At ville

Karintilviljegdig

Vil jeg mødet med dig?

Er det et spørgsmål ,om jeg “tør”, om jeg har “lyst til det”, om det “føles rart”, “om det lever op til mine forventninger” – at jeg går ind i et møde med dig?

Hvad forstår jeg ved frihed?

Handler friheden “om at gøre som jeg har lyst til”, eller er det ikke netop alle disse sammenligninger, analyser og frem for alt fortællinger, der skaber angst i mig, som har frataget mig kontakten til kærlighed og lyst?

Når jeg siger, at det at ville mødes kræver, at vi VIL det. Så drives det af den samme undren som får en hundehvalp til at gå på opdagelse. I starten er den forsigtig, og tempoet er måske lavt? Hvalpen har ingen anelse om, hvad der venter og har ikke sat regler op for sin undren. Undren er der “bare”…..

Livet selv rummer denne impuls, at ville forstå sig selv i mødet med hinanden og verden.

Siger en til mig: jeg vil ikke mødes med dig, fordi du ikke er rigtig, ikke pæn nok, ikke fræk nok, for tyk, for mager…fordi jeg ikke mærker lyst. Så er det alt sammen i orden for mig. Om du blev overtalt til at “ville” dette møde, og vi stod overfor hinanden, ville mødet alligevel aldrig finde sted. Kontakten ville ikke være der, men være erstattet af det intellekt, som stiller sig i vejen.

Elskov hinsides forbehold

Det fungerer for mig som i elskov: Når den sker uden forbehold og samtidig i den klarhed, som kommer af, at vi begge er i os selv, og er umiddelbare i det vi sanser, imens vi sanser. DER kommer der et “nej”, inden intellektet har fordøjet det, og vores JA er der igen og igen uden ambition, mål og fortrydelse.

Dette “jeg VIL” – er ikke et “jeg vil MIG” eller “jeg vil DIG”….Også der ville det vel blive betinget af historien om “mig” eller om “dig”. I dette “vil” ligger der hengivelse til livet selv.

Det lykkedes efter lang tid en mand at finde en tantriker. En kvinde som boede alene i skoven, på randen af en høj klippe. Hun havde det ry at hun var farlig, og havde slået en mand ihjel. Efter lang tids venten stillede hun ham på en prøve: Han skulle stille sig nøgen på kanten af klippeskrænten, med ansigtet imod floden i dybet uden at vende sig om – uanset hvad han måtte høre bag sig.

Efter en nat med mange lyde og dyb angst, mærkede han en hånd på sin skulder, som forsigtigt trak ham tilbage.

Den morgen startede en rejse i undren. Han ville… og hun så det.

Igennem hele sit liv spekulerede han på, om hun havde passet på ham den nat, og han fik aldrig noget svar på det.