lærer og elev

Lærer og elev forhold – og at relatere intimt

 

Inviteres vi godt til at undersøge “Tantra” igennem et lærer og elev forhold?
For ganske nyligt oplevede jeg, at en tidligere deltager på  Mahamudrainstitut mente, at jeg som “lærer” har et ansvar for, hvad deltagerne oplever eller “tager med sig hjem”.

Dette på trods af, at jeg igen og igen, påpeger at enhver skal være opmærksom på selv at sige fra og til, ikke skal tro på et ord af det, jeg siger, og i øvrigt alene inviteres til at undre sig sammen med os, uden noget krav om deltagelse i øvelserne.

Jeg har igennem mere end 30 år ledet seminarer, hvor deltagernes egen undersøgelse af krop og sind fylder meget. Jeg har mødt i titusinder af deltagere.

Ledelse ser jeg i den sammenhæng som at sætte en ramme, der understøtter, at det er muligt at bevæge sig i integritet og gå på opdagelse i eget sind og krop.
Jeg tror ikke på “sandheder” af nogen slags, og ser det at ville stille spørgsmål og vores undren som en drivende kraft.

At jeg ind imellem bliver gjort til en “lærer” og gives et ansvar, som “den der ved det rigtige”, har jeg erfaret som nærmest uundgåeligt, og det rejser naturligvis spørgsmål i mig.

Måske har du lyst til sammen med mig at undersøge, hvad der sker, hvis jeg ville gøre nogen til en “lærer” eller sågar en “Guru”? (og hvis ikke, så lad være med at læse videre) 😉

Hvad beskriver “en relation”

For at forstå dette spørgsmål, må jeg først se på, hvad en “relation” betyder?

Med “relationer” mener jeg f.eks. venskaber, kærester, ægtefolk, veninder, medarbejder-arbejdsgiver, lærer og elev.
Er det ikke sådan, at når vi beskriver den interaktion, vi har med hinanden, som tilhørende en bestemt “relation”, at der til denne relation så hører et sæt af forventninger og normer?

“Sådan gør man ikke, når man er veninder!”… er et udtryk som jeg regelmæssigt hører. I relationen ligger der med andre ord et moralsk regelsæt, som betinger det, der sker eller forventes at ske imellem de, som relaterer til hinanden?

En forventning der typisk fungerer temmelig ubevidst. Et “vennepar” vil f.eks. nok ikke komme i tanke om spontant at tungekysse hinanden? For et “kærestepar” ville det være meget mere nærliggende.

Hvis jeg med andre ord indordner det, jeg gør med andre mennesker i bestemte “kasser” og benævnelser – altså som bestemte “relationer” – kan jeg så være fri i den måde, jeg relaterer på?

Eller er det, jeg igen og igen forholder mig til og måler vores interaktion op imod, denne norm som relationen udtrykker? En norm der for den sags skyld ikke behøver at være statisk, men som meget vel og som regel ofte også forandres igennem vores fortællinger eller “erfaringer” med hinanden?

Kan vi mødes i frihed, i en lærer og elev -relation?

Hvis blot den ene af to som mødes, kategoriserer mødet i en sådan “kasse” – er det så muligt at mødes i frihed? Kan der så overhovedet være kontakt til kærlighed?

Det er nok at den ene vil denne kategorisering for at skabe spænding i den fælles interaktion. Tænk f.eks. på hvor stor et konfliktpotentiale der kan være imellem to, hvor den ene ser sig som dybt forelsket, og den anden mere bare “vil hygge sig”, eller “ikke noget bestemt”…

Ligger der så i ønsket om “at have en bestemt relation” en fordring? Enten kontante krav eller ambitioner og mål? Og vil ikke denne stræben i sidste ende udløse lidelse?

Ønsket om at “være nogen” eller “noget” – Ikke blot for sig selv, men også for den anden – kan blive stort, og næres igennem den form og betydning, som “relationen” gives.

At gøre mig til “lærer”, må betyde at den pågældende deltager gør sig selv til “elev”?
Til denne lærer og elev relation hører der mange historier, og i det øjeblik vi f.eks. i tantra vil undersøge seksualitet, lyst og kærlighed, kan disse historier vel selvsagt få en væsentlig betydning? Ikke mindst når jeg tænker på de gældende normer for sådanne relationer i vores samfund?

Er der forskel på at gøre sig – eller blive gjort til “lærer”, eller at gøre sig til “behandler”, “terapeut” og blive set på som en sådan?

Hvor om alt er, så må det som nævnt betinge mødet?

Hvad betyder “ansvar”?

Hvor kommer ansvaret så fra? Hvem har ansvaret for hvad? Dette spørgsmål er ikke så enkelt at besvare, synes jeg.

For at forstå dette, må jeg kort undersøge, hvad “ansvar” betyder? Kan jeg tage ansvar, hvis jeg står under pligt? Altså hvis nogen forlanger en bestemt adfærd af mig? Eller er ansvaret ikke netop kendetegnet ved, at jeg handler i fuldstændig frihed?

At handle ansvarligt bliver i så fald at handle hinsides betingelse eller konditionering – Dvs sansende og opmærksomt i min beskrivelse. At kunne “svare an” for det, som jeg gør, imens jeg gør det. F.eks. At kunne bevæge mig spontant væk eller tættere på klart og tydeligt.

Dette rejser for mig et dilemma. Kan jeg sige ja til at undre mig sammen med mennesker, hvis de rejser tvivl om, hvorvidt de selv er i stand til at flytte sig?
Er det overhovedet muligt for mig at tage ansvar for, hvornår nogen føler at han/hun f.eks. føler “sine grænser overtrådt”? ..
Grænser der for hver enkelt formuleres forskelligt, som fortællinger og erfaringer der gives betydning? … Hvis beskrivelsen af en blomst ikke selv er en blomst, hvordan så med beskrivelsen af en “grænse”?

Og hvis et menneske kommer FOR at undersøge sig selv i forhold til netop dette : At kunne bevæge sig i integritet i nære møder med andre mennesker.

Vil det så betyde, at jeg forsøger at gøre det umuliges kunst, ved at invitere vedkommende ind?

En flugt – at skabe lærer og elev forhold?

Ligger der en “flugt” i det at skabe forestillingen om et lærer og elev forhold med sig selv som “elev”? .. Og dermed mig som “lærer”? En flugt fra selv at skulle handle ansvarligt? ….Et forhold som vel ikke er anderledes ved enhver anden “relation”, vi skaber?

Relationen inviterer os ind i en “pligt” og dermed under en betingende moral. Hvor der er “pligt” rejses der også en “skyld”.

Hvad, jeg vil, er, at invitere mennesker til at undre sig sammen med mig.
Dette foregå i frihed, dvs. hinsides enhver relation. Vi relaterer til hinanden uden at gøre det, som vi gør til en “relation”. Er det muligt?

Ja det er det nok, hvis vi iagttager hver eneste gang det sker at vi konstruerer en relation? Vores intellekt elsker disse relationer, og vil igen og igen søge ned i dem. Det er også kilden til jalousi, skuffelse, vrede, længsel, håb etc. .

Intellektet fungerer, som det nu gør. Det er en herlig tjener, som bla. gør det muligt for mig at skrive dette – og jeg er ikke mit intellekt. Dette er hele meditationens væsen – det er tantra´ens invitation at forstå dette ved at erfare.

At være total i møder med hinanden?

Når vi mødes uden at have gjort hinanden til “nogen”, så er det også muligt at være klare og totale i mødet. Du kan flytte dig. jeg kan flytte mig.

De fleste “elever” eller “kursister” til alle mulige arrangementer forventer at kunne “springe fra” uden varsel. Med rette.
De færreste er vant til, at dette også gælder for mig. Jeg kan sige “nej” til, at du deltager længere.

Det er nødvendigt, for at vi overhovedet kan mødes.

Vil du mødes med mig, så kom som et voksent menneske uden at have nogen ambition om hverken at skulle være “enig” eller “uenig” med mig. Hvis du er optaget af det, kommer det så ikke til at handle om, at du søger en “sandhed”? …Det som er “rigtigt”? …og hvis der er noget som er “sandt”, kan denne sandhed i givet fald nogensinde ligge i en fortælling…altså i ord?

At relatere hinsides historier

Kom hvis du vil undres sammen med mig? Det fungerer som at relatere uden historier – vi skal begge ville det, og vi mødes i frihed og dermed med ansvar for, hvad vi hver især gør, når vi gør det.
Sig ikke til mig efter en eller 14 dage….”Der gjorde jeg noget, som overskred min grænse, og det var fordi du sagde..”.

Kærligheden kan ikke være lunken…a ´la: ”Nu ser jeg lige, hvad jeg kan bruge”. Den må være total? Der ligger ingen garanti i dette, ingen tryghed eller sikkerhed. Vi relaterer lige så længe, vi begge vil det, eller indtil bare en af os ikke vil det mere og flytter os. At vi gør det, skal ikke begrundes i en historie, der igen vil betinge?

Måden vi gør det på kan være vigtig for os begge. Og det kan vi øve.

Der er intet, som vi hver især kan gøre for at “holde på hinanden”. Sådan fungerer det at “relatere” uden at gå ind i en “relation”?

Hvis jeg ville holde på dig, måtte det betyde ,at jeg forventede at have krav til din frihed og omvendt?

Praksis fællesskabet på Mahamudra institut

Previous Article
Next Article