“Der er nok en mening med det!”..
Hvor ofte har jeg ikke hørt dette forsøg på at begrunde, betinge eller retfærdiggøre, hvad der sker?

Hvad gør det at skabe en mening andet end at aflede fra at se og erkende det, som er, som det er?

Nej der er ingen mening med at et menneske mister sin førlighed, at et elsket menneske eller dyr pludselig dør, at livsomstændigheder drastisk ændres, med din 1. forelskelse, den 2. eller hvor mange du nu erfarer?

Er det ikke kærlighedens væsen at være hinsides mening?
Kan den begrundes, betinges, forklare?
Kræves, købes, gives eller fås?

Der er ingen mening med at blive syg, med smerte eller -glæde.
De er, som de er:

Som en morgen hvor solen skinner fra en gryende blå himmel, eller en anden morgen, hvor regnen slår hårdt, når den rammer jorden.

Hvad er meningen med smerte?
At være smerte.

Det er smerteligt at elske, hvad døden kan berøre.
Det er smerte at leve.

Og glæde?

Men Jesper!
Der er også megen glæde i at leve.

Ja!
Af smerten opstår glæde.
Den er som at være tørstig, og drikke fra en frisk kildes klare vand.
Uden tørsten, ville jeg ikke erkende at jeg lever, som jeg gør.

Erfarer den, som lader sig bedøve for smerte, nogen glæde?
Nej!
Intet erkendes, hvor bevægelse imellem smerte og glæde ophører.

Lyst slukkes ikke af smerte, men af angst.

Hvad er mere sårbart end at leve?
Intet!
Forgængelighed er det levendes natur.

“Du er en sensibel dreng” – Sagde min mor.
“En mand må hærdes” – Mente min far.

Hvad var det andet end udtryk for deres egen smerte?
De kontinuerlige forsøg på at bevæge sig med den?

Nogle gange kan jeg føle, at jeg har fået mit mål?
Måske er det derfor, jeg hører: “Du er altid så glad!”