Forestil dig en lille simpel organisme! Det eneste, den kan, er at skelne: “Det eller det”..
Lad mig kalde den for “Fikumdytten”. Hver gang den har skelnet, forandrer den sig.

Fikumdytten lever fuldstændigt omgivet af- og som en integreret del af- en større organisme. Et “levende system” der også kun kan skelne.

Måden, dette større system skelner på, påvirkes af, hvordan Fikumdytten skelner. Når, det skelner, vil det bevæge ikke bare Fikumdyttens måde at skelne på. Det vil også forandre sig selv!

Et sådant samlet system er uforudsigeligt!

Hvis vi forstyrrer en fikumdyt, som først var fuldstændig i ro, og får den til at skelne en 1. gang, så vil det være helt umuligt at forudsige, hvad der sker i det pågældende samlede system.

Det gælder også, selvom vi forstyrrer det “på samme måde” hver gang.

Forestil dig så at vi tilfører bare en, to eller 100 flere fikumdytter til ovenstående model!
Kompleksiteten vokse eksponentielt.

Fikumdytten er ikke afgrænset fra resten

Sådan virker du, jeg og livet, vi lever!
Det er helt absurd at forstilles sig Fikumdytten som afgrænset i forhold til resten.

Det er også helt illusorisk at tale om af den på nogen måde kan være i kontrol

Hvad er det så, som gør, at vi mennesker gerne søger denne kontrol som et middel til at passe på “os selv”?

Findes et sådant “selv” overhovedet?

Nej!

Hvis vi nu leger med, at vi giver en Fikumdyt en meget stærk forventning om, at den SKAL kunne handle sådan, at det, som sker, ER forudsigeligt. ER afgrænset – Og samtidig indfører en funktion vi kalder for “angst”- Forstået som en overbevisning om, at den ikke kan overleve, hvis denne forudsigelighed ikke indtræffer?

Hvad vil en Fikumdyt mon så gøre for at holde sig selv i live?


Den vil være nødt til at skabe en illusion om forudsigelighed!

Illusionen om forudsigelighed

Hvordan kan den gøre det?

Først og fremmest må den søge at lukke for forstyrrelser. Dvs. begrænse sine omgivelser og måder den kan påvirkes på. Det kan f.eks. være ved at undgå nye og ukendte situationer.

Den kan også udvikle “ritualiseret adfærd”. Godt nok fører den ikke til forudsigelighed, men den kan måske skabe en fornemmelse af, at “noget er det samme som sidst” alene i kraft af at det, som Fikumdytten gør, virker som om, at det er det samme! Det kræver så bare, at den lukker sine øjne for at den selv forandres! Den skal altså opretholde en illusion om, at DEN også er “den samme”.

Dertil må Fikumdytten søge at skabe mønstre og sammenhænge, hvor de ikke er!

Det kan den gøre ved at forvrænge og fortrænge alle de forstyrrelser, som kunne tvinge den til at se, at det, den gør, ikke fører til noget forudsigeligt. På den måde kan den skabe illusionen om at være i kontrol over omgivelserne. 


“Nåe ja det kender jeg godt” siger den om det meste. På trods af at det altid afviger fra det tidligere.

Fikumdytten vil udvikle forsigtighed. Den vil “stivne” i angst for at illusionen om forudsigelighed brister. Da den jo er blevet overbevist om, at det vil føre til døden! Den vil undgå alt hvad der kan synes risikabelt og kan forstyrre for meget.

Jo mere angst den skaber, jo stivere og langsommere bliver den til at skelne på nye måder i omgivelserne der kontinuerligt ændrer sig – og som nævnt ovenfor: Hver eneste gang Fikumdytten selv skelner – altså bevæger sig.

Hjælper alt dette så til dens overlevelse?

Nej.. Fikumdytten bliver ganske enkelt mere og mere skrøbeligt og sårbart overfor forandringer, som er fuldstændigt uundgåelige i de omgivelser , den er integreret i.

Du og jeg bevæges som Fikumdytten

Kan du genkende, at det er sådan du og jeg inviteres til at konstruere illusionen, om at vi har/er “et selv”?

Vi fungerer som Fikumdytter.. Ovennævnte beskrivelse er en metafor på hvordan ethvert levende system kontinuerligt er i bevægelse.

Hvad så?
Skal vi mennesker så leve i angst?

Nej… Hvis vi, får øje på, som metaforen nævner det, at det vi kalder for “SELV”, simpelthen består af en illusion om at være adskilte fra resten og kan forvente at handle på en sådan måde, at der skabes forudsigelighed ?…. OG at den illusion er fuldstændigt absurd!

… Så kan livet leves fundamentalt anderledes.

Det betyder at erkende: At intet levende eller noget som helst kan have en egen eksistens.

Den centrale Invitation i tantra

Det er den helt centrale invitation i de klassiske Tantras. 

Vi kan sammen øve os i at få øje på det og vedholdende erfare, at vi ikke kan adskilles fra bevægelse i det hele.

Det kan vi igennem to grundlæggende praksis – Der kan varieres på mange forskellige måder.

Direkte – i alt hvad vi gør – at iagttage, hvordan vi spontant bevæges, – og hvordan sindet/kroppen søger at overbevise sig “Selv” om, at det er “os selv” der er i kontrol?

Igennem “analytisk meditation eller kontemplation” at undersøge og dekonstruere forestillinger om iboende eksistens af ikke bare “Selv”, men også alle fænomener, følelser, handlinger, opfattelser etc…

Det virker som en helt fantastisk åbnende og frigørende praksis, på den måde at kunne “læne sig ind i det som sker”, og undersøge, hvordan vi ved at udvikle og øve bevægelseskompetencer i sind og krop – gør det enklere at anerkende det, det er, som det er. Ikke mindst i erkendelsen af at det, som “er” ikke ER som noget “fast”, men alene eksisterer i kontinuerlig forandrende sam-skabelse -opløsning og forgængelighed.

At leve er at elske…

Praksis-fællesskab på Mahamudrainstitut