Mediterer du? Sidder du på “pude” – som meditation også gerne beskrives som
I så fald, er der så noget du gerne vil opnå med det?
Hvad?

Hvis du en dag eller to eller 5 dage ikke lige gider, eller synes at din krop gør ondt, når du gør sidder på pude? Skaber du så en følelse af dårlig samvittighed? En tanke om at “du bør gøre det”? – At du skal være disciplineret i “din praksis”. Altså en praksis der ikke opstår af sig selv, men kræver en vis overvindelse før “at det bliver godt?”

Har du “internaliseret en norm” for, at du bør/skal “sidde på pude” dagligt eller regelmæssigt?

Når, jeg spørger på den måde, så tager jeg afsæt i mine egne erfaringer med “at sidde”. Og med hvad jeg synes at se, når jeg møder mennesker, der bliver optaget af meditation som en daglig praksis.

Sidder du på pude og iagttager … dig selv?

Tantra kan i sin essens beskrives som en invitation til at erkende “naturen af det, som sker”. Dermed også naturen af, hvordan “jeg” sker?

Hvordan kan det være, at vi ikke uden videre direkte erkender denne natur, når vi vel som natur overhovedet ikke kan adskilles fra det, som ellers sker? Du og jeg fremtræder som organisk liv, der sammensættes af mad, vand, luft, lys og alt det som alt andet levende på jorden også dannes af.

Vi opstår igennem parring, vokser og modnes, ældes, dør og opløses igen i den natur, vi opstod af. 

Hvad er der at “få øje på”, som ikke allerede sker med os, hvert eneste øjeblik?

Ja! siger de klassiske tantra´s – det er blevet meget vanskeligt at se, ved at vi har skabt en mental konstruktion, som adskiller os fra at erkende os som denne “natur”. Vi har indlejret hinanden i en “kultur”, der ser sig hævet over naturen.

Og DET skaber lidelse for os, på stort set alle områder af vores liv. Vi fremmedgøres fra vores natur. Nærmest som hvis vi lider af en autoimmun-sygdom, hvor vores krop forsøger at nedbryde sig selv, som noget der “ikke hører til”.

“Altså!” – sagde nogen for tusinder af år siden: “Sæt dig stille hen og iagttag uden at lade dig forstyrre af dine socialiserede tanker og forestillinger”. Se “direkte”! Altså uden at stille dig SELV i vejen for at se “det”.

Millioner lavede ikke andet

Det førte til at millioner af mennesker i det område, vi i dag kalder Indien, holdt op med at lave noget andet end “at sidde” – i ambitionen om at blive “oplyste”. Da naturen jo kræver, at vi spiser noget, tigge om mad hos de, som arbejdede for at skaffe noget at spise til sig selv.

Det siger næsten sig selv, at det måtte stoppe! Det gjorde det også. De arbejdende, fordrev og slog de tiggende munke ihjel – som så flygtede op i bjergene, for at praktisere der, og så godt som muligt også på spartansk vis forsørge sig selv.

Meditationen og jagten på oplysningen fortsatte! Nu igennem en ordnet regelbaseret kloster-SELV-disciplin.

Sidder du på puden og disciplinerer dig selv?

Ønsket om at slippe af med alle forstyrrelserne og at blive “oplyst” – findes stadig. Med den også disciplineringen af “sig selv”. Altså disciplineringen af det “selv” som (måske) står i vejen for at se, ud over sig selv?

Svarer det ikke meget godt til at vedligeholde den mur foran vinduet mod skoven og havet, der forhindrer det frie udsyn? Frem for at lade den forfalde og forvitre eller ganske enkelt rive den ned!?

Med duften af en kvinde

Jeg nyder at sidde på en træstub i skoven, med duften af kvinde i mine næsebor, og smagen af hendes køn på mine læber, og juble over det at leve. 

Jeg frydes når Gandalf den Hvide og søde Mille med fugtige snuder søger min opmærksomhed.

Når musikken sender puls, rytme og bevægelse ud i alle celler, og jeg spontant bevæges, så glædes alt i mig.

Med det våde ler på den roterende skive, rejser der sig krukker foran mit blik.

Den lette, dybe, tunge eller sjove samtale vækker mig og mit sind…

Alt sammen – der IKKE er dette afgrænsede og afgrænsende “mig” – er så meget større end “mig selv!”..

I det hele mindes jeg om, at intet grundliggende handler om “mig” eller om “dig” men om “det”… Det, der sker! Hvordan det sker!

Blot den mindste bevægelse med en finger, et suk, eller et blik og ALT, hvad der sker, sker nu anderledes end før. 

KAN det være i kontrol?
KAN det disciplineres ?

Nej vel? … Det leves.
Det lever som du og jeg og alt, hvad der er!

Lad os elske, når vi elsker, kan og vil,
græde når vi græder,
le, når vi ler,
sove når vi sover..

Rejs dig fra den pude og aura af selvhøjtidelig disciplin, og gå en tur med fuglene, svøm med en fisk! Eller læg dig imellem nøgne lår <3

Le mere, elsk! se, sans, lev…. <3