forelskelse

forelskelse og romantiske følelser

Forelskelse og romantiske følelser? Hvordan hænger de sammen med Tantra? Er Tantra´s skrevet eller givet til “par”.

Denne tekst er lidt længere end de fleste og vil givet provokere mange? Den rummer ikke nogen som helst anvisning på hvordan “man” bør eller skal leve sit liv. Jeg beskriver hvad jeg ser, og min beskrivelse kan ikke være det, som er. Læs den blot som en invitation til dialog: I dig, med hinanden og gerne med mig -( i så fald på facebook eller via mail)

Forelskelse og tantra

Jeg har ind imellem både reflekteret over – og skrevet om forelskelse. Ikke så sjældent spørger nogen:

“Jesper, forelsker du dig aldrig”?

Når jeg så svarer: “Nej det gør jeg ikke”, kommer der typisk et svar i retning af: “Det er bare fordi, du ikke har mødt den rigtige!”

Når “tantra” så ofte sættes i forbindelse med at bringe “par tættere sammen” eller bringes ind som en måde at “genoplive romantikken i parforholdet på”, så kunne intet sådan set være fjernere fra en tantra.

Parforholdet som en kontrakt om ret

Ser jeg tilbage i tiden, har parforholdet i form af ægteskabet været en praktisk og forretningsmæssig foranstaltning. Det er blevet konstrueret i en patriarkalsk kultur, hvor manden fik ejerskab og råderet over kvinden, sine børn, hendes køn og seksualitet på lige fod med ejendomsretten til kvæg, kameler og jord.

Der blev indgået en kontrakt, og ingen kunne indtil for relativt få år siden tænke “romantiske følelser” ind i den forbindelse. Dette gælder for såvel “vesten” som “østens” religioner og kultur.

Forelskelse udenfor ægteskabet

Når nogen forelskede sig var det typisk udenfor ægteskabets bogstavelige bånd, og for kvindernes vedkommende var det forbundet med megen stor risiko. I oldtidens Grækenland og Romerriget rettede modne mænds forelskelse derfor ganske ofte mod unge mænd.

Tantra´s med rod i det kvindelige

Al tantra inkl. taoistisk tankegang, har været givet af mænd til mænd. Kvinder har simpelthen ingen rolle haft i den ud over at skulle tjene manden som “hans”.

Det er paradokst, da en oprindelig tantra, med al sandsynlighed har haft sine rødder i en matriarkalsk spiritualitet, hvor det kvindelige æres som adgangen til det guddommelige: Livet og døden.

Forelskelse som forudsætning

I vores tid og verdensdel, ser det så i hvert fald på overfladen anderledes ud? Her spiller forelskelsen en meget stor rolle som en forudsætning for at indlede et “parforhold”. Vi skal være forelskede og ikke mindst “tænde” på hinanden, for at ville bo og leve intimt sammen.

Hvordan fungerer så denne forelskelse?

Når jeg iagttager mennesker, som forelsker sig, så ser jeg, at at de forelsker sig i et menneske, de IKKE kender. Forelskelsen retter sig mod en fortælling: “Historien om mig sammen med dig”… Den knyttes op på en følelse af “godt at kunne lide mig selv, når jeg er sammen med dig”.

Senere når de så går fra hinanden, hører jeg dem sige: “vi voksede fra hinanden”. Måske handler det nærmere om, at de nåede derhen, hvor “de IKKE længere kunne lide sig selv, når de var sammen med den anden”?

Vi konstruerer vores følelser

Nyeste forskning (Lisa Feldman Bennett) peger på at vi konstruerer alle vores følelser selv. Vi bevæger os væk fra en ide om at vi fødes med en række fast definerede “grundfølelser” til at se på vores følelsesliv som at være blevet konditioneret igennem opdragelse, kultur og erfaringer.

Det kan godt være at vi kalder vores følelser nogenlunde det samme. Ser man imidlertid lidt dybere, gemmer der sig bag de samme ord, myriader af forskellige emotioner der kan kombineres på uendeligt mange måder.

Vi er med andre ord også i vores følelsesliv fuldstændigt unikke, på linje med alt andet vi har og gør.

Romantik – at skabe en atmosfære

Den såkaldt romantiske følelse er her ingen undtagelse. Grundliggende handler den om at skabe en atmosfære omkring os selv, som gør at vi føler og sete, smukke, attraktive, forførende, spændte, sexede, ophidsede, euforiske, mystiske og lidt uforklarlige.

Hvis jeg var professionel illusionist ville jeg sige: “Netop! Det er lige præcis SÅDAN en atmosfære og stemning, jeg søger at skabe til mine shows.

I Buddhistisk tankegang fungerer forelskelsen også som en illusion: Den fuldstændige identifikation med en drøm. Tab af al kontakt til virkeligheden – dvs. “det som er”.

Kærlighed kan ikke være forelskelse

Hvis “kærlighed” peger på “det som er udenfor al betingelse – eller hinsides betingelse” … alt “det som er” og altså ikke bedømmelsen af det som er, så kan forelskelse intet at have at gøre med at være i kontakt til kærlighed?

Der er vil næppe noget, der betinger mere end en forelskelse? Alene det at den beskrives som at have fundet “den eneste ene”, eller “den helt rigtige for mig!” viser det vel?

Forelskelse og lidelse

Derfor er forelskelsen også forbundet med lidelse. Stor lidelse. Romantikken er fyldt med tragedier om den ulykkelige forelskelse. Selvmord, drab, jalousi og tåbelige hovedløse forelskede ungersvende og -møer.

Og måske netop derfor søger så mange mennesker efter den. Den udtrykker lidenskab. Et ord, der er tæt forbundet hermed, er lidelse. I den voldsomme smerte og angst, sanses livet og pulsen.

Den er som et fix, og “tabes den” så føles det som en “kold tyrker”… ganske enkelt forfærdeligt.

Hvordan så finde min partner?

Jamen hallo. Hvis det ikke er igennem forelskelse, jeg skal “finde min partner” hvordan så?

Hvis jeg vil undersøge at leve sammen med et eller flere mennesker, sådan at vi ikke binder hinanden og os selv i betingelser, hvordan gør jeg det?

Jeg beskriver det som “at relatere uden at skabe en relation”.

Relationer

Relationer giver vi navne og tilfører et ejerskab: MIN ven, MINE børn, MINE venner; MIN kæreste, MIN mand, MIN bror, søster etc. . Det har vi lært. De er VORES, vi kan MISTE dem, eller TABE dem, som man taber “ting”, og frem for alt er der helt bestemte forventninger og regler for HVORDAN man er, når man er en far, en mor, en ven, en veninde, en kæreste, en ægtemand osv.

“Formen” betinger med andre ord det, vi gør eller ikke gør. Vi lærer det tidligt – meget tidligt. Fra vi i børnehaven får vores første “kæreste” eller “slyngveninde”. Vi vokser på den måde op i en urskov af forventninger til os og begraves også på samme måde i oceaner af “skuffelser” – når alle disse ”relationer” ikke lever op til vores forventninger.

De binder os ind i en “orden” og gør det muligt at kontrollere vores adfærd igennem skyldfølelse.
Ja naturligvis er der også sider af samværet som gør os glade og trygge, og får os til at føle os “elskede” af vores “nærmeste”.

Jeg vil bevæge mig med dig

Hvad sker der, når jeg vil bevæge mig med dig, uden nogen sinde at ville have en ambition om at kende dig eller binde hverken dig eller mig i en fast norm-givet forventning?  Er det muligt?

For mig betyder det at mødes i kontakt til kærlighed og respekt. Jeg kan intet tage for “givet”. Vi mødes i undren hver eneste gang. Vi danser sammen i en dans som skabes igennem bevægelse uden en fast koreografi.

For at gøre dette må vi ville danse sammen. Dette jeg vil, ser jeg som vigtigt. Måske skal jeg kalde det for: Jeg vil nu!… Jeg er her, ser dig, ser at du ser mig i opmærksomhed og bevidsthed uden at kræve det.

Være klar og tydelig

For at det kan fungere, må jeg bevæge mig klart og tydeligt. Selvåbenbare. Kommunikere og slippe mine masker. Det er meget anstrengende at danse med et menneske som “gør som om”. Det er let, at bevæge sig med et menneske, der bevæger sig klart.

Dette har absolut intet at gøre med, at at løbe efter det, jeg lige har lyst til. Vi mødes i bevidstheden om at vi bevæger og bevæges af og med hinanden, og den gør at intet er ligegyldigt – og alt kan være lige… gyldigt…

Gør du noget, jeg finder svært, så kan jeg give udtryk for hvordan jeg har det, uden at det skal ses som en opfordring til, at du ændrer dig eller gør noget andet. Samtidig giver vi hinanden muligheden for at bevæge os sådan, at det er muligt at bevare kontakten i bevægelsen. Det kræver opmærksomhed på tid, tempo, rytme, indsigt og kompetence.

Ingen regler

Intet af det kan styres igennem regler. Vi kender dem ikke, kender end ikke hinanden. Vi kan aftale noget NU… og NU… hvilket kan være ganske praktisk når blot vi ikke binder i det.

Under det hele ligger dette vil. Et vil i frihed. Et vil til at undersøge livet hinsides betingelse: At jeg ikke betinger mig og kontakten til det, der er…

End ikke en betingelse om at vi vel så skal have sex med hinanden, ser jeg som en forudsætning.

Konflikter

Rent praktisk kan det være en stor hjælp, at være enige om, at vi når vi oplever konflikt, ikke lader den handle om dette vil – altså om vi vil relatere – med mindre vi bevidst klart kommunikerer, at nu handler det om dette vil.

Dermed kan vi hjælpe hinanden til ikke at blive angste for, om en konflikt nu handler om, hvorvidt vi vil hinanden, og gøre det muligt at skabe et rum, hvor vi angstfrit kan undersøge det AT bevæge sig sammen i en konflikt.

Mødes vi og skilles vi så bare som om intet er sket?

Når du ikke vil relationen, men “bare” relatere, mødes vi så bare og skilles som om ingenting var sket?

For mig betyder det at mødes i en relation at have sluppet ansvaret til fordel for reglen, kontrollen og pligten.

Når jeg ser, at vi er forbundne, vil al bevægelse være forandring. Hvor reglen, kravet og forventningen slippes og frihed lever – dvs. at vi ikke identificerer os med historier – så er der også ansvarlig handlen.

Jeg ser, at vi begge bevæges af mødet, i mødet, og efter mødet.

Hvor der er opmærksomhed, bevidsthed, frihed, og ansvarlighed – er er kontakt til kærlighed. Intet af dette kan forstås igennem ord. Det kan erkendes og da kun i handlen.

……………..

…Og lidt om det at leve i et fællesskab og det mandlige og kvindelige i den sammenhæng

At vi er her for at leve i fællesskaber, har jeg aldrig været i tvivl om. Det sanser jeg i hele min eksistens. Jeg ER et fællesskab bestående af 70 trillioner celler der er forbundne i puls og bevægelse. Ja jeg står i fællesskab med alt i dette univers. ALT, hvad der er i mig, er fra stjernestøv!

Dertil kommer, at livet fungerer ved at blive født og dø på alle mulige niveauer. Denne puls, som handler om at forbinde sig – “parre” sig – er helt fundamental for alt levende.

Når kvinden ikke er mandens ejendom

I en verden, hvor kvinden IKKE er mandens ejendom hvortil hører en “råderet” til at parre sig med hende efter sit begær – vil det være kvinden som vælger manden til denne parring.

Evolutions-mæssigt er skabes mandlige individer først i cellekolonier, når der er behov for stor variation, f.eks. som følge af ændrede og sværere omstændigheder i omgivelserne. Ellers er ukønnet formering MEGET enklere.

Hunnerne skal i det tilfælde søge at parre sig med så mange forskellige mænd som muligt, for at øge mangfoldigheden, og mændene har en eneste mulighed for at komme i betragtning: At bringe sig selv i valgklasse!

Manden eksisterer i kraft af hende

Hele deres eksistens som mænd afhænger af, at hunnen vælger dem. Dette skaber naturligvis en voldsom tiltrækning til det kvindelige. Alle knep gælder så at sige i forhold til at “komme til fadet”. Går det ikke med det søde, går det måske med list eller ved at overfalde…

Hovedsagen er for det mandlige, at blive til en mand, og kvinden sidder med nøglen.

Han er fuldstændig afhængig af hende!

Derfor vil han eje – af angst

På den baggrund er det måske ingen gåde længere at et patriarki opstår? Ved at “eje” hende køber han sin egen eksistensberettigelse.

Det forklarer også den voldsomme jalousi, som mænd kan opleve, når de oplever at en anden mand har parret sig med “deres” kvinde. Den handler om at de føler, at de er blevet frataget deres “mandighed” – dvs. eksistens-berettigelse.

Når mænd skilles, søger de i øvrigt ofte hurtigst muligt en ny kvinde i modsætning til kvinder, der gerne lige tager en pause og nyder friheden.

Hvordan bevæger jeg mig som mand i dette?

Ved at anerkende at det fungerer sådan. Se at jeg er fuldstændigt forbundet med kontakten til det kvindelige. ved at stå ved det og ære det. Hun er min eksistens.

Anerkende at jeg vil parre mig med hende. Det er det, jeg er der for. At opløses i mødet.

Et møde i et tempel

Derfor bliver mødet med hende, til et møde i et tempel. I templer er der ingen umiddelbar indgang. jeg kan banke på, og det er ikke sikkert, at jeg kan finde døren. Den er skjult, og forandrer sig fra gang til gang.

Finder jeg den, har hun ikke sendt bud efter en “håndværker”, som lige skal fixe noget. Jeg kan ikke “trænge ind som en kriger”, men bliver inviteret.

I templet  “æres” det kvindelige.

Dette ord: At ære .. er næsten forsvundet ud af vores almindelige sprogbrug. At “ære” betyder “at v…ære der”. Jeg ærer igennem mit nærvær. Ved at se og sanse i opmærksomhed. Erkende at “jeg” forsvinder i det møde. Det “guddommelige” tager over.

Kontakten til det, som er.

…………

Cupisofi og elskovskunst … hvis du vil erfare