Hvad er meningen med det hele?
Hvordan ville det være, hvis svaret på spørgsmålet: “Hvad er Meningen med det hele” pludseligt stod klart for dig?
Hvilken forandring ville det måske betyde?
Jeg tænker, at det spørgsmål måske er det mest – eller et af de mest – grundliggende, som mennesker har stillet og stadig stiller? Det ligger måske også til grund for al spiritualitet? Det har, hvad jeg vil kalde for en “eksistentiel” karakter.
Hvor ofte hører jeg ikke, at mening søges i noget ANDET end det, som et menneske gør? Der må da være en mening med det her, som er mere end blot at “tjene penge”, eller “bare at overleve”?
Det svarer meget godt til at elske, for at “komme”.. Og så er det hurtigere “at komme” under bruseren eller for sig selv. Hvis det er mening? Så er den hurtigt “klaret”.
For mig betyder det At leve: At være her. At bevæge og bevæges.
At leve sker SAMMEN. Ingen af os lever uafhængigt af andet liv.
Hvordan opstår “mening” i livet?.. Ved at være her.
Være her med andre dyr, planter og mennesker.
“At være” udtrykker noget overordentligt aktivt. Det levende er bevægelse. At være betyder at bevæge. Ikke FOR at gøre “NOGET”… Ikke i stræben. Stræben afleder fra det, jeg gør, imens jeg gør det.
Jeg findes udelukkende i kraft af det “andet “.
Vores integritet er forbundne.
Jeg lever og næres ved, at jeg bevæger og bevæges i gensidig opmærksomhed og erkendelse af intet har egen eksistens.
Når jeg bevæger og bevæger, så bevæger og bevæges du.
“Meningen” opstår igennem: “HVORDAN vi bevæger og bevæges?”
Hvordan kan jeg gøre noget lettere for andre?
Hvordan kan jeg bidrage til, at måden vi iagttager på – og dermed bevæger alt, fremmer denne erkendte samhørighed?
Det virker emotionelt..
Hvad er meningen med at udvikle mig selv?
Det, jeg kalder “mig selv” er ensomt og isoleret. Det kan intet selv. Det er virkeligt meningsløst at tænke, at det er muligt. En grænse udgrænser igennem den illusion, den repræsenterer.
Receptiv sårbarhed
Det, jeg skriver her, kalder på en receptiv sårbarhed: At afspænde i at leve og være levende.
Lade livet, universet, det, som er, bevæge mig og dig med det hele – uden anstrengelse eller modstand.
Hvor absurd er det ikke at kæmpe imod det, som er?
Især når vi får øje på, at vi OGSÅ er det, som er!
Bevæger “jeg” mig eller “du”, så bevæges alt…
Hvad er meningen? … Er det: Hvordan vi bevæger hinanden?
Hvordan bevæges?…
Hvordan bevæger du og jeg hinanden?
“DU” opstår for mig, som jeg formår at se, sanse, fornemme dig SOM mig. Den iagttagelse sker igennem: Hvordan jeg bevæger og bevæges i mødet.
Det findes der nok ingen sande svar på, som jeg ser det.
Jeg lader det virke som en kontinuerlig undersøgelse og iagttagelse sammen med andre.
Hvordan øger vi muligheder for at bevæge os i integritet sammen.
Hvad kan vi med hinanden?
Det gør jeg gerne i fællesskaber omkring “hvordan”? <3
Jeg kalder det også gerne for “at elske”…
