Tillid

Tillid

Tillid eller tro?

Tillid adskiller sig væsentligt fra at tro.

At tro på noget knytter sig til et intellekt dvs. til en ide. Du kan tro på “Gud”, “Buddha”, “Kristus”, Chakraer, “Tantra”, Energi(er), Kærligheden, Livet …etc. Og det bliver alt sammen til noget, der læner sig op ad historier og fortællinger. Troen fungerer ved at  gøre en beskrivelse sand!

Tillid forbinder

Tillid forbinder mig til det, som er. Ordet “tillid” peger på “at slippe”. Så længe der ikke er tillid, holdes der fast i noget som opleves som “sikkert”. Og denne sikkerhed skabes af intellektet.

Hvor jeg lever i tillid, er forbeholdet sluppet, og hvor det sker, er der ingen angst.

Kan tillid “gives”?

Ingen kan “give” nogen tillid, eller gøre sig fortjent til hertil. Det ville betyde at “tilliden” var noget “ydre”? Altså noget, som hænger sammen med en beskrivelse af de egenskaber, som den tillidsvækkende måtte have?

Tillid skaber jeg selv, af mig selv, i mig selv – og denne formulering rummer en modsigelse, idet der altid vil være angst, hvor der er et “selv”, som vil passe på “sig selv”. At leve tillidsfuldt handler således om at dette “selv” er sluppet: Altså hinsides et “selv”?

Måske ER nøglen til “at slippe dette selv” at åbne for at møde livet – dvs. bevæge sig spontant med det, som er og sker? 😉

Kan tro flytte bjerge?

Når citatet “tro kan flytte bjerge” benyttes, tales der ikke om bjerge, som består af klipper, men om de bjerge, der skabes i intellektet.

Psyken har en voldsom kraft. En enkelt sætning  – ja blot et ord – kan øjeblikkeligt invitere kroppen ind i alle mulige fysiske reaktioner. Det er nok at tro på, at det, som siges, er sandt, uden at det behøver at have noget som helst med virkeligheden at gøre.

I virkeligheden burde citatet nok oversættes til at: “Tillid kan flytte bjerge”.

Buddha og Jesus?

Hverken Buddha eller Jesus var filosoffer. Måske vil det være mere nærliggende at omtale dem som “healere”, og dog helbredte ingen af dem nogen som helst. Mennesker, som kom til dem i, helbredte sig selv. Og helbredelsen bestod i at dette “selv” blev sluppet.

I det øjeblik, det sker, er der ikke længere noget skel imellem Livet selv, lysten, kærligheden og det, som før skelnede…

Gør tillid mig naiv?

Er det så ikke meget naivt at møde mennesker i på den måde?? Vil jeg ikke igen og igen blive skuffet eller bedraget?

Hvor der er mistillid er der “støj”, indre konflikt, spænding og uro. Prøv at iagttage det i dig selv, eller tænk på f.eks. jalousi der måske udtrykker den mest ekstreme mistillid? I denne tilstand af fuldstændig identifikation med sine forestillinger er der ingen, der kan se “klart”?

Der bliver stille

Hvor tillid lever, bliver der stille, og alting fremtræder tydeligt. For den tillidsfyldte er det meget let at se forbeholdet i mødet. Skuffelse indtræder KUN, hvor der er en forventning på forhånd. En forventning, som netop skabes af identifikation med en fortælling, et “håb” eller et “ønske”. Altså af at “tro på den anden”. Hvor denne “tro” er sluppet, opstår der hverken et bedrag eller en skuffelse.

A leve

“Tillid” peger på den måde, som der handles på. Det beskriver en måde at bevæge (sig) i livet på. At danse skaber tillid til at danse hos den dansende. At elske skaber tillid til at elske hos den elskende.

Netop dette gælder invitationen hos os:

Elsk!
Dans!
og se, at det er den eneste måde at forstå, hvor enkelt det er…