ud af hovedet

Ud af hovedet og hovedløst ned i forførelsen?

Jeg vil gerne ud af hovedet og ned i kroppen! Den sætning har jeg hørt og læst tusinder af gange. Den peger nok på, at mange føler sig stressede og optaget af bekymringer, planer og noget, de mener at skulle nå!? Desværre har bieffekten af den måske været en ide om at “tanker og refleksioner er af det onde”… Og at f.eks. Tantra bare handler om at være krop?

Vil en Tantra have dig ud af hovedet?

Igennem efterhånden mange år har jeg administreret forskellige grupper under temaet “Tantra” på Facebook.

Igen og igen har jeg opfordret de, som gerne inviterer mennesker til kurser, seminarer og events til at skrive noget om deres praksis:

Hvordan det, de vil formidle, og det de selv gør, relaterer til hvilke tantras – dvs. grundantagelser, traditioner, og filosofi?

Ofte, når nogen overhovedet reagerer på min opfordring, frem for blot at poste den næste reklame for et kursus, lyder det, “At de ikke tænker i filosofi, og at tantra i deres optik i øvrigt IKKE beror på teori men på praksis…!

Det står imidlertid i meget stor kontrast til de forskellige traditioner, som forskellige tantras læner sig op ad!

5 juicy, sanselige, trin til at komme hovedløst ud af hovedet?

Hvem der læser Zhuangzi, Laotse, Tilopa, Nâgârjuna, og de mange overleveringer fra tidligere praktikere – vil se, at en meget væsentlig del af en tantra-praksis også har været at invitere andre mennesker til at SE. Heldigvis!
De har efterladt os en guldgrube af metaforer, allegorier, analogier, eksempler og måder at øve på, der nogle gange synes enkle og andre gange virkelig kan være udfordrende at læse..

Jeg er helt med på, at det måske interesserer de færreste?

Hvis det, der ses som det vigtigste, er 5 trin til at “få et juicy sexliv igen”, at få pakket sine psykoterapeutiske behandlinger og erkendelser ind i noget med at blive berørt på en sanselig og rar måde, eller finde nye måder at date på? …… Så er det nok begrænset, hvor mange der går op i på hvilket grundlag, midlet bygger? Bare at det virker!?

“Kan vi ikke bare lære at røre ved hinanden på en behagelig måde” – og “komme ud af hovedet og ned i kroppen” lyder det. Som om et dement menneske med svær Alzheimer ville være den bedste kandidat til at være “helt nede i kroppen”?

Fjern hovedet eller bedøv intellektet! Se så hvor megen krop, der lever?

“Jeg vil gerne lære nogen at komme ud af hovedet – at give og behandle…”

“Jeg vil gerne lære at give en tantramassage – og “dearmere en yoni” – kan et andet ønske lyde, suppleret med at “gennemgå en personlig udvikling”… Uden at interessere sig for om det virkelig er det, en tantra inviterer til? ..At udvikle personlighed… eller at afvikle den… ?


“Der er fandme ikke nogen, der skal tage min personlighed fra mig!” … ville en vred kommentar måske lyde?

Tage hvad fra dig?

“Hvad er dette, du kalder for “personlighed” mon for noget?” .. spørger en Tantra

“Arch… sikke noget filosofisk vrøvl!… Gu har jeg da en personlighed, det ved jeg vel nok selv”.

“Hvem er dette “selv” i så fald? …Fortsætter en Tantra med at spørge..

“Drop det! Jeg gider ikke forholde mig til det! … “Jeg vil bare lære at give nogen en god oplevelse! Kunne behandle dem, og måske mig selv få noget bedre sex..!”

Nogle gamle Tantras om “selv..”

Zhuangzi, hvem helt vidunderlige fortællinger og refleksioner tilskrives i værket af samme navn, er i DEN grad en udfordring at læse. Samtidig er de en boblende frisk kilde af klart vand.. han levede for mere end 2600 år siden.

Vigyan Bhairava Tantra er navnet på en anden kilde fra oldtiden, der med 112 korte invitationer (vers) byder læseren ind til at øve sig i at iagttage… Den har måske 1500 år (!) længere på bagen, end Zhuangzi..

Hvad, jeg finder som et helt gennemgående fællesstræk hos de to som igen spejles i mange andre Tantras, herunder f.eks., også i Nâgârjunas tekst ”Bodhicittavivarana“, er spørgsmålet om selvets eksistens og sin afgrænsning fra det, som ellers er (HVIS der ellers er andet?)

At TALE om “mig selv” eller “sit selv” – vil invitere til at se “mig” som adskilt fra “noget andet”: At “jeg” er sat i verden og bevæger mig i en verden, som er “omkring mig”.

Det som vides, og den som ved?

Ideen om denne adskillelse eller afgrænsning – vil f.eks. spejle sig i at skelne imellem:

“Det, som vides” eller KAN vides, og det eller den, som ved det..
Det, der erkendes og den, der erkender.
Det, som sanses, og den (det) som sanser.

i Vigyan Bhairava Tantra skrives i vers 111:

Each thing is perceived through knowing.
The self shines in space through knowing,
perceive one being as knower and known…

Nâgârjuna skriver i samme dur i Bodhicittavivarana vers 39

Det, der kan vides, vides af en, som ved det.
Uden det, som kan vides, er det ikke muligt at vide.
Altså må vi anerkende, at subjekt og objekt ikke eksisterer i sig selv?

I begge invitationer peges der på at få øje på, hvordan det, der sker derinde, vil være et spejl på det, der sker derude. Og det, der sker derude, spejles i det, der sker derinde?

..Ultimativt at “selvet” fremstår som illusion. At en Tanke om “selv” opretholder illusionen om dette “selv”. Men ikke bare det!

…At en adskillelse imellem “mig” og “dig” – og alt, hvad jeg kan skrive og sige om såvel mig som om dig, og alt, hvad jeg gør for at overbevise mig om, at vi er adskilte, er det som skaber illusionen om “mig” som et “selv”.

Kan tanker mon fanges eller findes?

Som dreng legede jeg med spørgsmålet: Om jeg mon kunne fange en tanke?
Ville det være muligt at fastholde den?

Uanset hvor ofte og meget jeg afprøvede det, så fandt jeg det umuligt.
Jeg konkluderede dengang, at “tanker” simpelthen ikke findes som “noget” eller “nogen”?

Jeg tænker… eller nærmere: Der tænkes!
Og selv dette “jeg” er intet andet end tænkning ?

Det gik op for mig, at tænkningen blot er bevægelse. Dvs. formløs..
Den skaber illusionen om form, og selv er den hinsides form…

Jeg kunne også kalde den for “potentiale”. Nâgârjuna beskriver den som “tom”

Stiller jeg “mig selv” imellem?

Vigyan Bhairava Tantra har en fremtrædende plads såvel i Vediske Tantras og udgør også et vigtigt grundlag i Zen.

Den handler om at opdage, hvordan det, vi kalder for “os selv”, stilles imellem- eller blokerer for- at se, det som er, som det er….

En bremse der skabes ved at skabe en illusion om:
“At den, der vil se (det), er adskilt fra det, der er, som kan ses…”

Dvs at iagttageren afgrænser sig som betragter fra noget, der opfattes som udenfor sig.
Når noget ses som udenfor, skabes illusionen om, at der så må være noget “andet” indenfor?

Hvad menes der med ordene: “Det, som er”?

“Det som er” kan også beskrives som: “Det, der er hinsides betingelse”… Det kalder vi også: “Kærlighed”, “Lyst”, og f.eks. Frihed…. Altså: Det, der sker af sig selv, for sig selv..hinsides al kontrol.

Sproget skaber form

For den, der endnu læser med, bliver det lysende klart, at denne erkendelse om at stille “sig udenfor” overhovedet ikke kan sproglig-gøres “sandt”?!

Sprogets natur er at skabe form. Dvs at afgrænse noget som “noget” i forhold til “noget andet”. Og det, der peges på i disse gamle tantras, er hinsides form.

Ses det, der inviteres til at se i disse gamle tantras, vil der ikke være en “nogen”, der kan erfare det (eller komme ud af hovedet 😉 ). Der vil ikke eksistere en sand erfaring at fortælle om…

Invitationen lyder: Mediter! .. Iagttag! ..
Gør det til en praksis at iagttage i al praksis: Når der spises, soves, løbes, arbejdes, elskes, synges, vaskes..etc…

Gør det ikke for at opnå noget!
Bare gør!

Der er ikke noget at opnå… I det øjeblik, den ide skabes, følger “den, som vil opnå dette “noget” automatisk med…

Det er vildt ikke?
..og det er mystisk..

Er der en praktisk konsekvens?

Nu kan spørgsmålet lyde:
Hvad er så den praktiske konsekvens af at se alt dette?

Ja alt forandres… Dvs. ikke sådan at det, som er, forandres.
Det er jo, som det er (bevæges)?!

Alt erkendes blot anderledes: Illusionerne fordamper. De transcenderes….
Hvor der før var et filter på spejlet, eller at det var belagt med støv, som gjorde alt uklart, sløret og forvrænget – så er det i et nu væk.

En anden følge af dette er f.eks. også at erkende, at det er umuligt at “transportere” berøring fra den ene til den anden.

“Jeg” kan med andre ord ikke give dig “berøring”.
Det fungerer i stedet sådan: at jeg skabes i det, jeg i berøringen gør til : “dig!”… Ses den illusoriske natur af dette, opløses både “du og jeg”. Det vil jeg kalde for “kontakt“.

Vigyan Bhairava Tantra peger så smukt på dette…i vers 41:

While being caressed, sweet princess, enter the caressing as everlasting life!

(Når, der tales til en prinsesse i dette og andre vers, hænger det sammen med at Vigyan Bhairava Tantra i traditionen er skrevet som et digt fra Shiva til Parvati eller Devi.)

Hvis, du ikke er optaget af at komme ud af dit helt fantastiske hoved og på den måde adskille det fra din øvrige krop, så er det måske noget for dig sammen med en gruppe engagerende, nysgerrige, åbne og kreative mennesker at mødes i cupisofi og elskovskunst på Mahamudrainstitut.