Positivt

Positivt

NÅR NOGEN IKKE SYNES, AT DER SKAL SIGES “IKKE”

En gang imellem modtager jeg kommentarer, tilsyneladende udløst af, når jeg i mine tekster beskriver hvad noget IKKE er, eller hvor det f.eks. kan være U-nyttigt at bevæge sig hen?

Bemærkningerne handler typisk om, at det er meget bedre at skrive, “hvad man gerne vil, end det som man ikke vil”. En holdning jeg synes at genfinde indenfor den “positive psykologi”.

Tænk “positivt”!
Lyder opfordringen

Disse reaktioner inviterer mig til at skrive lidt om dette “ikke”.

HOS LÆGEN

At det lille ord – “ikke” – kan have meget stor betydning, lader sig måske eksemplificere ved at lytte til en patient der har gået i angst for at få konstateret kræft, og nu sidder i samtale med sin læge.

“Har jeg kræft?” – spørger hun.

Hvis nu lægen skulle svare “positivt” (og “ikke” skal undgås), måtte en indlysende respons være: “Du er rask!” ?

Kan en læge ansvarligt komme med sådan en udtalelse? Eller er det nærmeste, hun kan komme det, at sige: “Som det ser ud, har du IKKE umiddelbart kræft. Diagnosen kan IKKE bekræftes af mine undersøgelser”.

Underforstået at det, jeg har kigget efter, har jeg IKKE fundet.

GOD VIDENSKAB

Det, som jeg kalder for “accepteret god videnskab”, handler IKKE om at bevise noget, men ihærdigt at opstille forsøg og eksperimenter i såvel tanke som praksis, der kan MODBEVISE en opstillet hypotese. Lykkes det IKKE (endnu) kan det være at hypotesen på glimrende vis (indtil det modsatte er tilfældet) kan anvendes til at beskrive bestemte sammenhænge?



TRO

Det er her at “videnskab” ganske ofte kolliderer med “tro”. Videnskabeligheden er for den skeptiske. Den troende er –  sat på spidsen – “god-troende” dvs, positivt tænkende og sætter ikke spørgsmålstegn ved, hvor let det er at invitere mennesker til at gøre en beskrivelse “sand”?

SKEPTIKEREN BRÆNDES

I årtusinder er de skeptiske blevet brændt på bål indenfor alle trosretninger, hvis ikke loven har foreskrevet stening eller noget tilsvarende barbarisk til de, som vover at sige: “Men de har jo ikke noget på…!” … eller bare: “Det kan ikke være sandt…?”

DEN POSITIVE MÅ VÆRE NEGATIV

Ser jeg på, hvordan den “positivt tænkende” overhovedet er i stand til at afgøre, at det, der skrives, siges eller tænkes nu er positivt eller ej, så kan det KUN ske ved at sammenholde det med “det negative” – dvs. igennem analyse og vurdering. En intellektuel øvelse, der helt automatisk vil invitere ind i en tilstand af bedømmelse og deraf betingelse, og vel i den samme bevægelse umuliggør kontakt til både kærlighed og lyst?

EN IKKE-IS

Siger jeg til nogen eller til mig selv, at jeg IKKE skal tænke på en is, vil jeg uvilkårligt have isen i mine tanker? At beskæftige sig med ”ikke is” fungerer som at være optaget AF is. 

Isens modsætning er således IKKE: “Ikke-is”. Hele isen – i al sin fylde – indeholdes også i den beskrivelse.

DET FØRER DIG IKKE TÆTTERE PÅ AT SIGE IKKE..

Når det så populært siges, at det at beskrive hvad noget IKKE er – IKKE fører dig tættere på hvad det er, så antages det, at en beskrivelse af hvad noget ER, gør det?

Denne tankegang implicerer at det overhovedet er muligt at forstå IGENNEM beskrivelse?

Hvis det derimod erkendes at INGEN beskrivelse kan være sand i den betydning, at f.eks. beskrivelsen af et kys, nogensinde vil VÆRE et kys, men alene fungerer som en invitation til selv at erfare igennem “at kysse”, så betyder det at beskrivelser MED “ikke”  såvel som uden dette lille ord, på forskellige måder kan invitere til at undersøge igennem bevægelse?

Samtidig vil det stå lysende klart, at den bedste måde at forføre mennesker på vil være at give dem det indtryk, at en beskrivelse KAN være sand dvs. ikke bare “peger” men rent faktuelt rummer sandhedsværdi som andet end ord?

ALTERNATIVER

Hvilke alternativer er der? Er det muligt at bevæge sig igennem både “ikke…” og “det er..”, “jeg vil” og “jeg vil ikke” i en forundring over, hvordan noget fungerer og hvilke beskrivelser der kan/vil invitere til at erfare igennem handlen og sansen?

Den skepsis der ikke udspringer af en “positiv tro”, men af en lyst til at undres og FOR-undres: At kunne åbne i den erfarede vished om, hvor enkelt det er at lukke igen, når ingen af delene skal betinges igennem begrundelse – inviterer til at SE. Ikke se “noget”, men bare se…

Og det ligger hinsides beskrivelse….

Tro ikke på dette!
Erfar UDEN at gøre det til en erfaring!
INTET af det kan være sandt – og måske invitere?