Hvad vil det sige at “være et par”? Hvem kan VÆRE et “par”… Ingen vel?

En “ting” kan vel ikke være to?.. I så fald ville den være “to ting?”

Kan et menneske så være to?.. Så taler jeg vel om to mennesker? Som hver især ville være noget?

Hvis jeg siger: “Kan du give mig et par æbler”, så vil grønthandleren række mig to æbler, der med sikkerhed er forskellige.

Jeg har undret mig over det spørgsmål mange gange. Måske på baggrund af, at jeg indimellem får forespørgsler fra “par”, om jeg tænker at “Cupisofi og Elskovskunst” på Mahamudrainstitut mon kunne være noget for dem som “par”?

Fungerer et par som en særlig effektiv måde at afgrænse på?

Mit svar er gerne, at man fint kan komme som to mennesker, der f.eks. bor sammen og være med den samme weekend i vores undersøgende fællesskab.

Samtidig vil det være sådan: At i det øjeblik, de går ind igennem lågen til Abildgård, så betragter vi dem som individuelle mennesker.

For mig eksisterer et par ikke som andet end en sproglig konstruktion eller form. En måde hvorpå to mennesker ønsker at afgrænse sig fra andre ved at definere sig selv efter et bestemt sæt regler.

Når jeg beskriver det som “regler” så skyldes det, at “et par” naturligvis skal kunne genkendes som et par i de omgivelser, de færdes i? At definere sig som par betyder at være noget, som adskiller sig fra de, der ikke “er par”. Et par kommer som et “dobbelt Pack” – ganske ofte et “vi”.

For at gøre det forståeligt for andre mennesker er et par nødt til at have en adfærd, der genkendes som hørende til “et par”. Ja det er ikke kun for andre menneskers skyld. Også de to som mødes i den konstruktion, vil hver især forvente en sådan særlig “par-adfærd?”

Vi to hører sammen!?

Den tjener gerne som en gensidig bekræftelse på, at “vi to hører sammen”. “Vi to er noget særligt for hinanden”. Det lidt sjove for mig er, at vi uanset, hvem vi relaterer med, vel gør det på en unik måde? Det beror på at vi alle sammen er forskellige.

Par-relationen skal være særligere end alle andre særlige relationer. Den er særlig på en helt bestemt måde. Ellers ville vi jo ikke definere os som “to”?

Noget som før levede i illusionen om at være “en og en” hver for sig smeltede sammen og blev til ET par? … ET-“TO”…

Jo tydeligere den adfærd er udadtil, jo mere fungerer den også som et signal eller -tegn: “Dette er muligt, og dette er ikke muligt, hvis du vil relatere med mig”.
Der opretholdes nærmest et KRAV på, at andre mennesker respekterer denne form: Vi er et par! – Jeg er i parforhold og skal betragtes som TO, når det handler om det fortrolige, intime, kærlige og ikke mindst elskov?

De mange forventninger som “et par” vil have?

• Vi vil helst kun lave øvelserne sammen.
• Vi er her for at undersøge vores parforhold.
• Vi er her for at få det bedre med hinanden.
• Vi vil kun sove sammen!
• Kan du hjælpe os til at vi kan føle os trygge som et traditionelt par i den kontekst?

Måske er det ovenikøbet sådan, at den ene interesserer sig for “noget spirituelt” og den anden måske mere vil udforske “en anden sex?”

Når et par tager på kursus, har de ikke alene nok at gøre med at passe på sig selv. De vil typisk også være ude af sig selv i et velment ønske om at passe på den anden?

Ikke nok med det: Hvis, vi har defineret os selv i en form som “et par”, så har vi samtidig også skabt noget, der kan “gå i stykker”. Det vil i sig selv kunne invitere i angst?

Der er med andre ord MANGE forventninger i spil?

Jeg vil ikke opfylde forventninger, uanset hvem jeg mødes med. Om det er i samtale, elskov, en travetur etc..

JEG KAN IKKE opfylde DEM… Dine forventninger vil være fortællinger og forestillinger til et møde, der endnu ikke har fundet sted.

Disse forventninger vil være ideer om “allerede at vide”, det du ikke KAN vide. De er illusoriske af deres natur. De er kilder til frygt og ambition. Frem for alt fungerer de som den målestok, du bedømmer mødet på?

Kan vi mon mødes i bevidst kontakt til kærlighed, hvis det er bedømmelse, vi mødes i?

Jeg ønsker f.eks. heller ikke at “overbevise nogen om” at det er trygt at være sammen “som et par” i det undersøgende fællesskab?
HVIS, de har brug for at blive “overbevist af mig”, så er det bedre, at vi slet ikke mødes.

Det er kun mig, der kan afgøre, om jeg ser mig som kompetent til at bevæge mig i et møde. Gør jeg det ikke, må jeg give åbent udtryk for det: Vise mig, som jeg er og være tydelig i det.

Vi kan meditere i samme rum, blot hver for sig

Vi kan – som jeg ser det – hver især undersøge, undres, sanse og reflektere – og med det afsæt igen og igen mødes på ny. Når det sker i et fællesskab som vores, så er det nok kun muligt, når vi tør stå selv, med os selv – som menneske.

“At turde” handler også om mod.
Hvor der er brug for mod, vil der være frygt. Frygt er vel pr definition ikke ligefrem “tryg”? ..

Der findes utallige kurser og seminarer der målrettes par – også med løfter om at skabe trygge rum under overskriften “Tantra”.

Ingen klassisk tantra, jeg er stødt på, inviterer ”et par” til –“som par” at meditere og iagttage naturen af det, som er. Den invitation går til den enkelte.

Naturligvis kan vi sidde i samme rum og fordybe os i iagttagelse?

Og i det øjeblik vi er der som bundne i en “par-konstruktion” med alt den ængstelse og ambition det gerne indeholder, så er det nærmest utopisk at tro, at vi kan få øje på frihed, uden at se at enhver form inklusiv det “at definere sig som et par” vil være illusion?

Jesper kan du ikke lide at leve sammen?

Nu kan det lyde som om, at jeg ikke bryder mig om at leve nært sammen med et andet eller andre mennesker? Jeg kender ikke noget, der spejler min adfærd mere tydeligt, end at bevæge sig op og ned ad hinanden?

Jeg kan bedøve mig i illusionen om at være et godt menneske, indtil jeg møder min “næste”? Jeg træffer tilsyneladende ham eller hende “derude”? Og han/hun vil optræde i mig:

Som jeg formår at favne og sanse mig, kan jeg favne/sanse vedkommende i mig?
Jeg er ikke den- eller det- samme i mødet med forskellige.

Mødes et par i angst?

Et fællesskab, der defineres som et parforhold, er ganske ofte præget af angst. Angst for at miste den anden? Angst for ikke at blive set? Angst for ikke at være god nok i den andens øjne? Angst for ikke at “have sex” hyppigt nok?

Angsten opstår i min optik af, at et parforhold fra starten af betinges af: “En grund til at vi er sammen”.

Vi lever ikke “bare” sammen?
Nej der skal være en “særlig grund” til, at vi er sammen!
Du og jeg skal være særlige for hinanden!

Han og/eller hun skal f.eks. være sød, dejlig, klog, smuk, sexet, juicy, interessant, til stede, nærværende og “nok”. 
Hvem kan eller vil hæfte sådanne etiketter sig selv bare halvdelen af tiden? Hver gang det påtales/efterspørges af den anden som en mangel, nager samvittigheden, og angsten næres.

Vi er jo ikke bare sammen? Vi er sammen “fordi…”

Dette “fordi” ser jeg som det mest ødelæggende for at mødes bevidst, opmærksomt og anerkendende.

Hvorfor relaterer du nært med mennesker?

Hvis nogen skulle finde på at spørge mig om: “Hvorfor Karin og jeg lever sammen?” eller “Hvorfor jeg relaterer nært til andre mennesker?” ..

… Så er mit svar: At det er det, jeg gør! .. Jeg er her!

Vi er her med hinanden!
Jeg er her. Med dig i mig.

Tænk, at der skal konstrueres en “grund til det”!?

At give afkald på en grund eller årsag, ser jeg som “trygt”. Der skal ingen betingende forklaring til. Vi kan bevæge os i det, som er og sker lige her og nu. Som vi nu engang kan bevæge os og lade os bevæge.

Et par på Mahamudrainstitut?

Kan det undersøges på Mahamudrainstitut?
Ja… I aller højeste grad

… Og det kan føles skrækindjagende at få øje på, hvor hurtigt ønsket om at skabe en form opstår?

DU skal gøre mig tryg!
DU har pligten til at jeg føler mig – ikke bare sikker – men også god nok!

“Gør mig til noget helt specielt for dig! … Mere speciel end alle andre. Lad os skabe noget, der er “vores” og “kun vores”. Afgrænset fra de andre…

I det ses det ikke, at enhver grænse udtrykker angst, kontrol og binding. Den holder noget inde i angst for, hvad der kan mødes “derude..” .. Passage af den grænse sker kun igennem kontrol. Alt andet vil være at betragte som “et overgreb” på retten til at være et par.

… Det er måske aldrig øvet at møde det levende og hinanden anderledes.

Det kan vi så sammen her… I en takt, tempo og rytme, vi hver især og sammen måske kan få øje på?