De fleste mennesker kender til begrebet “kontekst”. Det bruges gerne synonymt med “at se noget i en bestemt sammenhæng”.

Er du “den samme”?

Du kan spørge, om du oplever “dig selv” som den “samme”, hvis du er til jubilæumsfest med gamle skolekammerater, når du besøger din mor, eller f.eks mødes på en date med en potentiel kæreste?

Er der forskel på, hvordan du “har det” på en varm strand i syden, eller foran din computer på dit arbejde?

De fleste ville svare, at det er indlysende, at der er forskel på det, de oplever i de forskellige kontekster, jeg nævner her. Og mange vil mene, at det blot relaterer til “det som sker omkring dem” og ikke HVAD de selv er?

Det svarer til at den gængse måde at se os selv og hinanden på, er at betragte os som afgrænsede individer” – At være “en nogen” der måske nok ændrer sig en smule, men grundlæggende er “den samme” hele livet igennem.

At se sig som “en nogen” eller “noget”

Vi lærer at se os som en “form” eller “et individ” af mange forskellige, som ligner os. Alle sammen er vi “på rejse “i livet.
Undervejs på vores færden udsættes vi for mange forskellige påvirkninger, der “tages mere eller mindre ind” eller “holdes derude” .. Eventuelt i “udstrakt arm”?

“Ja” siger du måske?
“Jeg har oplevet meget forskelligt” og det har alt sammen formet mig til den, jeg er! Min barndom, mine venner, alt det gode og dårlige, mine traumer, glæder osv.”

“Tænk bare, hvad jeg har samlet op undervejs! – Noget af det havde jeg gerne været foruden! Og vil har jo nok alle sammen noget med i baggagen?” “Jeg har iøvrigt også arbejdet meget med mig selv!”

Din hukommelse bliver slettet! Hvad så?

Forstil dig nu, at hele din hukommelse blev slettet! At du overhovedet intet kunne huske af det, du havde lært. End ikke gå eller at spise selv!

Ville det så stadig være “dig”? ….
Hverken du eller andre ville kunne “kende dig igen”!

Jo – mennesker omkring dig, ville ved at bruge DERES hukommelse, forbinde den til hvordan, det menneske, de står overfor, “ser ud”.. De genkender dig, som den du “var”, og kan nu “ikke kende dig”, fordi du ikke reagerer, som de ellers forventer det.

Hvad ville de mon gøre for at hjælpe dig til at “huske” igen?

De ville fortælle historier om “dengang” du/vi gjorde det og det…

De ville gøre det ved at invitere dit intellekt til at konstruere forskellige kontekster. For at lære dig at tale igen pege på noget, og forbinde det med et grynt og en tilhørende grimasse og bevægelse med munden. Du ville høre en lyd, hvilke intet andet betyder, end at dit indre øre bevæges og dermed emotionelt også hele “dig”.

De ville blive nødt til at rekonstruere hele “dit liv”. Forstået som alt det du potentielt – i deres forståelse – burde kunne huske – for at “blive dig selv igen”.

DE kan ikke lide at du ikke længere er DIG

En væsentlig motivation for det ville være, at DE ikke vil bryde sig om, at du ikke spejler DEM i det, de mener at være i mødet med dig.

Det er frygteligt anstrengende, at skulle til at skabe sig selv igen – i mødet med det,“som engang var dig”. Det er næsten lige så bøvlet for “dig” som for dem… Måske ville de i et stille øjeblik ønske sig, at du “kunne blive den gamle igen”?

Jeg tænker umiddelbart, at det ville betyde mere for dem end for dig! … De har brug for fortællingen om dig, for at kunne erkende SIG i mødet med det/den, de før anså dig for at være!

Opgaven er naturligvis helt umulig at løse.

Du har kun eksisteret som kontekst

“Han blev aldrig rigtigt sig selv igen” ville de sige, når du ikke er til stede.
Dvs. “Du” KAN ikke være til stede, som du var før!

“Du” har aldrig eksisteret som andet end netop “kontekst”.

Kontekst? – Hvordan?
Som sammenhænge af en ret høj kompleksitet der spejles i et neuralt netværk.

Et neuralt netværk, der er i stand til at genskabe i princippet uendeligt mange forskellige kontekster, og som med al sandsynlighed – inden hukommelsen blev slettet – af mange mulige gentagelser, valgte at gentage “de samme”.

Det at mene, at “vi kender eller ved noget”, betyder i denne sammenhæng (kontekst): At foretrække at gentage bestemte kontekster, som et “svar” på forstyrrelser, vi opfatter som kommende “udefra” på trods af, at vi kun kan erfare dem, “som vi oplever os selv”.

Kan du følge det, jeg skriver her?
Er du med?

Hvem styrer så denne “kontekst”?

Ja, hvis du læser det, ER du med. Det skrevne du læser, er kontekstuelt forandrende – for både dig og mig… Det er det vi ER: kontekst! … eller kontekst-skabende bevægelse.

Nu bliver det syret ikke?
Hvam styrer denne kontekst/bevægelse?
Ingen!
Enhver forstyrrelse, der kan spejles i et netværk, bevæger hele netværket.

Det sker bare…

Men hallo!… Det har jeg jo ikke kontrol over?
Nej… hvis “jeg” ikke findes som noget, der er adskilt fra alt andet, så vil kontrol være illusion?

Men det ser UD som om, at jeg er adskilt fra det omkring mig?

Ja det gør det. Det er jo netop forudsætningen for at leve som du gør: I illusionen om at være i kontrol fra en “afgrænset position”.

At øge mulighederne for at bevæge kontekst

Og hvis du kort reflekterer over det, så bevæges “mine” celler, neuroner og deres forbindelser, både af hinanden, og af dine celler, neuroner og forbindelser – og ultimativt af AL bevægelse i økologiske neurale netværk.. i hele universet.

“Du” og “jeg” er “gentagne loops af forstyrrelser, der får noget til se ud som “det samme” for “os”…

Kan måden disse forstyrrelser forandres på ændres?
JA!

Det kalder vi for “at lære”… Det betyder ganske enkelt at øge antallet af mulige kontekster, og måder disse kontekster KAN skabes på?

Det betyder også at opdage, at kontekst også er det, jeg gør… når jeg gør.

Jeg er altså ikke “omgivet” af omgivelser. De er momentant, som de er, i og med det “jeg” gør (i).. Gjorde “jeg” det ikke. Ville DE omgivelser heller ikke være der. Omvendt findes “jeg” kun momentant som dette “jeg. Al bevægelse vil momentant også bevæge det, der her beskrives som “mig”.

Når jeg så ikke opfatter mig som et hele eller som “bare bevægelse”, så skyldes det, at det åbenbart er meget lettere at gentage mønstre eller bestemte kontekster, som allerede er afprøvede, end kontinuerligt at skulle opfinde nye?

At begynde forfra – som et barn?

“Det er virkeligt svært at forstå?”

“Ja… Det er næsten som at skulle se sig selv ind i øjnene uden at bruge et spejl?

Og tænk så på eksemplet, hvor du mistede al hukommelse og alle færdigheder, igen!

For at få dig til at blive “dig selv igen”, måtte du begynde “forfra”… som et lille barn.
Små børn ser ikke Ind – men ud. UD UD UD UD…. Og alle de forstyrrende sammenhænge eller kontekster er det, barnet er og bliver til…

DET har potentielt ingen ende… såfremt barnet bliver ved med at se UD.

Med tiden vil det måske i stigende grad begynde at se mere Indad end ud?
Mest holde sig til det, det mener “at vide” og kan huske? Og alt, hvad det bedst kan lide.

Det gør det for at undgå at anstrenge sig for meget, og for at gøre noget af det til en “belønning”: “Nåe ja det kender jeg godt!” … Eller “Her føler jeg mig tryg!”

På den måde skabes “Koncepter”, “Sandheder”.. og tro… De kan være særdeles nyttige i forhold til at opleve at være i kontrol.

Det er også vældig praktisk i forhold til at gøre både sig selv og alt andet til noget, der ser ud til IKKE at bevæge sig (særligt meget)…
Samtidigt ser det på den måde ud, som om verden opleves mindre forstyrrende!

Hverken hjernen eller kroppen styrer os – heller ikke sammen

Det er ikke hjernen, heller ikke kroppen, men omgivelserne som styrer os. Vi reagerer på forstyrrelser og lærer at vægte svarene i forhold til, hvordan vi belønnes.

En belønning der i sidste instans skal bidrage til, at vi kan opretholde vores integritet.
En integritet, der ikke KUN er vores, men også beror på at forhindre for mange forstyrrelser, der udfordrer det vi “kender”.

Hvad, hjernen og kroppen gør, er at bevæge sig som et neuralt netværk, der igennem et meget enkelt princip, hvor hver knude ved at vægte betydningen af enhver forstyrrelse, og ved at være forbundet med alle andre knuder, kan kreere et utal af variationer i den samlede respons.

Vi lærer ved at øge disse muligheder, og gentage de, som virker nyttige i forhold til st opretholde integritet. Dvs til at med-skabe de omgivelser, der samlet set er bedst mulige for den fortsatte eksistens lige her og nu og det, vi har lært at beskrive som: “På længere sigt.”..

Kunstig Intelligens fungerer som kontekstskabende sprogmodeller

Det, jeg beskriver, minder om de principper, som lægges til grund for det, der kaldes for “kunstig intelligens”. De bygges op som “netværk” af forbundne “celler”, der i grunden ikke består af andet end matematik. De kan forstyrres med et input, og vil så vægte output, afhængigt af hvilke input de modtager, fra et stort antal celler, som ligner dem selv.
Vægtningen opstår ved at belønne eller straffe. Dvs. at lade netværket selv gennem et træningsmateriale, der består af en masse “rigtige svar” og ikke mindst måder at komme frem til sådanne “rigtige svar” – straffe eller belønne sig selv.

Ligner det ikke det, vi kender fra os selv når vi opdrages?

Dertil kommer, at vi har fået øje på, at alt, hvad vi erkender, forstås og beskrives som “sprog”: med regler, betydninger, undtagelser, variationer, udtale, dialekter, associationer etc…

Matematik fungerer som et sprog. Den måde vores stemme eller hud reagerer på, når vi udsættes for forskellige forstyrrelser, kan beskrives som et sprog. Kemi fungerer som et sprog….

Ja ALT hvad vi opfatter som viden og beskrevet iagttagelse – ultimativt alt, hvad der er – fungerer som sammenhænge, der kan spejles som et sprog.

Sprog der i sig selv, virker SOM kontekst – og præcis som vi – også kan virke kontekst-skabende.

Kontekst – Den vildeste opdagelse i menneskehedens historie

Det er den vildeste erkendelse i menneskehedens historie… Som i virkeligheden ikke er ny.

Bibelen nævner, at Gud, da menneskene satte sig for at bygge et tårn i Babel, der skulle nå til himlen, blot behøvede at give dem forskellige sprog, så de ikke længere kunne forstå hinanden.
Så stoppede byggeriet med det samme!

Hvis du kan lide fællesskab, hvor du udfordres både på intellekt, emotion og krop. For at blive mere bevægelig og smidig i alle sine betydninger. IKKE ved at blive præsenteret for færdige koncepter, med at deltage i en undersøgende praksis, så er det, det vi inviterer til på Mahamudrainstitut.
Det ER ikke for alle… Det står vi ved. Vi udfordrer sammen på mange forskellige måder vores opfattelse af verden, og det vil kalder for “os selv” i den.

Det har “de klassiske Tantras ” alle dage gjort.