud… skal vi gå hjem og elske, eller gøre det her?” … eller alternativt spørger lederen om: “hun virkelig synes, at den kjole hun har på er klædelig, med de ekstra kilo hun har på sidebenene?”

Hvis værdien tages bogstaveligt – dvs. gives sandhedsværdi – fører den vel til det, som jeg vil kalde for at handle socialt inkompetent? I bedste fald dumt og i værste fald temmeligt grusomt og uden indlevelse.

Automatiseret igennem intellektet

Mit intellekt fungerer på samme måde. Det er siden den tidlige barndom blevet stopfodret med normer og regler. Mine omgivelser – forældre, skole, samfund etc – har ihærdigt forsøgt at få mig til at give disse regler sandhedsværdi i stedet for blot at se dem som nogle praktiske muligheder der KAN gøre samlivet lettere? Jeg blev forsøgt “automatiseret” på en måde, så min adfærd var i overensstemmelse med det ønskede.

Reduceret til min adfærd

Det som blev set, forventet og belønnet, var en korrekt adfærd, og sådan møder mennesker vel hinanden overalt? De reducerer hinanden til et intellekt, der skal fungere på en måde, som fører til den “rigtige” dvs. normgivne adfærd?

Der dukker hele tiden nye “værdier” op i vores samfund. Lige for tiden, handler de paradoksalt nok om – på samme tid – at skulle “leve i nuet” og at være “effektiv og nå sine mål og drømme”. Helt grotesk bliver det, når jeg hører en sige: “At sine mål er at komme til at leve helt i nuet”.

Jeg KAN ikke fordi…

Jeg hører jævnligt i mine samtaler med mennesker udtrykket: “Jeg KAN ikke …..gå på arbejde, acceptere et eller andet, etc”. Den måde at formulere sig på, følges op med en “årsag”: “Jeg har været stresset i så lang tid nu, at jeg ikke længere kan….”. “Jeg er blevet for gammel til at kunne ….”. eller “Når min krop ikke længere er så pæn, så kan jeg ikke vise mig sådan…”. “I min alder kan man ikke….”

I det øjeblik, jeg beder vedkommende om at skifte ordet “kan” ud med “vil”, åbnes der en dør ind til friheden, og samtidig åbenbares ansvaret.

Begrunde i det “ydre”

Hver gang jeg vil søge en “årsag” eller en “begrundelse” i noget ydre, inviterer jeg mig ind i afhængighed og skiller mig selv fra både ansvar og frihed.

“Jeg troede vi havde en aftale…. og så går du alligevel du i seng med hende”? “Kan jeg nu stole på dig igen?” …. VIL du stole på nogen? Hvad er det, som du stoler på? Din egen historie om “den anden”? Din egen bedømmelse?

“Ja men hvis ikke jeg kan stole på vores aftaler …kan jeg ikke leve sammen med dig!” … KAN eller VIL? Og er aftaler et spørgsmål om at tage hinandens frihed og lægge os under gensidig pligt? Altså invitere os til at slippe ansvaret og friheden til gengæld for noget, der kunne lyde som: “Vi er sammen, fordi vi har lovet hinanden at vi er sammen, og det er vi nødt til at holde os til!”?
Jeg er sammen med nogen, når jeg VIL. I frihed. Der ser jeg muligheden for at mødet finder sted i kontakt til kærlighed.

“Jeg kan ikke tænde på en, som jeg ikke har “kemi” med”. VIL du tænde på en, som du ikke mærker kemi med? Vil du i det hele taget gøre din “tændthed” afhængig af en anden? Og hvilket tab af frihed må det ikke være?

Intellektet som herren i huset

Når mit intellekt er blevet til herren i huset, og adfærden følger dennes bud, forsvinder både ansvarlighed og frihed. Det sker samtidigt.

Intellektet fungerer igennem beskrivelse: Ord, ord og atter ord, der samles til historier, tanker, følelser, betydninger, forklaringer, årsager og hensigter. Ord som jeg kan vælge at gøre “sande” eller blot betragte som netop “ord”. Det fungerer ikke anderledes end enhver anden magthaver. At se og forstå dette, sker ikke igennem det intellekt, som kontinuerligt skaber sig selv.

Intellektet ser og sanser intet. Mit intellekt giver BETYDNING til det, der sanses: “Hun kysser mig nu! .. Det må betyde….?”.
Intellektet er oplært til at styre adfærden og forhindre det impulsive og umiddelbare. Det allervigtigste virkemiddel i det spil, er ideen om, at der findes “nogen” at styre: Et JEG. Vel at mærke et “JEG” som også kan gøres til genstand for en ambition.

Gøre hvad jeg har lyst til?

At leve i frihed handler således IKKE om at: “Jeg kan gøre hvad jeg har lyst til”. Hvor denne frihed råder, ER der nemlig INTET JEG!

Manden som længere oppe i teksten her siger: “Jeg har målet og ambitionen om at blive bedre til at leve i “nuet”” … Ser ikke at identifikationen med denne sætning, i sig selv umuliggør dens indhold. I det, som der peges på med “nuet”, KAN der vel intet “jeg” være, der skal “nogen steder hen”?
Han lever allerede i dette “nu” …(som alle andre mennesker gør det – hvad skulle de ellers?) Måske handler det blot om at “få øje på det” igennem alle de historier, som intellektet fylder sig selv med ? Og også DET kan gøres til genstand til en ambition: “Jeg vil blive bedre til at få øje på, at jeg lever i nuet…”

Det svarer til at sige: “Jeg arbejder på at slippe mit begær!” …. Sikke et begær der må ligge bag den sætning? Begæret efter at komme et andet sted hen… oven i købet igennem arbejde og kontrol? Lad mig bare kalde det “begæret efter spirituel vækst”, for at sammenligne med politikernes sprog.

At leve i frihed

… At leve i frihed og dermed ansvarligt, bliver til et liv, hvor intellektet ikke længere er herren i huset, og som alt andet blot har en nyttig funktion… Som f.eks. et hjælpe med at denne historie kommer ned på skærmen. Hvis der altså kan være “nytte” i det 😉  ?