Jeg læser med jævne mellemrum artikler og -hører reklameindslag for forskellige tilbud om terapi, der handler om “vores mønstre”. Gerne i betydningen: “At ville ændre et mønster”.

I dem adresseres mønstre, der opleves som uhensigtsmæssige – f.eks. i forhold til det, som en kommende klient gerne vil opnå.

Når jeg spørger, hvad et mønster er, så lyder svaret gerne, at det er: “Noget jeg gentager”.
Altså en bestemt måde at handle på i sammenhænge, som ligner hinanden.

Til det hører så også måden, der tænkes på, herunder også overbevisninger, værdier, og fortællinger.

Findes et mønster derinde?

De fleste mennesker opfatter, det vi beskriver med “et mønster”, som noget der “findes” derude eller derinde i os. Det genfinder jeg hos mange terapeuter.
Det forholder sig nu nok anderledes.
Og hallo! Sættes ikke fliser på et badeværelse, op i et mønster? Sengetøj forsynes med farvede mønstre? Sommerfugle udvikler vel også mønstre på deres vinger? etc…

Forestil dig, at der smides 100.000 vidt forskellige Legokloder i en bunke foran dig. De er forskellige i farver, former, størrelser, og måder, de kan samles på. De er udvalgt tilfældigt fra en lang række maskiner, som producerer dem..

Foran dig har du det, vi kunne kalde for “et kaos af legoklodser”.
Nu bliver du bedt om at bygge en model, som skal forestille noget, du kender, ved at tage klodser fra den enorme bunke foran dig.

Hvad gør du?
Hvordan gør du det? Hvis du nu nøje iagttager, hvad der mon sker i din krop og intellekt?

Hvordan skaber du et mønster?

Først vil du begynde at forestille dig, hvad det nu kunne være, du gerne vil lave en model af?

For at gøre det, vil du med al sandsynlighed først tænke på de andre gange i dit liv, hvor du byggede med Lego. Derefter vil du komme i tanke om enkle genstande, hvor du eventuelt kan lave noget i Lego, som ligner?

Sandsynligheden for at det bliver noget, der ligner en af de modeller, du tidligere har bygget i Lego, er ret stor. Bare det, at du genkender noget som Lego, kalder på et mønster i dit intellekt. Ja i øvrigt også i din krop.

De gange, du som barn har bygget med Lego, har din krop erfaret nogle bestemte bevægelser, der skal til både for at finde de rigtige klodser, og for at sætte dem sammen i den rigtige rækkefølge.

Måske ligger der i bunken klodser, du aldrig har set før? Du distraheres et øjeblik, griber en af dem og spørger dig tavst, om det mon også kan være Lego?

Efter at have undersøgt den, bekræfter du dig selv i, at det må være Lego?

Hvordan gør du det?

Du ser efter, om den kan samles med noget andet Lego, som du kender?

Hvis den ikke kan det, vil du sikkert lægge den til side og tænke, at der er kommet et forkert stykke plastik med i bunken af de mange legoklodser?

Det forhold, at den ukendte klods IKKE-kan eller KAN FORBINDES med noget, du kender, er det, som får dig til at genkende. Ikke klodsen selv, men at den hører til et overordnet mønster, som kaldes for “Lego.”

En mønster vil sortere i kaos

Lad os sige at du beslutter dig for at bygge en bil. Altså en Lego bil. En model af en bil. De fleste, der bliver stillet overfor sådan en opgave, vil nok betakke sig for at skulle bygge en hel bil af Lego?

For at bygge en model-bil, forsøger du at genkalde dig det, som hører til, for at noget kan genkendes som en bil: Fire hjul, nogle døre, vinduer, måske et rat, forlygter og baglygter. Noget der samles, så det kan “køre”. Det er jo det biler “kan”. Hvilket f.eks. adskiller dem (deres mønster) fra skibe og fly og dog ikke fra “et tog”, eller “en trillebør”.

Hvis jeg nu ville give opgaven til ti mennesker, der sidder, så de ikke kan se hinanden, så ville alle ti med sandsynlighed bygge lige så mange forskellige modeller.

Alle vil have det fælles, at det, de har bygget, beskrives som en bil. Samtidig vil vi også kunne se at bilerne er forskellige.
De deler et mønster om, hvordan en bil grundlæggende skal se ud for rent faktisk at være- og fungere- som en model-bil.

Hvis en enkelt af deltagerne ud af Lego lavede det, som de andre ville anse for at være en skildpadde, så ville vedkommende få virkelig svært ved at forsvare, at skildpadden alligevel skal betragtes som en bil.

Altså må vi for meningsfuldt at kommunikere om opgaven, også være nogenlunde fælles om måden vi skaber det mønster på, som kaldes for en bil.

Måder at handle på

Med eksemplet vil jeg vise, at mønstre ikke findes derude, heller ikke derinde. De tjener som en måde, hvorpå vi har lært at sortere kaos til noget, som kan kommunikeres til andre mennesker.

At skabe og at genkende mønstre er med andre ord “måder at iagttage og handle på”. Mønstre skabes igennem måden, vi bevæger os på – Kropsligt og intellektuelt. Det kan ikke skilles ad.

At gentage? Hvad mener du?

Hvad mener vi så med “at gentage”?

Hvis verden – og med den også vi – kontinuerligt forandrer sig, kan vi så gentage noget som helst? Eller gør vi bare som om, at vi gentager noget?

Hvad er det, som giver os evnen til at opleve noget som gentagelser?

Et andet ord for gentagelse kan være rytme eller puls.

Alle vores kropslige funktioner og alt hvad vi kan iagttage omkring os, som vi kalder for levende, lever igennem puls og rytme.

Du og jeg er blevet blevet til igennem parring, som fandt sted i rytme. I livmoderen fungerede alt efter vores mors puls og rytme.
Ligeså snart vi selv fik et lillebitte hjerte, begyndte det at slå i rytme og puls. En puls der i øvrigt synkroniseredes med vores mors.

Denne puls og rytme bliver til det, vi kalder for gentagelse. Vi har en kropslig erfaring af den. Det er den erfaring, der gør det muligt for os at genkende det i alt omkring os, når vi er blevet født (ja endda før). Vi kan forbinde os med den.

Det er gentagelsen, der gør os trygge. Den er forudsigelig, og det er den, der gør det muligt for os at indgå i en større organisme som f.eks. vores familie, uden at skabe alt for store forstyrrelser, når vi f.eks. ikke kan sove om natten, skider på gulvet, eller vil spise på mærkelige tidspunkter. Det skal vi derfor trænes til ikke at gøre.

Et mønster skabes af gentagelser

Vores rytme og evne til at tilpasse os andre levende væseners rytme er også det, som er helt afgørende for vores evne til at passe på os selv. Det, jeg også gerne kalder for “at opretholde vores integritet”.

Forskning viser, at børn der kravler som spæde, har lettere ved at lære både sprog og matematik.
De skyldes muligvis, at vi for at kravle, skal sanse rytmiske sammenhænge i kroppen i et sammenspil med de omgivelser, vi kravler i.

De lærer at forbinde igennem bevægelse. Både opfattelsen af sig selv, og opfattelsen af verden .. til “opfattelsen af sig selv i- og som- verden..”.

“Sådan er MIN verden”, siger de måske senere som voksne, når de har adskilt den i “din” og “min”..

At kravle, at gå, at klatre, at tygge, at trække vejret, hjertets puls, søvn og vågenhed, hvile og aktivitet er blot eksempler på livets rytmiske karakter.

Alle relationer fungerer igennem puls og rytme.

Det hedder “dialog” når vi vil beskrive at en samtale foregår skiftevis imellem to. Vi taler og vi lytter skiftevis og rytmisk.

Et venskab opretholdes for eksempel kun som et pingpong, hvor initiativ og impuls vekselvirker imellem de to eller flere, der opfatter sig som venner.

Hvis det i for lang en periode bliver til ensidig aktion. Så svarer det til at sige “pong, pong, pong, pong”, og så dør venskabet ud.

At trække vejret betyder at åbne brystet og lungerne (lukke muskler) og trække luften ind, og at afspænde (åbne muskler) for at lade tyngdekraften lukke lungerne, og lade luften komme ud. Det hele i en rytme, som flydende kan ændres, afhængig af hvor meget luft, der skal bruges overalt i kroppen, i det vi gør, i mødet med omgivelserne.

Kan du se det?

Vores evne til at skabe mønstre hænger uløseligt sammen med måden vi fysiologisk virker på. Vi åbner og lukker kontinuerligt i den samme bevægelse. Sådan kan AL bevægelse iagttages: Som vekselvirkninger imellem at lukke og åbne.

Denne evne er også koblet på, hvordan vi kropsligt har øvet os i at iagttage rytmiske gentagelser og sammenhænge.

Måske er denne vekselvirkning et helt grundlæggende princip ved vores univers? I hvert fald når vi iagttager det.

Et mønster som skaber mønstre, som skaber andre mønstre som..

Hvis, jeg ser os som et organisk neuralt netværk, giver det ikke mening at adskille intellekt fra krop. Alt, hvad der sker i intellektet, udløses af det, som sanses, når vi bevæger os med vores omgivelser.
Jeg kan heller ikke adskille os fra de omgivelser, vi bevæger os i. Vores bevægelse i dem, forstyrrer os anderledes end andre omgivelser ville gøre. “De bevæger os”, “vi bevæger “dem”.. Ingen kan tillægges en egene eksistens uden “den anden”.

Måden vi bevæger os på har direkte sammenhæng til måden, vi tænker på.

Det går også den anden vej, sådan at måden, vi tænker på, vil påvirke måden, vi bevæger os på, og hvordan vi sanser. Også her sker det i kontinuerlig vekselvirkning. Ja faktisk kan vi sige at udvekslingen sker igennem vores nerver med lysets hastighed.

Hele vores kognition, det vi ellers er, er mønsterskabende. Vores evne til at skabe nyttige mønstre, der passer til- og er nyttige i de omgivelser, vi lever i, er afgørende for vores evne til at overleve i dem.

Vi skaber et mønster, som skaber andre mønstre, der skaber andre mønstre og så videre. Vi søger tryghed i sociale fællesskaber, ved at overtage de mønstre, som gøres mere rigtige i dem, end andre mønstre. Det gør vi for ikke at skille os for meget ud, og på den måde risikere at vi ikke genkendes som en af dem, der hører til.

Det er ikke “bare” et mønster vi skal ændre

Derfor er det ikke et mønster, vi bare skal ændre. Det er meget mere komplekst.

Vi bruger mønstre til at skabe mening med og til at organisere vores tanker og følelser. Når vi skaber et mønster, så fungerer det som en indre lineal eller byggevejledning til Lego klodser. Vi bruger dem til at forstå verden med.

De færreste ser, at det, vi forstår, ikke er verden, som den er, men verden som nogen har lært os at den bør eller må være? Vi bruger mønstre til at forklare, hvordan tingene hænger sammen.

“Målestokken” opstår ved, at vi trænes i at skelne på bestemte måder, der skaber belønning for os i vores sociale sammenhænge og naturligvis i forhold til at holde os bedst muligt i live ..

Mange gange er det nok i belønning, at blive bekræftet ved at den sammenhæng, vi skaber, anerkendes f.eks. ved at blive delt af andre. Det får os til at føle, at vi hører til.

Når nogen vil undervise efter et “koncept”

Det er det, du også møder, når nogen vil undervise dig i deres “koncept”. Et koncept hvis væsentligste funktion er at fremhæve underviseren, som en der “ved” og “kender”. Og i samme omgang give vedkommende en følelse af anerkendelse, når du sluger det råt.

Konceptet er ikke til for dig, men for hendes skyld. En orden hun skaber for at holde fast i sig selv i noget, som måske ellers kunne se ud som kaos? Konceptets funktion er som et mønster, der giver en følelse af at være i kontrol.

At give afkald på det, jeg kender

Igennem opdragelse og skolegang bliver vi programmeret til at skabe mønstre på bestemte måder. Det sker igennem værdier, normer, viden, færdigheder og mål som vores samfund værdsætter og underviser os i.

Måderne, vi anvender til at skabe mønstre på, forstærkes igennem gentagelser. Jo mere vi træner og øver en bestemt færdighed, tankegang eller adfærd, jo mere indgroet bliver det i vores neurale netværk. Vi kommer til at opleve det som en naturlig del af det, vi er. Vi kalder det for “vores personlighed”, ”identitet” og frem for alt for: “Det vi godt ved og kender”.

Netop derfor bliver det så svært at ændre på mønstre. Vi kan ikke ændre et mønster uden også at ændre på de omgivelser, som det mønster er skabt af- og vedligeholdes i.

Vi kan ikke ændre på et mønster uden at vores identitet følger med. Det handler ikke kun om at lære noget nyt, det handler i højeste grad om at turde give afkald på det, vi mener, at vi kender.

Måden at gøre det på er at orientere sig anderledes i verden end igennem “det kendte”.

Fra før at søge svar, må vi øve en undersøgende, opmærksom og nænsom praksis. Vi må træne fleksibilitet og tilpasning. Vi må øve kontinuerligt at undersøge nye muligheder og udvikle det, Jeg kalder for vores bevægelses-kompetence.

Frem for alt kan det være nyttigt at træne det, jeg kalder for “Meta-kognitive færdigheder”. Til det hører også at undersøge, hvordan vi bevæger os i forskellige situationer, – øve og afprøve mange andre mulige måder at gøre det på.

Undre sig sammen i fællesskab

Vi er dybt forankrede i en opfattelse af os selv, som føles konkret og uadskillelig fra den virkelighed, vi oplever. Når det udfordres, så kan det skabe ubehag, frygt og endda udløse forsvarsmekanismer.

Spørgsmålet er, hvordan vi så alligevel kan gøre det?

Det sker bedst, hvor vi inviterer til undren i et fællesskab, som kan støtte. Sådan et tilhørsforhold tilbyder tryghed og gør det lettere at navigere, når der opstår angst og i den et behov for kontrol?

Humor er fantastisk som en metode til at skabe nye perspektiver på. Den gør det ofte lettere, hvis vi skal forholde os til komplekse ideer uden at føle os overvældet eller personligt angrebet.

Humor kan også reducere det selvhøjtidelige. Det, vi kalder for “selv”, repræsenterer jo netop det, vi kender! Det er et tillært mønster spontant at forsvare det der “selv”.

Vi har trænet ufatteligt mange gange: At måden vi retfærdiggør os selv på, er ved at blive målt på det, vi kan og ved.

Tænk bare på de prøver og eksamener – for ikke og nævne utallige diskussioner og skænderier – du har stillet op til!?

“Selv” vil hellere end gerne stille sig i vejen for at undersøge det nye. Hvor befriende er det så ikke, som den allervæsentligste invitation i Tantra lyder: At se at det der “selv” optræder som en hårdnakket illusion.

ER vi det mønster, vi gentager, -træner og -øver?

Hvis jeg skal summere op, så ER du og jeg det, vi træner og øver os i!

Hvis jeg træner at klage, så bliver jeg klagende.
Hvis jeg træner at møde alt venligt, så bliver jeg venlig.
Hvis jeg træner at elske, så bliver jeg elskende.

Elsk mere! …
Elsk meget mere!