Åbenhed i parforholdet

Åbenhed i parforholdet

Jeg hører ofte, at der tales om åbenhed i parforholdet som et udtryk for et velfungerende samliv. Paradoksalt nok vil det måske være det modsatte? Det afhænger helt af, hvordan denne åbenhed forstås.

” Vi har fuld åbenhed i parforholdet! “

Forestil dig, at du mødes med et menneske i en intim fortrolig samtale eller varm elskov, og vedkommende efter nogle dages korrespondance frem og tilbage fortæller dig, at han/hun “deler alt med sin partner”.

Alt?” spørger du måske? “Også denne korrespondance?
Ja” kommer svaret.. “Man kan ikke være bare lidt eller halvt åben, Vi deler alt. Vi tror på fuld åbenhed i parforholdet. Har adgang til hinandens telefoner, Facebook, mails og fortæller ALT om os selv og det, vi har oplevet, til hinanden

Det er ikke så sjældent, at jeg møder denne holdning – måske knapt så ekstremt som ovenstående eksempel – hos mennesker, der definerer sig som et par.

For mig bygger det på en misforstået opfattelse af, hvad åbenhed betyder, når vi relaterer til hinanden.

Hvis jeg er den, der, som i det indledende eksempel, efterfølgende oplever, at vi ikke var to, men tre (!) i alle møder, al intimitet og fortrolighed,  så vil jeg føle mig stødt og meget ubehagelig til mode.

Havde jeg vidst det inden, ville disse møder ikke have fundet sted, som de var. Jeg tænker at enhver kan sætte sig ind i dette?

Der kommer et forbehold i mig, som hvis jeg ved, at jeg aflyttes eller overvåges af en person, der ikke selv giver sig til kende lige her og nu, men kun kan forholde sig til historien, der høres.

På den måde fungerer “åbenheden” i denne form som en ret effektiv kontrolmekanisme for parret som par både udadtil og indadtil.

De mødes sammen og hver for sig – og har hele tiden en “blind makker” med, som måske og måske ikke spiller med?

På sin vis møder jeg ikke ham eller hende, men et “vi”. En konstruktion – en fortælling om “os”. Han/hun “er der ikke”, men fremstår som et fatamorgana, en drøm, et spøgelse, en betydning, en ide.

Ensomhed

For nogle par er denne tanke smuk. De “smelter sammen” og føler at have “kontakt” i denne fælles “åbenhed”.

For mig peger det på præcis det modsatte og fører til stor ensomhed hos dem begge. “Åbenheden” lukker sig omkring sig selv, som det gælder for alt, der åbner: Når noget åbnes, VIL der være noget andet, der lukkes. Oplukkeren lukker sig om kapslen og flasken åbnes, Den lukkede dør åbnes, og rummet bag den mod væggen lukkes.

Ordene “At åbne og lukke” peger simpelthen på bevægelse. At være “åben” og “lukket” på form, dvs. stilstand.

Lukker sig om sig selv

Som jeg så ofte før har skrevet, så KAN billedet af en hest – eller fortællingen om den  – ikke VÆRE en hest. Billedet kan invitere mig til at gå hen og se hesten, eller at lytte til fortællingen om den, men hesten selv erkender jeg KUN ved selv at sanse den i direkte kontakt.

Sådan fungerer alle fortællinger, ord og tanker. De er “sande” SOM fortællinger, men ikke “sande”  i den forstand at de ER det de beskriver. Tanken om en græsplæne, producerer ikke en græsplæne i hjernen.

At mødes i en forestilling om at åbenhed betyder at “dele sine fortællinger og historier” og ovenikøbet have en ide om “at de skal være sande” – kommer paradoksalt nok til at lukke et forhold om sig selv.

Når kontakt erstattes af fortællinger

Kontakten, til det som ER, erstattes af fortællingen om det, der er. Frem for alt kommer de to i parret til igen og igen at mødes i: “Den betydning det, der fortælles og høres, gives” (altså endnu en fortælling) frem for i den kontakt, hvor der ingen historie, dom eller vurdering stilles imellem.

Forholdet og møderne betinges af betydninger og bedømmelse. Hvis kærlighed peger på det, som IKKE kan være underlagt betingelse, altså hverken være U-betinget eller betinget – men simpelthen “kontakt til det, som er” – så umuliggøres denne, af den såkaldte åbenhed i parforholdet.

Jeg vil vide alt om dig!

Hvad måske endnu værre er, at de måske mødes i en ambition om “at vide alt om dig”.

Hvis jeg vil finde en bog spændende, så kan det ikke nytte noget, at jeg kender alt om den, inden jeg læser den. Lyst og latter, kommer af forundring og overraskelse ikke af forudsigelighed og sikkerhed.

Livet og det levende er aldrig sikkert, men ustyrligt, impulsivt og kontinuerligt i forandring. Det er lyst og kærlighed! Det kan ikke forlanges eller kontrolleres  –  ikke forventes eller kræves. Det opstår af-sig selv. Og er kendetegnet ved netop at bevæge sig af-sig-selv.

For mig bliver ideen om åbenhed i parforholdet – som en praksis med at ville kende og fortælle alt – til det der gør det til nogle gange det ensomste sted på jorden at være.

Et fængsel med tykke mure, døre med nøgler, og kontrol af hvem der kommer og går. Et system, hvor man melder rapport med jævne mellemrum.

Den åbenhed handler om angst og IKKE om kærlighed og lyst. Og angstens tro følgesvend hedder “kontrol”.

Hvad vil jeg fortælle?

Vil jeg så IKKE fortælle det menneske, jeg lever sammen med, hvad jeg gør og tænker? Ønsker jeg ikke ” åbenhed i parforholdet ?”

Bestemt ikke som en regel. Jeg vil gerne mødes med dig i en opmærksomhed på, hvad jeg synes, der er vigtigt for hinanden at vide. Jeg vil på ingen måde stille op til et krav om, at du kan forlange eller forvente at få alt at vide.

At mødes i respekt betyder for mig: Intet at kunne tage for givet hos eller i den anden. “Jeg kender dig ikke” og må derfor bevæge mig opmærksomt og vågent i mødet med dig.

SE, det som er. Lige her og nu – og ikke handle ud fra fortællingen om det, der bør være, var, eller skal komme.
Jeg SER dig – og ser dig i mig, mig i dig – ser AT jeg ser, og hvordan jeg ser. Ser at jeg dømmer og vurderer …og lægger det væk i erkendt uforstand og illusion.

Det bliver at mødes i anerkendelse uden overhovedet at VILLE noget med den anden.

Vi åbner og lukker – bevæges og bevæger os

Vi bevæges og bevæger os – åbner og lukker – sammen i puls og impuls, i varierende rytme og tempo. Som en dans, der ikke kan aftales på forhånd, men opstår i møderne ud af den kompetence, vi hver især, sammen og hver for sig udvikler ved at leve.

Hvor der er kærlighed, er der frihed…. hinsides betingelse. Skræmmende er det KUN for den, der mærker angsten, og vil kontrollen, og i det binder sig selv OG den anden også, hvis der tages imod DEN invitation.

 

Kom til et weekend seminar, hvor vi undersøger det at leve i par, eller indlede et parforhold