Lad mig være! siger teenageren, når det gør ondt
“Lad mig være!” Siger vi ofte, når noget gør ondt. Jeg siger gerne at smertesansen måske er vores vigtigste sans? Og har skrevet om den før.
Dens funktion er, at få os spontant til at flytte os – Dvs. at bevæge os anderledes, hvis noget synes at være ved at skade os.
Lad mig være! – lad mig være SELV
Smerte er vigtig i forhold til at bevæge sig i integritet. Uden den vil jeg ikke opdage, at jeg såres, og blot en lille forbrænding eller en stik vil kunne udvikle sig til en livstruende infektion.
Når noget gør ondt, så føler vi os øjeblikkeligt isolerede i smerten. Det er et signal om at passe på os selv. Smerte giver os med andre ord en følelse af at være afskilte fra det, som ellers er?
Jeg kender det fra mig selv. I perioder kan jeg ind imellem døje med Migræne. Det viser sig først som synsforstyrrelser, der gør det svært at orientere mig. Den følges gerne af tiltagende hovedpine og kvalmende utilpashed. Det hele gør, at jeg spontant trækker mig tilbage og forholder mig i ro.
Vi kan være glade og tilpasse i socialt samvær, og fornemme, hvor fantastisk det er at leve, for så pludselig at mærke en emotionel smerte, der med et hiver os tilbage til os selv og følelsen af at være adskilt fra alle andre og alt andet.
“Lad mig være!” – siger teenageren eller barnet, som er ked af det. han/hun trækker sig væk, og føler samtidig mere smerte ved på den måde at erkende, at være overladt til sig selv i en verden og liv, hvor overlevelse og integritet beror på fællesskab og kontakt?
Smerten giver en følelse af at være selv
Vi kan elske og være opslugte i hinanden, indtil noget pludseligt gør ondt. Så er magien brudt. “Av.. for den!” siger den ene, og bryder magien. Vi flytter os spontant, og gør vi det ikke tydeligt og synligt for den anden, sker det uanset intellektuelt og emotionelt.
Smertesansen skaber med andre ord en meget tydelig følelse af at være SELV.
De klassiske tantras skriver om at erkende lidelsens natur. Det de på den måde peger på, er at erkende, hvad der skaber et SELV?
Mine forestillinger om verden og livet, kan ikke være verden livet. Mit ønske om kontakt til et andet menneske, ER ikke denne kontakt, jeg ønsker mig.
Var den det? Ville jeg ikke ønske det!
Alle disse længsler, ønsker og ambitioner, om at noget skal være anderledes end det er – vil adskille og isolere mig fra det, som er. Præcis som smertesansen gør det.
Kan der være nydelse i smerte?
Hvordan kan det så være, at der også for nogen kan være nydelse i smerte? F.eks. hvis den påføres bevidst i forbindelse med seksuel leg?
Hvis jeg har et meget stærkt ønske om at blive set, så må jeg adskille mig fra det “hele”. Jeg må isolere mig som det, der er i centrum for et andet menneskes begær.
Jeg må selv skabe den følelse i mig, at jeg fremtræder afgrænset og tydelig for den anden! …Og dermed overhovedet gøre det muligt at være i centrum for et andet menneskes fokus.
Smerten, vedkommende påfører mig, kan blive den tydeligste bekræftelse på det!
Den som dominerer og påfører smerten, kan ikke gøre det uden selv at være sig smerten bevidst. Han/hun vil jo ikke varigt skade nogen, og må kunne fornemme og nøje aflæse virkningen af sine handlinger på den anden?
Det hele afgrænser, Det skaber for begge en illusion om at være isoleret fra det, som er omkring: “Vi er i vores egen verden”.
Det fungerer som en paradoks:
For at føle mig elsket, må jeg skabe et tydeligt adskilt SELV, der kan elskes som noget særligt.
….Og intet kan leve “selv”.
Det levende består ikke af “ting”, men af bevægelse som alt, der er.
Jalousi – Lad mig være – og alligevel ikke!
Dette selv – at være selv – smerter.
Vi kender det fra at føle sig ensom. Eller f.eks jaloux.
Vil jeg føle mig elsket af den ene, må jeg altså tage smerten på mig? Jeg må undertrykke impulsen til at være fælles for at opnå, at “den ene, jeg vil have for mig selv, finder mig attraktiv som noget særligt”
Dermed altså også at vedkommende selv adskiller sig fra det hele, ved at fokusere på MIG!
Det kan forklare, hvordan den, der bliver jaloux, kan føle at smerten vokser til det ubærlige? F.eks. når den, som vedkommende vil være særlig for, trods hans/hendes jalousi – vil bevæges af- og i et andet fællesskab?
Ego, selv, “at ville være en nogen, som er særlig” udtrykker alle 3 smerte og lidelse. Den opstår igennem den tydelige afgrænsning og dermed adskillelse, som skabes og forstærkes.
At se smertens natur?
Ved at se smertens natur, kan bindingen til den frigøres. Derfor inviterer de klassiske Tantras bl.a til at erkende lidelsens natur.
Hvad er det mon, som har fået munke til at leve i ensomhed i årevis ude i en hule eller hytte?
Det er smerte at være alene.. Det strider imod vores natur.
Smerten ved at gøre det, minder dem om- og tydeliggør illusionen om dette “selv”.
Hvad, de ser og anerkender, SOM det er, sættes fri? …. Måske?
For gør de det, for at blive til noget særligt, og vender de efterfølgende tilbage til fællesskabet med en ide om at have “opnået noget” – så har det hele ingen mening haft.
Lad mig være og pleje mit selv
I sidste ende kommer det til at handle om afgræsning og at se illusionen af den?
Smertesansen, der på den ene side passer på os, får os til at tænke på- og sanse- os selv som adskilte fra det, som ellers er.
Det skaber øjeblikkeligt illusionen om et SELV
Ses det, hvordan dette SELV skabes… Og hvordan det øger smerten ved at forstærke illusionen om at være afgrænset og isoleret, så opløses det igen.
Det kan gøres ved bevidst opmærksomt at lade alle parader falde og fuldstændigt hengive sig til det, der sker, som det sker.
Lade sig bevæge spontant og uden modstand. Gå afspændt og uden anstrengelse med det, som er og bevæges.
Gør vi det sammen f.eks i seksuel leg, må det ske i tillid til, at vi begge kan bevæge os i integritet. Og har talt om det!
Der fordamper illusionen om et “jeg”.
Smertesansen i alle sine nuancer fungerer da som spontan bevægelse. Et signal, et udtryk af natur, som passer på natur…
Det bliver at leve i opmærksom bevidsthed og kontakt til “Lyst”… Der leves.
