aggression

AGGRESSION ER ANGST, ANGST ER AGGRESSION

Møder du i angst en hund, risikerer du, at den bider dig! Den ser angsten som et udtryk for aggression. Hvordan kan det være?

Føler et menneske, der har angst for mig, sig godt tilpas i mit selskab?
Vil det ikke impulsivt af sig selv søge at blive fri for mig i sig? F.eks. ved at skabe afstand til mig?
Hvad sker der, hvis denne impuls undertrykkes ved, at der er noget vedkommende vil have og derigennem skaber binding?

Angst udtrykker i min beskrivelse aggression.

Den letteste måde at se det på er måske ved at undersøge, hvad der typisk udløser aggressiv adfærd?
Jeg ser den opstå, når jeg føler at min mulighed for at handle på en sådan måde, at jeg kan passe på mig selv, opleves som værende truet?

De, som læser mine tekster, ved, at jeg ser bevægelighed og bevægelseskompetence som det allervigtigste overhovedet i forhold til at kunne passe på sig selv i en uforudsigelig verden.

Når mennesker f.eks. vil påberåbe sig grænser, aftaler og regler som et middel til at skabe tryghed, gør de det modsatte: De reducerer bevægeligheden i sig og forsøger at kontrollere omgivelserne til at gøre det samme. Det sker ved at drage dem i pligt, og angst for skyld og skam. Altså ved “at binde hinanden” op på…?

Hvis et menneske binder sig eller føler sig bundet..

Hvis et menneske, jeg relaterer med, føler sig bundet – f.eks. af pligtfølelse eller af, at der er noget vedkommende gerne vil have fra mig eller ikke miste, så vil den angst for ikke at -få eller -beholde – invitere ham/hende i aggression.

Vedkommende vil reagere passivt aggressivt? “Passiv” i forsøget på at skjule det, som alligevel ikke kan skjules. Ikke for os mennesker og slet ikke for et dyr.

Hvis en hund møder en anden hund, som viser angst, så vil den første med al sandsynlighed forsøge at bide først!?
Et dyr i angst vil fryse, flygte eller forsvare sig. Føler det sig bundet uden at kunne eller ville flygte – vil det angribe.

Jeg kan ikke relatere frit og kærligt, hvor der er angst

Det er umuligt at relatere åbent, frit kommunikerende, omsorgsfuldt og medfølende, hvor der er angst. Den angst vil finde en grimasse eller maske, der giver skin af, at “alt er godt”.

I den passive aggression vil vedkommende lægge bånd på sin adfærd og især på det, som siges eller ikke siges.

Det er gået op for mig, hvor svært det kan være at opdage?

Når et menneske ikke klart siger fra eller eller til? Eller i det hele taget ikke er interesseret i at kommunikere åbent og tydeligt om det, som er- eller kan blive- relevant for måden, vi relaterer med hinanden på? Så kan det umiddelbart være vanskeligt at fornemme?

Hvis, vi skal danse med hinanden, så må vi kommunikere tydeligt, hvad vi gør. Vi må uopfordret vise, hvordan vi bevæger os.

Ellers kan vi ikke følge hinanden. Hvis noget føles uklart vil tilliden bæres af, at vi åbent kan påpege det uden at føle angst.

Det siger sig selv, at det gør det umuligt at relatere i klarhed og tydelighed når bare den ene føler sig bundet?

Når masken falder kommer aggression til udtryk

I det øjeblik angsten ikke længere kan skjules, vil aggression komme fuldt til udtryk. Så falder masken og forstillelsen.

Det kan for mig føles overvældende og overraskende. I det mindste er der noget, som så bliver klart! …Og det er uanset virkelig underlig følelse at stå med:

At have relateret nært med et menneske, som virkeligheden skjulte sig bag en maske af bl.a. passiv aggressivitet?

Er det noget med at blive i tvivl om, hvorvidt jeg så kunne passe på mig selv?
At jeg måske fornemmede det og ikke havde tillid til, at jeg sansede rigtigt?
En følelse af at have været naiv, blind og døv?

Vedkommende vil muligvis skabe tilsvarende følelser i sig selv?
Det må være meget ubehageligt at begrænse sin spontane bevægelighed bag en maske, der er skabt ved at binde sig i angst for at miste eller ikke få?

Og er der en vej ud af angst/aggression?

På mange måder er det nærmest paradoksalt, at angst næres af at gøre vores fortællinger sande? Vi ønsker først og fremmest at fremstå overfor hinanden på en bestemt måde. At være en “nogen” som de mennesker, vi gerne vil have noget fra, synes om?

At se det, og øve sig i at kommunikere åbent om det, når det sker, at vi forveksler det, som sker, med vores historier om det, som er og sker, er måske den vigtigste nøgle til det? … Og det forudsætter færdigheder og vilje til AT kommunikere åbent. Til at ville noget andet end at føle sig bundet. Færdigheder kan vi lære.

Systemisk arbejdsgruppe – måske noget for dig?