At være attraktiv føles meget anstrengende

“Det er så anstrengende at skulle være attraktiv og smuk!”

“Det ved jeg ikke helt, om jeg forstår, det du siger der. Jeg finder dig meget attraktiv!”

Ja og det er også dejligt, at du siger det, og det ændrer ikke på, hvor stressende det føles for mig hele tiden at skulle tænke på, om jeg nu også er det?”


“I det sekund jeg sagde det, slog det mig netop: På den måde giver jeg jo udtryk for at jeg med den beskrivelse ser dig i et attraktivt/ ikke-attraktivt lys!

Et spørgsmål kan så være, hvad jeg og du hver især forstår ved at være attraktiv?”


“Det betyder at være tiltrækkende. Jeg lader mig på den måde måle af, hvad andre mon finder smukt, lækkert eller … ja rart at se på? Jeg vil næsten gå så vidt, som at jeg vurderer min seksuelle udstråling på hvordan jeg tror at, mænd jeg selv godt kan lide, synes om mig? Om de ser på mig og søger kontakt?”


“Skal en for dig attraktiv mand se godt ud?
Jeg mener: Hvilken målestok måler du dem med?”

“Hmm jeg tiltrækkes af, hvordan han samtaler. Om han er opmærksom, lyttende, er tilstede, er reflekteret, venlig og smilende. Det er noget med, at en for mig attraktiv mand udstråler kraft og klarhed! Står i sig selv uden at gemme sig og samtidig naturligvis ikke er brovtende eller selviscenesættende. Det sidste er virkelig turn off. .. Næsten ligeså meget som hvis han er sentimental “hunde-øjne-agtig”, klæbende og måske forventer noget af mig?”


“Jeg hører ikke i det du siger, at han skal være smuk for at være attraktiv? Som du begyndte vores samtale med at nævne at DU skal være?”


“Jamen DET gør ham smuk for mig…”


Der opstod en pause i vores snak. Jeg var den som brød den.

“Jeg har det sådan, om det er mænd eller kvinder jeg mødes med, at jeg fornemmer, om de er opmærksomme på sig selv: Om de drager omsorg for både deres krop og sind? 

Det har nok noget at gøre med, at jeg intuitivt fornemmer, at den opmærksomhed og respekt de viser sig selv, spejler den opmærksomhed og respekt de overhovedet er i stand til at møde andre mennesker med?

Hvis jeg møder dig, så er alt det, jeg sanser ved dig, noget som sker inde i mig. Jeg sanser dig så at sige MED alt i mig. Og kan på den måde kun sanse dig så opmærksomt og omsorgsfuldt, som jeg formår at sanse mig!?
Sagt på en anden måde: Jeg kan kun møde dig, som jeg møder mig selv. Du blivet i mødet til “min verden” lige nu… Og hvad er JEG, andet end “min verden” – altså min oplevede, perciperede verden i dette sekund?

Møder jeg en kvinde eller en mand, så sanser jeg intuitivt og spontant, om jeg har lyst til at “være” med vedkommende i mig (- min verden)? 

Med det mener jeg: Om det føles let at passe på mig, og være mig i kontakt med vedkommende? …Eller: Om jeg skal anstrenge mig for at bevæge mig i integritet i alle sine vide aspekter, når jeg er sammen med ham/hende?

Kan du følge det?”
….

“Ja, hvis jeg føler, at jeg skal anstrenge mig for at værke smuk og attraktiv, når jeg er sammen med en mand, så føler jeg decideret stress. Og alligevel gør jeg det åbenbart igen og igen?

….
“Måske er det noget du har lært og øvet utallige gange?”

….
JA det er DET! … Hold nu op, hvor har jeg ofte fået af vide, at jeg skal være-, eller er- “sød og køn” siden, jeg var en helt lille pige. At jeg bliver set, når andre finder mig “sød”.. Hvem vil ikke gerne ses?

….
Det at blive set, er måske den mest basale impuls i alt levende: At blive set af de vi ønsker fællesskab med, hvor vi kan være trygge. Og IKKE blive set af de, som kan gøre det svært for os at passe på os selv. Basalt set de, som vil æde os… set fra et naturperspektiv.
….

“Du mener med andre ord, at jeg har lært at føle mig set, netop af mennesker som betingede mig af at jeg var smuk og sød? Altså at det at blive set samtidig var forbundet med stress?”
….

“Netop!”

“Du har muligvis lært at søge kontakt igennem noget, som føles ubehageligt, og samtidig nødvendigt..”

Hvordan er det, når du er alene?”
….

“Når jeg er alene, kan jeg se ud, som jeg vil. Det er befriende.. !”

Vil du gerne være alene?

Jo og nej.. Ikke hele tiden. Jeg kan jo lide mennesker. At danse, snakke, le, være sammen..
….

“..Og med det følger så stressen over at skulle være attraktiv og tiltrækkende?”

“Ja!
Og jeg synes heller ikke at det er ligegyldigt, hvordan jeg “behandler” min krop. Heller ikke når jeg er alene!”
….

“Jeg tænker at det er naturligt for alle levende væsener at være attraktiv. Det kan vi lige så godt anerkende. Det rummer så mange forskellige aspekter… Vi signalerer bevidst og ubevist til alt omkring os at vi er “sunde”, ved at passe på os selv og møde os i omsorg. Det gælder for alle dyr!

Det attraktive ser jeg som “at være naturlig” – hvilket igen peger det afspændte, opmærksomme og spontane.”

“Hvordan mener du?”

“Ja overfor står det “tilstræbte”” eller “kunstige”: At anstrenge sig for at være “noget, som andre finder tiltrækkende”. Det gør at vi kontinuerligt føler os ude af os selv og i spænding. Vi higer efter bedømmelsen, og bedømmer selv, om det vi gør “falder i godt jord”? Vi måler permanent, os selv og hinanden?

Og det kunstige møder gerne det, som genkender sig selv i det. Det forstillede som bærer masker, føles trygt og genkendeligt af andre som bærer masker. Spænding møder spænding!? Den som måler sig selv, vil også måle og måles af andre.”
….

Hvad kan jeg gøre?

“Måske øve dig i opmærksomt at iagttage når du spænder og stresser i sammenhæng med at du vil skabe en effekt i den anden? Undersøge om du i de situationer virkeligt passer på dig selv? … Og så måske netop anerkende fuldstændigt, at det ER vigtigt for din integritet at fremstå naturligt attraktiv?

Iagttag hvornår og hvordan du føler dig “naturlig attraktiv” i dig selv, og ikke “kunstig anspændt attraktiv”? Bliv mere kompetent til at SANSE forskellen og så bevæge dig anderledes, så du sanser den hyppigere?”

Bare det at tale med dig om det Jesper, gør at det føles lettere!

Jeg synes virkeligt, at det er et super spændende tema, og det berører mig meget, at du vil undersøge det sammen med mig <3