lide dig

Lide dig eller ikke lide dig? Er det spørgsmålet?

At kunne lide dig .. eller ikke lide dig .. kommer måske i virkeligheden til at handle om, hvorvidt jeg kan lide MIG i mødet med dig?

I en snak her til morgen hørte jeg: “ Jesper.. Mænd og kvinder har tit svært ved dig, selvom de bevæger sig indenfor det tantriske.”

Jeg svarede, “at det er jeg bevidst om.”

Det ledte til en samtale om “at kunne lide eller ikke lide”.

Jeg ser, hører og læser, hvordan “kærlighed” gøres til “at kunne lide nogen rigtigt meget”.
Det er vel essensen i ideen om den “romantiske kærlighed”?

Hvis den “kærlighed” betinges af, hvad jeg kan lide eller ej, KAN det så være det, vi peger på med det ord?

Bruger vi ikke ordet “kærlighed” til at pege på det, som er “hinsides betingelse”, altså som ikke ligger under for præferencer, vurderinger eller bedømmelse?

Hvad betyder det at kunne lide dig?

Hvad vil det for mig sige at kunne lide et menneske?

Hvis, jeg møder dig, så vil al min erkendelse af dig ske i mig. Jeg sanser MIG, i mødet med dig.
Måden, jeg møder mig på sammen med dig, bliver til min opfattelse af DIG.

Hvis mine tanker forstyrres i en samtale med dig på en måde, jeg ikke bryder mig om, så vil jeg måske føle ubehag?
Skælder du mig ud, eller opfører du dig truende, kan det være at jeg føler mig angst, og i angsten bevæges og bevæger jeg mig på en måde, jeg ikke kan lide.

At kunne lide dig .. eller ikke lide dig .. kommer måske i virkeligheden til at handle om, hvorvidt jeg kan lide MIG i mødet med dig?

Hvornår kan jeg så det?
Det kan jeg først og fremmest, når jeg føler mig kompetent til at bevæge mig med dig.

“Jeg kan ikke lide hunde” … sagde hun

“Jeg kan ikke lide hunde”, sagde en til mig

“Er du vant til at omgås hunde?” svarede jeg

“Nej, jeg har aldrig brudt mig særligt om dem!”

“Vil du lære, at færdes med hunde? De er nogle meget spændende og empatiske dyr”

“Tror du at jeg kan det?”

“Ja hvis du vil? .. Det betyder at ville undersøge og iagttage, hvordan de kommunikerer og bevæger sig.
Jeg vil gerne vise dig, hvad jeg gør i mødet med dem, og pege på, hvad de gør.
Jeg vil også være her, støtte dig og gribe ind, hvis det du så gør alligevel ikke rigtigt fungerer”

VIL – ikke “vil noget bestemt”

Dette vil… er måske det helt afgørende?
Ikke som :“Jeg vil noget”, men bare “vil”.

“JA jeg vil se og iagttage mig i møderne med hunden. Opmærksomt og bevidst om hvordan jeg gør, når de bevæger sig, og hvordan de gør, når jeg bevæger mig, som jeg gør?”

Når jeg spørger hende i dag, sætter hun sig ned og favner både Gandalf og Mille.
“Det er godt nok de sødeste hunde, jeg kender!” siger hun.

Hvis jeg nu ikke kan lide dig?

Hvis nu et menneske helt generelt ikke kan lide sig selv. F.eks. ved kontinuerligt at bedømme sig selv som rigtig eller forkert. Så vil det også være meget vanskeligt at lide andre mennesker.

Hvis måden, jeg møder mig på, er at måle mig i forhold til et eller andet ideal, så vil det uvilkårligt også spejle den måde, jeg møder dig på? Det vil stille sig i vejen for, at jeg kan SE dig i mig, som du er?

Jeg bevæges af dig, og holder det øjeblikkeligt op mod mine ideer om det “rigtige eller forkerte”. Jeg vil være bundet i vurderingen af, om jeg kan lide MIG eller ej, i mødet med dig.

Opstår der et vil?

For mig er dette meget spændende at iagttage.

Livet er fyldt med forunderlige, levende væsener. Jeg er ikke optaget af at kunne lide eller ikke lide.

Måske tænker og bevæger jeg mig anderledes, end så mange andre mennesker? Sådan har det været hele mit liv. Det kan ikke være anderledes for mig, når jeg er optaget af at undersøge og iagttage det, som er…

Hvis, jeg nu ikke kan lide en “krokodille”, så er jeg bevidst om at det med al sandsynlighed hænger sammen med, at jeg overhovedet ikke er kompetent til at bevæge mig med den?

Jeg kan måske se den fra sikker afstand, og bedømme den som “smuk”, “farlig” eller “grusom”. Hvis jeg vil erkende den – SE den.. så må der hos os begge to opstå et VIL.

Hvis dens “VIL” kun er: “Jeg vil æde dig!” Dvs.: “Jeg vil sanse mig med dig i min mave”… Så bliver det meget svært for mig (om ikke andet.)

Samtidig fælles interaktion?

Lykkes det os derimod at finde en fælles samtidig interaktion i gensidig respekt, så kommer det ikke til at handle om at kunne lide hinanden eller ej, men om at vi hver især finder os selv tilpasse, nysgerrige og levende i mødet.

For at mødes i respekt, må vi smide maskerne.
Vise os, som vi er lige her og nu.

En maske giver os skin af, at være på en bestemt måde uanset, hvad der bevæger sig omkring os?
Masken udtrykker et stivnet ideal – en form.

Uden maske, bliver det intimt.
Med det intime følger også det sårbare.

Jeg ser dig i mig.
Det er der, du er.
Jeg er i dig..

Vi bevæges og bevæger os sammen, som vi er kompetente til.
Hvis, vi vil, kan vi undersøge, om det er muligt at finde fælles takt, tempo og rytme?

Hvis ikke det er muligt, skilles vi bare igen.

Årsforløb i cupisofi og elskovskunst