forgængelighed

Forgængelighed og orgasmen der ikke hørte op

Om Forgængelighed og tid . Tænk hvis en orgasme ikke ville stoppe igen? Ideen om “tid”, har gjort det meget svært at anerkende denne forgængelighed?

Taknemmelighed og forgængelighed

Da jeg her til morgen igen vandrede med hundene, kom tanken til mig, at de om måske 6-8 år ikke vil være her mere? Målt i tid lever de ikke længere. Igen vil jeg erfare sorgen ved at de dør, hvis jeg vel at mærke stadig er her?

Det blev klart for mig, at netop det fyldte mig med stor omsorg og sårbarhed. En taknemmelighed over, at kunne gå sammen med dem lige her imens morgensolen endnu reflekteredes i det blanke vand ved flodens bred.

Gandalf – den unge hvide Schäfer – kom, som han har for vane, løbende hen for lige at strejfe min hånd. Et kort øjeblik og så var han væk igen med sin nysgerrige, sorte næse i et spor, som ikke var der i går.

Når noget ikke vil standse?

  • Forestil dig at orgasme uden at kunne standse den igen!?
  • Eller at kysse, for at opdage at dine læber ikke kan skilles fra den du kysser med?
  • At spise en lækker is og erfare at du ikke kan holde op, og at isen blot vokser, hver gang du tager en bid af den?
  • At falde i søvn uden at kunne vågne – eller at vågne og ikke kunne falde i søvn?

Alle disse eksempler peger på noget helt centralt for det at leve: Nødvendigheden af forgængelighed.

Uden den ville livet blive til et mareridt eller ren tortur.

Noget fødes og dør

At leve ER at fødes og dø. Cellerne i min krop lever en tid, dør så i takt med at de erstattes af nye som dannes. I løbet af ca. 7 år er alt i mig “nyt” og det, som var “dødt”. Det hele skabes af det, som jeg har spist. Cellerne i mine læber er dannet af mad, som læberne har lukket sig om…

Det, jeg spiser, har været levende, og dør i mødet med min appetit på mad. Når, jeg trækker vejret ind, må det ophøre, for at blive afløst af at jeg ånder ud. Når mit hjerte lukker sig, må det åbne igen for at sende blodet rundt i min krop.

Alt i universet ser jeg bevæge sig i sådanne cykler. Er der noget, som varer ved bortset fra denne pulserende bevægelse der opstår i uendelige mange variationer, rytmer og takter? Der åbnes, der er pause, der lukkes?

Alt i naturen forgår. Selv den hårdeste granit forvitrer og bliver til sand.

Hvis, jeg lader en æble ligge i skålen, og opdager, at det efter 2 måneder stadig ser helt frisk ud, vil jeg tænke, at det ikke kan være sundt at spise. Det er simpelthen for “kunstigt”.

Det er for mig vidunderligt smukt. Det sker af-sig-selv. “Auto-poietisk” – selvskabende af sig selv, for sig selv…

Forgængelighed og tid

Ideen om “tid”, har gjort det meget svært at anerkende denne forgængelighed?

Tid betyder begær.

At skulle nå noget, inden det er “for sent”.
At ville have så meget ud af livet, som det er muligt, imens det er der.

Frem for “at leve” tales der om at “gå igennem livet”.

Med tid følger angst og med den behov for kontrol.

De fleste mennesker kender følelsen af “at være ved at komme for sent til noget vigtigt”? Eller til tidspresset ved en eksamen?..

Tid fungerer som et kommunikationsmiddel, der er lige så vigtigt som penge i vores samfund. Penge opgøres i tid.

Hvor mange penge man kan tjene på hvor kort tid?

Tid tydeliggør angsten for forgængelighed. At noget holder op. At der er noget, vi ikke når.

“Hvor lang tid har jeg tilbage?”
“Tager det lang tid, der er jo også andet, jeg skal nå?”
“Hvor mange minutter tager det at læse denne tekst?” – “Jeg kan jo ikke bruge al min tid på at læse..”

“Se så at blive færdig”, siger moren til barnet, der hænger over morgenmaden. “Vi kan ikke sidde her hele dagen! Jeg vil altså have noget ud af den!”

Underforstået at: “Det, vi skal have “ud”, er noget noget andet end det, vi gør lige nu.”

“Du kan få en times længere massage (og nydelse), hvis du betaler noget mere!”

Angsten for forgængelighed

Er det angsten for forgængelighed, der får mennesker til at blive i forhold, der tydeligt ikke er gode for dem?

Ønsket om at fastholde “noget som var” eller håbet om at kunne genskabe det?

Kan frygten for at blive alene, at miste sin økonomiske tryghed, eller for hvad “andre vil sige” (og dermed miste en social accept) gøre, at det, der ellers ikke føles sundt, udholdes i mange år?

Hvis skønheden, hengivelsen, opmærksomheden, kontakten, anerkendelsen og alt det smukke ved det at leve er uløseligt forbundet til, at det hele forvandles og forandres, bevæges og hører op”? Hvad gør det så ved os, når vi søger, “at det skal forblive, som det er…”?

Hvis skønheden, hengivelsen, opmærksomheden, kontakten, anerkendelsen og alt det smukke ved det at leve er uløseligt forbundet til, at det hele forvandles og forandres, bevæges og hører op”? Hvad gør det så ved os, når vi søger, “at det skal forblive, som det er…”?

At anerkende forgængeligheden

På Mahamudrainstitut øver vi at anerkende denne forgængelighed.

Det “særligt dejlige møde” vil vi gerne have til at vare ved. Hvad sker der, når det afløses af at mødes med et andet menneske?

Tager jeg erindringen om det som var, med i det nye der er?

Bevæget er jeg. Forandret. Noget er ophørt og noget andet fødes…

Den opmærksomme, bevidste iagttagelse af dette har i tusinder af år været en vigtig øvelse i en Tantra: Angsten for forgængeligheden – angsten for døden.

Frygter jeg døden, kan jeg ikke leve fuldt og helt.

Årsforløbet på Mahamudrainstitut i Cupisofi, tantramassage og elskovskunst