skyld eller ansvar

Skyld eller ansvar – giver du det til en anden?

Tillægger du en anden skyld eller ansvar for at du lever- og har det, som du har det? Binder du dig ved at give vedkommende skylden?
På en netop afsluttet skøn weekend med Cupisofi og elskovskunst, kom vi til at tale om skyld eller ansvar.

Universet er kaotisk

Alt, hvad der lever, kan beskrives som “mønsterskabende organismer”. Bevægelse i universet synes kaotisk og helt grundlæggende uforudsigelig.

Taber jeg f.eks. en fyldt kaffekop på gulvet er det fuldstændigt umuligt at beregne eller forudsige, hvordan dråber og skår fordeles på gulv og vægge.

For at overleve i en så kaotisk verden forsøger det levende at skabe mening eller orden for sig selv. Det gøres ved at reducere uoverskueligheden igennem det, vi kalder for mønsterdannelse.

En edderkop finder igennem utallige gentagelser det spind, som fanger insekter bedst.

En ørn dykker i jagten efter “noget”, som bevæger sig og genkendes med en helt særlig ens-lignende profil. f.eks. “hoppende, lodden, med store ører”.

At skabe mønstre er nødvendigt for at bevare vores integritet.

Denne evne til at skelne, gentage den samme måde at skelne på, og derigennem “genkende” noget, som “noget for mig”, bliver vigtigt for at bevare vores integritet. Altså basalt set forblive i live og kunne formere sig.
Den er det, som skaber “mønstre” i måden, der iagttages på. Mønstre og konstruerede “sammenhænge” og ideer om årsager og virkning, som begrænser, fokuserer, og lukker sig om sig selv.

Sådanne mønstre for iagttagelse kan blive særdeles komplekse. “Noget forbindes til noget andet, som forbindes til..etc.” De “består” ikke af andet end bevægelse. At skelne betyder at bevæge, At bevæge er at skelne.

En organismes måde at skabe mønstre på – dvs at bevæge sig på – er det, som gør, at den adskiller sig og KAN adskilles fra andre organismer. Denne kontinuerlige mønsterskabelse danner et “selv”, der lukkes om sig selv. Et selv, der kan udtrykkes som “min verden” – eller “den måde jeg skaber mening for mig på” – i det kaotiske og uforudsigelige.

Måden, vi bedømmer noget på, tjener med andre ord til at vedligeholde dette “selv”?
En stor del af denne måde, har vi lært ved at spejle de omgivelser og grupper, vi vokser op. i. En anden del har vi fået med os i fødslen fra vores forældre og generationer før dem. De udtrykkes i “struktur”: Vores krop, sind og evne til at bevæge os .

Der findes ingen mønstre i Verden

Verden eller universet selv er uden mønstre.
De skabes alene igennem en helt bestemt og konditioneret/betinget måde at iagttage OG tildele betydning på:
DET, der SKABES som et sådan mønster, udtrykker et SELV. Mønstret findes altså ikke derude, men derinde som det filter, igennem hvilket iagttagelsen “ordnes hensigtsmæssigt på”

Jeg ser altså ikke det, der er, som det er.
Jeg ser det, som er, som MIG SELV.

Jeg ser altså ikke det, der er, som det er.

Jeg ser det, som er, som MIG SELV.

De klassiske Tantras inviterer til at få øje på dette. ZhuangZi er måske den tydeligste formidler af det? Nagarjuna en anden.

Hvad sker der, når Selv ikke stilles i vejen for iagttagelse?

Hvad sker der, hvis dette selv ikke længere stilles i vejen for iagttagelsen?
Hvis det går op for mig:

  • At alt hvad der foregår derinde også er det, som foregår derude?
  • At jeg ikke er adskilt fra naturen omkring mig, men ER natur, der er!
  • At alt, der foregår i mig, er af samme kaotiske natur som hele universet.
  • At det kun er muligt at trække vejret for mig, i kraft af at denne luft er omkring mig?
  • At min eksistens er uadskillelig fra vandet, luften, det jeg gør til mad og alle de andre myriader af liv?
  • At det, der ser, er det samme som det, der ses…

… Så erkendes og opløses illusionen om at være i kontrol.

Jeg ser:

At som jeg bevæger mig og bevæges af alt hvad der er, således opfatter jeg også livet og det levende.
Bevægelse bevæger bevægelse. Bevægelse er det, som er.
Der er intet “sted” at komme hen. Intet sted at komme fra. Intet at opnå, intet at få “ud” af det… Alene at eksistere i det, som er

Har du givet skyld eller ansvar væk?

Jeg kan se, at jeg har givet ansvaret for, at jeg lever som jeg gør til…xx..” .. Lød det i den afsluttende refleksionsrunde i dag.

Kan du det?
Kan du give ansvar væk?

Hvem giver så dette ansvar ..
Er vedkommende også ansvarlig for det?
Jeg hører dig sige: “JEG har givet ansvaret væk…”

På den måde bliver det til en selvmodsigelse… Handler det om skyld eller ansvar?

ER det ansvaret, som gives væk… eller handler det om at tildele nogen skylden for, hvad der sker eller er sket i mit liv, og for hvordan jeg føler, bevæger mig og har det?

Skyld eller ansvar – Betyder skyld at binde sig selv?

Skyld betyder at binde. At betinge sig til et andet menneskes adfærd igennem en fortælling, som gentages til bevidstløshed.

At give nogen skylden for noget i mit liv, gør det umuligt at erkende frihed og deraf også ansvar.

Skyld opstår af moral: At være skyldig i at have gjort noget forkert. Hvor der skabes moral, ses livet i perspektivet rigtigt/forkert. Moral tilegner vi os vi i den kultur, vi vokser op i igennem opdragelse, normer, sprog, værdier, uddannelse og religion.

Hvor, der kan skabes skyld, vil mennesker søge ind i kontrol, og med den angsten for at blive skyldige og møde konsekvens.

Det vil være det, som binder.
Jeg kan ikke binde noget sammen, som kun holder det ene.
Når noget bindes sammen er begge bundet.

Det er det, som tilgivelse handler om.
Hvis, jeg tilgiver den anden al skyld, så frisætter jeg mig!

Det handler ikke om, hvad den anden har gjort eller ikke gjort? Men om at få øje på, hvordan jeg betinger mig, igennem skylden: Altså hvordan jeg knytter mine fortællinger sammen med vedkommende.

At tildele skyld, fungerer som et identitetsskabende mønster. Med det følger stor lidelse, for den som skaber det.

Skyld eller ansvar? – Hvad gør det så svært at tilgive skyld?

Det kan føles umådeligt svært at tilgive. Det betyder at opgive en måde at skabe orden på.

Jeg mister eller afgiver dermed noget af “mit selv”. En måske endog voldsom del af den måde jeg hidtil har skabt mening i kaos på?
I samme åndedrag møder jeg friheden. Ikke frihed -til eller -fra. Bare frihed. At kunne svare an… At favne livet i ansvar.

Det bliver en invitation til at se på ny, og på ny og på ny: At øge mulighederne for iagttagelse og ikke længere lade dem/mig begrænse af spørgsmål om skyld eller ansvar, rigtigt og forkert?