Jalousi – og hvordan slipper jeg af med den?

I arbejdet med tantra kan vi næsten ikke undgå at blive konfronteret med det, som vi kalder for “jalousi”. Særligt udsatte kan vi være, hvis vi som “par” eller “kærester” sammen vil undersøge, hvad frihed er eller hvordan den fungerer.

Ind imellem hører jeg udsagnet: “Vil jeg udsætte mig selv for det her?…” underforstået f.eks. at se at “den anden” er i sin nydelse eller er optaget af en anden mand/kvinde. Vi kan løbe væk fra den oplevelse, have ulyst til at undersøge den, tænke at der må være andre måder at forstå jalousien på end ligefrem at blive konfronteret med den, og det er min erfaring, at vi kun kan slippe det, som vi forstår. At forstå noget er ikke det samme som at kunne beskrive noget. Forståelsen kommer igennem iagttagelse, at se, mærke, sanse hvad det er jeg gør med mig selv, når jeg lader mig gribe af disse følelser.

Hvad vil vi beskrive med ordet “jalousi”?

Ofte har vi en opfattelse af at vores jalousi er “rettet” imod en anden: Den kvinde som min mand tilsyneladende er optaget af (eller omvendt), og som også tilsyneladende giver ham eller hende så megen nydelse og lyst bliver målet for vores jalousi.

Fungerer der ikke sådan: At vi ser en situation, eller hører om den, danner os et billede eller en forestilling om “hvad dette mon kan betyde”, typisk oplever en følelse af angst, og efterfølgende sanser stort ubehag i kroppen? Følelserne kan spænde fra vrede, sorg og udløse lamslåelse, gråd og en lyst til at flygte eller skælde ud. Vi bliver med andre ord “ude af os selv”.

I min beskrivelse spiller angst en væsentlig rolle i vores jalousi. Knytter angst sig ikke altid til en forestilling? Knytter angsten for f.eks. døden sig til døden som realitet, eller for vores tanker om døden, hvordan alle andre skal kunne klare sig uden os, om alt det som vi ikke vil “nå” at opleve?

Hvis vi har direkte kontakt til det, som er, så er alt angst forsvundet. Angsten opstår, idet vi identificerer os med tanker om “hvad der mon kunne ske” og frem for alt med en fortælling om “at kunne miste”.

Prøv at iagttage dig selv i din lyst! Kan du i lysten give plads til jalousien? Eller forsvinder alle fortællinger, når vi sanser uden at give betydning?

Jalousien og angsten fungerer med andre ord på en måde, hvor vi adskiller os selv fra alt andet. Intet betinger vel så meget som netop de to følelser? Kan jalousi således være noget tegn på kærlighed, eller bliver den mere for os en påmindelse om min stræben efter at “være nogen” eller “noget”. Være den “eneste ene”, den “særligt udvalgte”, eller genstanden for min kærestes eller partners kærlighed? Er det ikke det, som vi har angst for: Ikke at være nogen?

Har kærlighed en genstand? Er lyst det samme som en “genstand for min lyst”? Kan kærlighed eller lyst nogensinde betinge noget som helst?

Hvordan “slipper” jeg så af med jalousien?

Når du f.eks. søger at undgå et andet menneske, kan du du så slippe tanken om det? Hvis du er optaget af ikke at måtte blive jaloux, kan du så slippe følelsen, eller vil den vokse i dig?

Har du først identificeret dig med de fortællinger, som du skaber i din jalousi, kan du næppe slippe af med dem igen, med mindre du aktivt ønsker at forstå, hvad det er, du gør. Du kan forsøge ikke at bringe dig i situationer med din partner, hvor du “er tvunget til at se på noget”, og dine forestillinger og fortællinger kan du ikke slippe på den måde! Tankerne vil altid nage dig, hver gang du inviterer dig selv til at forestille, “hvad mon han/hun gør lige nu”?… “Jeg HAR jo set hvordan han kyssede på hende der den lille søde….”

Spøgsmålet som jeg stiller er, om du vil se dig selv og ham/hende i realitet, eller om du hellere vil relatere dig til din egen forestilling og ønske om, hvordan du gerne vil have at han/hun er? Vil du leve sammen med et menneske med den viden, at vedkommende forsøger at undertrykke sin lyst i bestemte situationer, for at leve op til det, som han/hun mener, at du gerne vil se?

Vil du f.eks. relatere dig kærligt med den, som du gør til genstanden for din jalousi? Erfare at når du tager kontakt der hinsides bedømmelse og vurdering, så opløses den forestilling, som nærer din angst. (Måske vil du endda helt konkret opleve, hvor enkelt det så er at elske sammen alle tre!?)

Ja det kræver mod at undersøge dette! Og den frihed som der ligger i forhold til at slippe fortællingen om at “være nogen eller -noget” – overgår enhver beskrivelse.

Er tantra polyamorøs?

Betyder det så, at jeg skal acceptere at min “partner” f.eks. går i seng med hvem som helst? Er tantra en vej til det polyamorøse forhold, hvor det er ligegyldigt, hvem vi elsker med?

Er kærligheden “polyamorøs” og inkluderende eller vælger den, hvem den omfatter?

Kan vi “bindes” sammen af kærlighed, eller er det ikke netop kærligheden, som frigør og bryder enhver binding og relation?

Når vi siger, at vi er sammen på grund af “følelser”, som vi har for hinanden, så må det betyde, at vi er sammen på grund af historier: Vi holdes sammen af ord? Eller giver det mere mening at sige, at vi VIL være sammen, indtil vi ikke vil det mere? Kan vi hver især afgøre, hvem vi går i seng med? Ikke på grundlag af angst, men frit og i kontakt. Vi søger sikkerhed i vores fortællinger. Sikkerhed i noget, som forhindrer os i at have denne kontakt.

Jeg må for mig tage stilling til, om jeg vi være sammen med dig, og du må tage stilling til det samme. Hvis jeg ikke er nogen eller noget, kan du så overhovedet relatere dig til mig “som nogen”, eller ligger kontakten vi kan have i, at vi hver især har kontakt til det, der er?

Måske kan vi hjælpe hinanden ved at vise at vi VIL både os selv og hinanden, ikke som et løfte, et ideal, et mål eller en ambition, men igen og igen og igen…og…

Hvor der intet er, rummes alt.