Stress og depression

Stress og depression

Stress og depression, lyst og tantra

At møde en fare

Antallet af mennesker, der lider under stress og depression, vokser med utrolig hast. Kan en tantra komme med noget bud på hvordan det fungerer, og om det er muligt at slippe det igen?

Der findes tre helt grundliggende måder at møde farer på i naturen: Flugt, kamp og det “at lægge sig død”.

For nogle dyr er den ene mere fremherskende end den anden. Antilopen løber for sit liv, når den opdager en Gepard, der jager. Bjørnen rejser sig i sin fulde størrelse og viser tænder og kløer, hvis den føler sig truet, og et utal af insekter og større dyr, vælger enten at lægge sig “døde” eller sidde så stille, at de falder i et med omgivelserne: De “forsvinder”, indtil det føles sikkert at bevæge sig igen.

Fælles for alle disse mønstre er, at de udtrykker BÅDE et ja og et nej samtidig. Et “nej” til truslen om døden – eller at det frie liv forhindres – et “ja” til livet og dets frie impuls.

De samme adfærdsmønstre kan jeg beskrive for mennesker.

Hvis vi føler, at vores frihed grundliggende trues, reagerer vi med enten aggression, flugt eller ved at trække os ind i os selv.

Vi opdrages for at fjerne impuls

Opdragelse og socialisering tager grundliggende sigte på at fjerne impuls og bevægelsesfrihed. At erstatte lyst med “det ordentlige” og “tilpassede”.
Det kan naturligvis være meget nyttigt set fra et perspektiv, hvor det handler om at overleve i et samfund med mange regler og magtspil? Samtidig rummer netop denne opdragelse også kimen til megen lidelse.

“At leve” vil jeg kort beskrive som “at bevæge sig, af sig selv” eller “livet” som værende det, der “skaber sig selv af sig selv”. I denne beskrivelse peges der på “frihed” – frihed til at udfolde sig. Frihed til undren.

Relationens funktion at begrænse frihed?

Når jeg iagttager måden mennesker skaber relationer på, ikke bare til sine børn, men også til partnere, kærester, venner, kolleger, medarbejdere etc. så handler det nærmest altid om at BEGRÆNSE frihed. Der sættes rammer op for, hvad der er tilladeligt, og hvad der ikke ses som acceptabelt. I Relationerne bygges – ofte ubevidst – på en forestilling om, at vi har “brug for” hinanden.

“Du er der for at gøre mig glad, tilfreds, og ikke give mig bekymringer, som jeg kunne være foruden”.

Midlet er bla. skyldfølelse, der følges ad med angst. Angst for at miste relationen. Angst for ikke at “høre til”

Skyldfølelse indlæres, som de fleste andre følelser.

Den er meget vigtigt i menneskets nuværende socialiseringsproces, stærkt påvirket af en religiøs/kulturel overbygning om at en vredladen Far (Gud) skal være tilfreds med mig. Det pakkes ind i historien om, at denne Far naturligvis elsker mig højt, og derfor ikke blot kan overlade mig til impuls og lyst? I mange samfund er Gud så erstattet af en centralmagt eller social og politisk styret flertalsnorm, der så får samme praktiske funktion.

Forhindre barnet i at sige “nej”

Impuls forhindres allerbedst ved at forhindre barnet i at sige “nej”. Livsimpulsen udtrykker sig i den umiddelbare bevægelse: At spytte det ud, jeg ikke kan lide. At løbe væk, når noget er ubehageligt, eller at blive liggende, hvis jeg lige nu sanser, at jeg har brug for at sove.

Set i det lys handler opdragelse om at gøre børn og voksne immune overfor sine naturlige impulsive reaktioner overfor “fare”.

Hvis nogen med autoritet skælder mig ud, bliver jeg enten stående og tager imod, slår i hvert fald ikke igen, og viser at jeg er fuldstændigt opmærksom og lyttende til det møgfald, som bliver øst ud over mig. 

“SE på mig!!!”.. siger den vrede far eller mor. “SE på mig når jeg taler til dig!!!” … hvilket så typisk ikke har noget som helst at gøre med at tale, men måske nærmere handler om at råbe eller befale?

Det er lykkedes, når du kan udholde hvad som helst

Er opdragelsen “lykkedes”, kan jeg udholde hvad som helst af trælse ledere, idiotiske politikere, bekymrede mødre, pågående veninder, og ambitiøse sportstrænere uden “at lade mig mærke med det”. Jeg er blevet “kontrolleret”. Har styr på mig, og kender mine GRÆNSER. (Evt så jeg også kan UDVIDE dem)

At have grænser handler om at kende sin plads

At kende sine grænser handler SLET ikke om beskyttelse, men om at kende sin plads! Her hører du til! Sådan gør vi her hos os! Vov ikke at træde over stregen.

“Nu bliver du vel ikke højlydt…vel?” Siger opdrageren med rynkede bryn.

Livskraft lader sig ikke tæmme uden konsekvenser

Det, der på overfladen kan se succesfyldt ud, hvad denne “automatisering” angår, vil underneden være helt anderledes. Livskraft lader sig ikke sådan tæmme uden konsekvenser.

De naturlige strategier for at beskytte sig imod farer og bevare sit liv – som vi deler med alle levende væsener – hænger ved.

Barnet, der ikke finder nogen udveje for at undgå sin mors krav (sagte som uudtalte) lægger sig måske “død” med en depression?

Ham der ikke ser en udvej fra forventningerne om at sidde stille i skolen og “være dygtig”  reagerer måske aggressivt eller ekspressivt uroligt?

Teenagepigen der simpelthen ikke kan finde en udvej i alle de begrænsinger, hun oplever, stikker af og fyrer en fed eller mange, for at finde sin bevægelsesfrihed der.

Det alt sammen – der typisk behandles som “fejl i opdragelsen” eller sågar som noget, der skal have en psykiatrisk diagnose – handler om børn og unge der siger NEJ.

Et nej der i virkeligheden er et stort JA til frihed. Måske ind imellem nærmere at se som et råb eller et tavst skrig i angst?
De bliver bedt om at forklare sig. Beskrive og komme med gode grunde og “årsager” til sin “afvigende adfærd” – og netop DET er mere af samme skuffe. Ingen forklaring vil være god nok. Absolut ingen. 

“Du forstår mig ikke” siger de… og har så inderligt ret. Det er ikke noget “at forstå”. Der LEVES!

Livet kan eller skal ikke forklares, men leves. Det er DET, som gør det levende. Det lever “af sig selv” hinsides forklaring eller beskrivelse.

“Du skal ikke bare komme her og sige “nej” uden af have en forbandet god grund!” siger forældre og samfund. I virkeligheden kræver de, at “et JA til livet selv BETINGES af en god forklaring”. 

De forlanger dermed, at livet ikke omfavnes i kærlighed men i PLIGT.

“HER er din plads!” “Kend den!” …Gem dig bag dine “grænser”! “Giv mig nu ikke flere bekymringer!”

De børn og unge, der “holder til det” i de unge år, “rammes” så måske af “stress” i de voksne år?

De har aflært at sige NEJ. Tror at “nej” og “ja” kommer fra intellektet, og kan med opøvelse af megen kraft igennem ambition, skyld og angst opretholde en så høj spænding i kroppen at sanserne dæmpes så meget, at det impulsive nej/ja ikke høres særligt tydeligt?

…Indtil kroppen vinder. Livet vinder, og der siges fra. SÅ grundigt at det for mange er et “point of no return”. Et endegyldigt kropsligt nej til kontrol og hindring af bevægelse.

Stress og depression og de andre diagnoser

Desværre ses det ofte ikke (i min beskrivelse) at stress og depression  – og et hav af alle de diagnoser der opfindes og “behandles” ved at dulme symptomerne, dvs ved at sløve sanserne. – opstår af et råb om at genfinde kontakt til LYST.

… Til LIVS-LYST og fri bevægelighed.

Impulsivt at kunne lægge sig “død”, flygte eller gå imod – uden nogen begrundelse. En impuls der først lever fuldt og helt når sanseligheden genoprettes – af sig selv.

En revolution

Hvis mennesker kunne leve sammen på en måde, så de ikke hele tiden ville invitere eller lade sig invitere ind i at begrænse hinanden og sig selv, ville det betyde en revolution.

Dette kræver en evne til at bevæge sig frit. En færdighed der er iboende i det levende, og som føles ad med en “af-spændthed” – dvs. “at have rum til bevægelse i sig”. Den er fuldstændig “grænseløs” og naturlig.

Når nogen f.eks. skriver: “Du skal kunne mærke dine grænser”, så handler det IKKE om at du inviteres ind i frihed, men om det modsatte!

Udvid rummet for bevægelse og sanselighed i dig! Det sker af sig selv. Du skal slet intet gøre for det, men se at du bremser! (gen)opdage at du er natur, liv, lyst og kærlighed. Du er som en boblende vulkan af lyst.

At bevæge sig væk (flugt), kæmpe ( aggression og vrede), eller spille død (blive stille, trække sig tilbage) er fuldstændigt naturlige mekanismer i dig. De er ikke “farlige”. Farlige bliver de først, når de undertrykkes. Da bliver det som “gift” for kroppen.

Du har måske glemt alt dette? Og din krop ved det…

Det er den invitation, vi/jeg giver dig: At genopdage “Lyst”. Den er “grænseløs” og ren livskraft. – Ja et andet ord for det vil være “kærlighed”.

Tantramassage til mænd

Tantramassage til kvinder

Studerende ved Mahamudrainstitut