Lidelsen – kan den bringes til ophør?
Menneskers adfærd synes præget af flugt fra lidelsen. At leve indebærer at sørge for mad, varme, beskyttelse, anerkendelse, formering, og alt det, der ellers skal til for at holde sig levende.
Bliver nogle af disse basale livs-nødvendigheder svære at opretholde, vil de fleste mennesker uvilkårligt forsøge at få kontrol og skabe forudsigelighed.
Det bunder i angsten for at dø og den smerte, der forbindes med det. Med den følger ambitionen om kontrol.
Manden der ikke kunne stoppe med at spise
Den anden dag mødte jeg en mand, som led voldsomt under sin overvægt. Han fortalte mig, at det var som om at han kunne blive ved med at spise. Uanset hvad han gjorde, så fortsatte det bare. At tabe sig var blevet umuligt.
Sin fortælling vil jeg bruge som et eksempel på lidelsens selvskabende natur.
Hvordan kan det ske, at han nærmest bliver mere sulten, jo mere han putter i munden?
Efterhånden er han igennem den megen mad blevet så ubevægelig og måske i såvel sine som andres øjne så u-attraktiv, at han isolerer sig og undgår intimitet. Den manglende bevægelighed, der er en følge af denne trang, forstærker at han tager på.
Mange gange har han følt sig afvist eller “forkert”. Midlet han bruger til at dulme smerten med er mad og god vin.
Han erfarer igen og igen, at han kun kan befri sig fra lidelsen, ved at fylde sig med noget.
Det er ikke noget under at han vokser og buler ud. Bogstaveligt talt tager han mere og mere plads. Samtidig med at omsætningen stiger i kroppen, skal der mere og mere mad til, for at han ikke føler sig sulten.
Han er god til at tjene mange penge, og det hjælper en smule på det hele, synes han, uden at fjerne den grundliggende ensomhed og lidelsen.
Kan lidelsen bringes til ophør?
Hvordan stoppes denne spiral? Kan den bringes til ophør?
Jeg spørger mig selv om noget sådan kunne ske for dyr, træer og planter? Har jeg nogensinde set en overvægtig ræv eller hjort i den frie natur?
Nej…!
Ligger forskellen i overbevisningen? I det stærke ønske om kontrol over sin angst for lidelsen?
Problemet opstår igennem en ide om, at “mening” skal søges i en fortælling: I noget andet end det, som er.
Problemet opstår igennem en ide om, at “mening” skal søges i en fortælling: I noget andet end det, som er.
Fortællinger beskriver, ved at pege på noget andet.
Fortællinger beskriver altid noget, ved at pege på noget andet. Det er beskrivelsens væsen.
Hvis, du er i tvivl om, hvorvidt det forholder sig sådan, så beskriv kort for dig selv, hvad det vil sige “at kysse”, og iagttag imens hvad det er, du gør!
Midlet der skal dulme smerten, skaber lidelsen.
Manden i ovennævnte fortælling ser ikke, at det middel – maden og den gode vin – han benytter til at dulme sin smerte med, præcis er det, som skaber lidelsen.
På et tidspunkt er han kommet i gang, og nu kan han i sagens natur ikke stoppe igen. Han er fanget og bundet i sin adfærd. En adfærd han ikke vil acceptere – ellers var han ikke kommet til mig.
Flugten fra lidelsen og smerte bliver til det, der skaber mere af den.
Bindes i illusion
Han er ude af stand til at anerkende det, der er, som det er…. og bindes i stedet i illusion.
Han bindes ved at sin adfærd, der er knyttet til illusionen både begrunder og betinger den.
Sin ambition og vedvarende fokus på at ville væk fra … eller hen til… gør det umuligt at være afspændt, og opmærksomt iagttagende i det, som er og sker.
Han lever som var han en rolle i en film, han selv kontinuerligt skaber, uden at se, at det er det, der sker.
Af-sig-selv træde ud af lidelsen
Er der nogen måde, hvorpå han af-sig-selv kan træde ud af denne selvforstærkende spiral af lidelse og bedøvelse?
Finde ro i sind og krop
Det første vil være at invitere vedkommende til at sidde stille, finde ro, opmærksomt iagttage og finde stabilitet i sit sind og sin krop. Det kan føles vanskeligt i begyndelsen og igennem øvelse, bliver det lettere og lettere.
Bevidsthed om illusionens karakter
I takt med at sindet falder til ro, vil illusionens karakter blive bevidst. Det bliver muligt at se, at angsten kommer af forestillingen om lidelsen. Den udløses af emotionen “sult” og trangen til at “slippe af med den”. Den forstærkes igennem en ide om- og stærk længsel efter at være i kontrol.
Erfare øjeblikke uden flugt
Ved at invitere til at erfare øjeblikke, hvor denne “flugt-adfærd” ikke finder sted, men i stedet blot iagttages, og langsomt øge varigheden af dette alternativ. Praktiserer, øver og lærer kroppen og sindet noget nyt.
At intet er permanent
I øvelsen bliver det muligt at få øje på, at alt er i forandring og bevægelse – At intet permanent .
Sindet kan ikke slippe “sig selv”. Det er ganske enkelt ikke muligt. Har jeg først lært at tælle til ti, vil jeg kunne det resten af mit liv.
Øve noget andet
Hvad, jeg kan, er at øve noget andet så vedvarende, at jeg kommer ud af træning med at tælle. Skulle det så alligevel ske, at jeg gør det, er det blevet så uvant og fremmed for mig, at jeg med det samme bliver bevidst opmærksomt på, at det er det jeg gør.
Erkende sindets natur
Når sindets natur erkendes – anerkendes også angsten, kontrollens og lidelsens natur. I anerkendelse er frihed, og bevidst kontakt til det, som er. Ikke frihed til eller fra “noget”. Bare frihed…
Lidelsen beror på accept eller ikke-accept
Med anerkendelse mener jeg ikke “accept”. Accept eller ikke-accept beror på bedømmelse og måling.
At anerkende betyder at se og sanse det, som er… At opdage, at det at jeg sanser, er kontakten til “det derude”. At det, AT der sanses “derinde”, er det “derude”. Skellet opløses. Der er intet imellem.
Betydningen, jeg tillægger “det, jeg sanser”, vil være fortælling. I den opstår bindingen og lidelsen, i det øjeblik, jeg gør den sand.
Den stærke
Ham/hende, der træner sine muskler og finder lindring fra sin smerte igennem det, vil kunne erfare noget tilsvarende. Ønsket om accept, at blive set og at føle sig sikker og stærk, starter spiralen. Igennem træningen i fitness studiet, bliver kroppen større. Altid vil der i det miljø være en, der er stærkere og større at sammenligne sig med: Endnu et ideal. I sammenligningen opstår lidelsen, smerte, flugt, ambition og ønsket om kontrol.
Den dygtige
Hende/ham der stræber efter at være dygtig, og lindrer smerten igennem længslen efter anseelse og andres accept. Uanset hvor meget umage vedkommende gør sig, vil der i takt med, at hun samler på viden, være mere, hun ikke ved. For hvert område hun dykker ned i, vil hun møde mennesker, der ved mere. Den oplevede mangel leder til smerte, trang til at vide mere og bliver endnu mere “dygtig”, i angsten for ikke at være “god nok” og ikke at blive set.
Den forelskede
Hende/ham der finder tilfredsstillelse igennem forelskelse – igen og igen, når smerten i rutinen bliver for stor.
Den Pengeglade
Ham/hende der vil have flere penge og flere endnu. Hver gang han flytter til et større hus, vil han opdage at mange er rigere end sig. I jagten efter sin forestilling om anseelse og “at kunne gøre, som jeg vil”, ser han, hvordan sine naboer og nye bekendte, altid har råd til lidt mere end sig..
Den spirituelle og religiøse
Et menneske der søger mening i livet igennem spiritualitet eller religiøsitet. F.eks. igennem oplevelser og øjeblikke af “dyb emotionalitet”. Ved at opsøge fællesskaber med den rigtige stemning, dulmes smerten af at føle sig alene og uden “mening”. Jagten på mere mening og sanselig emotion, bliver som mad, der puttes i munden. Det ses ikke, at ideen om mening ikke kan være den mening, der er: At det at leve, ikke er sin fortælling om det rigtige, gode og sande liv.
Og jeg kunne fortsætte eksemplerne…
Tantra – en invitation til frihed
En tantra inviterer til “frihed” – ikke en ide om denne frihed, men frihed hinsides fortælling og beskrivelse. Invitationen gælder at iagttage sindets natur, og derigennem erfare at denne spiral af smerte og lidelse forandres af-sig-selv.
